Hjem | Forum | Dit togt | Om siden | Gæstebog | Kontakt | ©


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3166 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Sejlplan 2014
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




 
 Tilmeld Frameld



  Wallpapers
  Memory
  Mahjong
  Frozen Bubble v2



  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 390172
  Hits i alt: 2965452
  Online lige nu: 0


Otto Jesperen fortæller

       Elev: Otto Jesperen
       Elev nr. 4
       Togt 1968 (sommertogt)
_________________________________________________________________________

Dagbog Skoleskibet "Danmark"

Tirsdag d. 19. marts 1968

Der blev startet hårdt, allerede kl. 00-01 skulle jeg gå vagt med nr. 2 vores baksformand. På det tidspunkt lå Skoleskibet på Holmen. Mit første indtryk af skibet var et pænt, stilfuldt og velholdt skib.

Om morgenen blev vi purret kl. 7. Vi nåede lige at få noget vand i hovedet og få spist morgenmad. Kl. 8 skulle vi stille ved flaget, og efter flagmønstring blev der rigtigt gået til den, der skulle vaskes ned og dækket trængte til en omgang.

Fra 12:00 - 14:00 holdt vi middag og aften skafning kl. 16:30. Det var svært at falde i søvn i hængekøje første aften.

Onsdag d. 20. marts

Vi blev purret kl. 7:00 og var til flagmønstring kl. 8:00. Kl. 8:30 skulle jeg gå vagt i maskinrummet. Det bestod i at kontrollere vand- og olietryk på hjælpemotoren, sørge for sanitærvand, hvis der var brug for det, og sidst fylde kabystanken op. Kl. 10 forhalede vi til Langelinie. Efter middag klædte vi om i paradeuniform. Kl. 3 kom Arveprins Knud, Kaptajn Knud Hansen, den amerikanske ambassadør, handelsministeren og en hel masse pressefolk. Knud Hansen fik overrakt en pris. Kl. 4 fik styrbord vagt landlov.

Torsdag d. 21. marts

Den dag begyndte ikke som de andre, i hvert fald ikke for mig. Det var om at komme op og få arbejdet færdigt så vi kunne komme i land. Det er meget sjovt at komme hjem selv om vi lige er begyndt. Man må lige vænne sig til at alle mennesker kigger når men kommer i uniform. Vi skulle være ombord igen kl. 10. Om aftenen snakkede vi med 2. styrmanden om hvor togtet går hen. Det nytter ikke ret meget at læse om det i avisen for det er i sjældne tilfælde at det passer.

Fredag d. 22. marts

Den dag begyndte med en stor misforståelse. Jeg blev sat på vagt kl. 8 og skulle gå til kl. 12. Kl. 9:30 kom kvartermesteren og sagde at det ikke var os som skulle gå vagt. Vi skulle gå fra 12 - 4 i stedet. Da klokken så blev 14:30 kom 8 - 12 vagten og afløste os fordi vi havde gået vagt fra 8 - 9:30. Fredag eftermiddag fik vi lov til at gå til vejrs. Det var jo ikke noget nyt, for vi havde prøvet det før, dengang vi riggede skibet til. Første gang man kommer op er man lidt bange for det indtil man har været oppe, for så ved man hvordan det foregår.

Lørdag d. 23. marts

Så blev det lørdag, dagene begynder allerede at gå hurtigt. Der blev gjort rent som alle de andre dage, pudset messing, skuret dæk, vasket ned og vasket dørk. Det bedste ved den dag var selvfølgelig at vi fik landlov, ligesom sidste gang tog jeg hjem for at hilse på min familie.

Nu er jeg ved at vænne mig til at sove i hængekøje. Desværre ligger vi endnu ved Langelinie, der sker ikke rigtigt noget. Jeg tror alle har det sådan at de længes efter at komme af sted, det skal vi jo på mandag, men det er kun til Vedbæk. Men så er det en trøst at slippe for alle de nysgerrige der spørger:" Hvor skal i hen, hvornår sejler i".

Søndag d. 24. marts

Søndag skulle vi skure dækket, og det gik der ca. en time med. Vi blev udskajet kl. 09:00. Styrbord fik landlov og vi andre tilbragte det meste af dagen oppe på bakken. Nogle sov andre sad og sludrede. Kl. 5 - 5:30 skulle jeg på vagt og igen 7:20 - 21:00. Minsandten om jeg ikke også skulle gå vagt fra 4 - 5. Jeg var lige faldet i søvn da vagten purrede mig og sagde at jeg skulle på vagt fra 6 - 8. Det blev ikke til ret meget søvn den nat men det må man indfinde sig med.

Mandag d. 25. marts

Det var en spændende dag. Kl. 9 sejlede vi til Vedbæk hvor vi kastede anker. Før vi sejlede kom tre nye elever. Nu skal vi til at starte kl. 6:15 og kun have en halv time til at klare op i. Efter middag skulle vi hente "Forstengestagsejl" op fra sejlkøjen og så fik vi demonstreret hvordan man sætter et stagsejl under. Vi var også på sallingen i dag.

Tirsdag d. 26. marts

I dag blev der vasket ned på masterne. Det blev desværre ikke mig der skulle op men det skal nok komme en anden gang. Efter aftenskafning skulle jeg vise nr. 10 rundt på skibet. Jeg skulle forklare alt det jeg vidste om sejlskibet og han skulle så forklare det jeg ikke var klar over. Vi havde også bådene klar, og båd nr. 1 var i vandet. Kl. 3 kom en ny elev, endda en jeg kendte i forvejen fra sømandsskolen.

Onsdag d. 27. marts

I dag fik vi tiden til at gå med at ferske af rundt kabyssen og maskinen. Da vi var færdige med at spise kl. 9 blev vi enige med kvartermesteren i at vi ikke kunne lave det hele dagen. Vi blev smidt ned i sejlkøjen for at hente krydsbrammen. Det var så meningen at vi skulle få demonstreret hvordan man slog det under. Det tog sin tid for der var en der "lige" skulle have amputeret en finger.

Efter middag kom vi i bådene. Det er heldigvis en motorbåd den vi er i. Så kan de andre stakler få lov til at knokle rundt i robådene.

Torsdag d. 28. marts

I dag var vi endelig i vores es. Vi fik besked på at gå løs på skorstenen med skrabere. Vi skrabede til kl. 11:30 og fik middag. Efter middag var vi alle mand oppe i rigningen og ude på reerne på vores post. Efter aftenskafning skulle vi vaske tøj. Det foregår måske på en lidt primitiv måde men det bli'r sørme rent.

Fredag d. 29. marts

Den bedste dag ombord endnu. Den startede med et vidunderligt vejr. Da vi efter frokost fik at vide at vi skulle til vejrs var der jubel i rækkerne. Vi hentede først storeundermærsesejl op fra sejlkøjen og lagde den ved stortoppen. Først skulle nokbarmen og skødbarmen bændsles sammen, der skulle sættes råbånd i alle huller som sad ved liget, og der skulle sættes bændsler (4 - 5 stk.) omkring sejlet. Så blev en topjolle sat fast på midten af sejlet og det blev hisset op. Efter at have entret op skulle vi have de to sammenbændslede barme ud til nokken af råen, nokbarmen sættes fast og derefter kan vi lægge råbånd. Derefter skulle gårdingerne skæres. Som det er skrevet for var det den bedste dag endnu i stedet for alt den sjasken med vand selv om det er nødvendigt.

Lørdag d. 30. marts

Der skulle gøres lørdags rent. Jeg skulle vaske ned uden for kabyssen og i underofficerernes baderum. Jeg har aldrig før set så beskidt et skot. Der var blevet vasket ned dagen før og næste dag er det allerede møgbeskidt. Hvis der skulle holdes rent der, skulle der vaskes ned 1 gang i timen og det tager ca. 1 time at vaske ned der.

Efter frokost, hvor vi fik det vi plejede og som vi temmelig sikkert også skal ha' de næste 5 mdr., skulle vi ferske af på det lakerede ude på poopen.

Resten af dagen fik vi til at gå med at pudse messing. Kl. 1 kom vi på vagt (6, 8 og 4) til kl. 5:30 og igen fra 6 - 7:20.

Bagefter fik vi Karlsson til at lære os nogle tovender. Har man først fundet ud af systemet, kan man hurtigt lære den ene side af en mast, og så kan man også den anden side. Har man så lært en mast kan man også de andre.

Søndag d. 31. marts

Marts måned er en af de få som endte godt. I dag fik vi landlov og det kan jo ikke være bedre. Vi nåede lige at klare op på 1½ time og ellers skulle vi klæde om til landlov. Vi kom ind til Vedbæk og kiggede lidt på byen.

Kl. 9 kom båden og hentede os. Vi var til køjs kl. 09:30 og så er der ikke andet end at håbe på at den nye måned starter ligeså godt, som den anden sluttede.

Mandag d. 1. april

Jeg blev allerede purret kl. 05:15 fordi jeg skulle være dagmand i maskinen. Det første jeg blev sat til var at ordne maskinchefens køje.

I maskinen gik jeg og puslede, pudsede rustne værktøjer og tørrede vand og olie op fra dørken. Der skulle hældes 10 pøse ferskvand på maskinen og der var meget andet. Kl. 6 skulle jeg med 22 i motorbåden. Det var den bedste kop te jeg har fået efter den kolde omgang.

Tirsdag d. 2. april

Det er den første dag hvor vi har lavet lidt. Vi startede med at skure dæk og rense rendesten. Efter frokost fik vi forklaret lidt om de grejer som findes i redningsbådene. Det er jo ikke anstrengende at sidde ned og høre på de guldkorn som bliver spredt.

Efter middag fik vi brandslangerne lagt ud og slukkerne demonstreret. Så kom togtets store begivenhed, vi fik udleveret vores knive.

Det var med lidt skepsis at knivene blev udleveret, men hvad er en sømand uden kniv? Efter udskajning begyndte de fleste at læse på flagkortene. Det er skægt at se de fleste venter til sidste øjeblik med at læse lektier.

Onsdag d. 3. april

Så havde bagbord vagt igen og jeg skulle i maskinen for anden gang som dagmand.

I dag skulle der males i maskinen på de to hydrofon-pumper og det tog det meste af dagen at komme ind i alle krogene og rundt alle hjørner.

Kl. ca. 10 blev sejlene sat og maskinens hovedmotor blev sat til. Så sejlede vi til Snekkersten eller der oppe omkring Helsingør. Allerede efter middag sejlede vi tilbage til vores gamle ankerplads. Det bli'r dejligt at få Kronborg om bagbord og komme ned på varmen og få dejligt vejr.

Efter aftente var der en landbrugsmedhjælper som smed en pøs vand ud om luv. Det vakte stor opstandelse da hele styrbords vagt fik et iskoldt regnskyl. Det var lige han reddede sig fra at blive smidt udenbords om læ side selvfølgelig. I dag skulle vi ha' været overhørt i flagene fra A - I, både det internationale ord for hvert bogstav og morsetegnet og så flagene, dets farver og form. Det blev for visse til alt held ikke til noget.

Torsdag d. 4. april

Det er den første dag hvor vi slet ikke har lavet noget. Dagen går langsomt og er ret kedelig. Vi sad nede på banjerne og fik en hel masse forklaret. 3. styrmanden fortalte os hvordan og hvor vi skulle gå vagt og 1. styrmanden viste os nogle tegninger af "Danmark" og forklarede lidt om riggen og om ballasttanke og for- og agterpeaktanke. Kl. 3 skulle vi hive ankeret op og det foregik med kapstanen. Kvartermester Dalby fortalte os at de som løb yderst har ligeså langt som der er fra Humlebæk til Vedbæk hvis der var 30 favne ude på ankerkæden. Det var der ingen der troede på. Derefter skulle vi lære nogle knob, men dem kunde vi i forvejen. Ved aftenskafning var der to elever som diskuterede vildt og inderligt om hanken på en kop sad til højre eller venstre. Det blev Dalby som måtte klare sagen og han kom til det resultat at hanken sad på ydersiden. Der var film om aftenen.

Fredag d. 5. april

Så var det bagbord som havde vagt igen, og jeg skulle i maskinen. Det var nu ikke det mest spændende som skete, for vi sejlede kl. 7:30. Der var en hel del som blev søsyge, men de kom da hurtigt over det. I maskinen skulle dampkedlen (fyret) skrabes og i morgen skal styrbordsmaskindagmand male den hvis han kan nå det. Nu da vi går søvagt i stedet for ankervagt er det lidt rodet. Der er ikke rigtigt nogen der ved hvornår vi spiser. Det ordner sig nok med tiden. I aften skal vi ind til Ebeltoft eller Aarhus eller Skagen eller tilbage til København.

Lørdag d. 6. april

Det blev Ebeltoft. I dag startede vi friskt med at vaske tøj. Det gik der 1½ time med, så da vi var færdige skulle vi spise. Kl. 9 blev vi smidt ned i sejlkøjen for at hente "Fokken" op. Det tog det meste af formiddagen at strække sejlet, sætte råbændsler og pakke sejlet og lægge sejsinger. Det var en kold men alligevel dejlig tjans, og det vil det blive ved med for mit vedkommende.

Vi fik først middag kl. 12 til alles skuffelse. Vi skulle allerede tørne til igen kl. 1. Vi nåede at spule dæk og så var der udskajning. I aften vil 2. styrmanden vise os nogle lysbilleder. Det bli'r sikkert vældigt interessant.

Søndag d. 7. april

I dag skulle jeg for fjerde gang i maskinen som dagmand. Jeg redte som sædvanligt maskinchefen og 2. mesters kammer. Efter morgen skafning kl. 9:00 gik jeg ned i maskinen igen, men jeg blev hurtigt smidt op.  Så måtte vi selv finde ud af hvad vi kunne få tiden til at gå med. De fleste var på dækket og lærte tovender for de er vist ikke interesserede i at blive ombord i Århus, hvis der er mulighed for at komme i land. Kan man ikke sine tovender er der ingen landlov. Om aftenen så vi film. Den var vældig god, spændende og morsom. Da den var færdig var der nogle som trængte til at komme til køjs.

Mandag d. 8. april

Så skulle vi for alvor lære at sætte og pakke sejl. Først skulle sejsingerne smides lods og sejlet var klar til at blive sat. Officererne var ikke rigtigt tilfreds med tempoet men det kommer med tiden. Desværre røg der en 1 time af middagspausen men det må man tage med når man vil sejle.

Efter middag ville kaptajnen være med, og vi fik lige forklaret hvordan det foregik, og i løbet af 5 min gik det op for mig hvordan man satte sejl. Denne gang gik det lidt hurtigere end før og det vil komme til at gå endnu hurtigere for hver gang. Om aftenen viste 2. styrmanden billeder fra Georg Stage.

Tirsdag d. 9. april

I dag lettede vi anker og sejlede til Aarhus for at kunne komme præcis til kajs. Kl. 7:10 skete der et lille uheld i maskinstuen, det var vist noget med dampkedlen der var galt. Man kan bare sige at det var godt at det ikke skete mens jeg var dagmand i maskinen. Det er morsomt, eller skal vi sige bedrøvende el. begge dele på en gang, at se hvor der går panik i folket. En var henne og fumle ved døren til røgdykkerapparatet, fordi maskinvagten og 2. mester lå hårdt kvæstet nede i maskinen. Der var andre der var kvikke til at hente det der blev varskoet som skulle hentes og andre var kvikke til at hente fotoapparater (fremtidens pressefotografer).

Onsdag d. 10. april

Jeg skulle starte med at gå vagt fra 6 - 8. Det var hundekoldt om morgenen, men efter kl. 10 blev det det vidunderligste vejr man kan tænke sig. I eftermiddagspausen lå alle mand på bakken og tog solbad. Kl. 1 kom 2. styrmanden for at blanke sine sko som stod og luftede på bakken. Det synes 3 var alle tiders motiv, men 2. styrmanden skulle ha' en børste i den ene hånd og en sko i den anden, så da han lagde begge dele, da 3 kaldte på styrmanden blev det ikke til noget. Til sidst sivede det så ud at 2. styrmanden skulle fotograferes og han var også med på den med børsten og skoene. Da hele forestillingen var parat viste det sig at der ikke var film i apparatet.

Torsdag d. 11. april

Så kom påsken, som jyderne og fynboerne tilbringer hjemme og københavnerne ombord. Der er kun toogtredive tilbage. Jeg skulle være dagmand i maskinen så jeg kom desværre ikke i land, men det er så min tur i morgen. I disse dage hvor vi har helligdage, begynder vi kl. 7:00 og slutter mellem 9:30 og 10, så det er ca. 2 timers arbejdsdag. Der er masser af fritid til at skrive dagbog, øve tovender og meget mere.

Det bli'r nu spændende at komme hjem et par dage inden vi stikker af. Det meste af dagen lå vi på bakken og hørte plader og nød solskinnet. Halvdelen af os fik lov til at gå i land fra 2 - 5.

Fredag d. 12. april

Så var det vores tur til at få landlov. Jeg tog sammen med nr. 16 ned til "Den gamle By". Det var enestående at se hvordan disse ældgamle huse var vedligeholdt. Det er et lille samfund, med dets eget posthus, politi, bryggeri, urmager, hattemager og mange andre håndværkere.

Aarhus er i modsætning til København en ren by. Man finder ikke nær det samme affald i rendestenene, og Århusianerne er mere frie og lettere at falde i snak med. De vender ikke den kolde skulder til.

Lørdag d. 13. april

Så var jeg maskindagmand for sidste gang. Jeg bestilte ikke andet end at pudse kobberrør hele dagen. Det blev noget trivielt til sidst men dagen varer heldigvis ikke evigt. Der er en ende på det hele, også på togtet uanset om man finder det dødtrist eller vældigt interessant.

Ja! Så er der kun en uge til vi kommer hjem til København, det er meget godt at tænke på. Jeg fik vasket sokker i dag, det skal også gøres en gang i mellem selv om man ikke er meget for det. I disse tider får vi mægtig god mad og meget af det.

Søndag d. 14. april

Så fik vi noget at bestille. Alle sejlene var faldet ned på forpart af råen. Vi skulle alle mand op og pakke sejlene en gang mere. Kl. 2 fik vi landlov til kl. 5. Vi var oppe og se byen igen. Havde vi bare haft noget mere tid, så kunne vi rigtigt få set Aarhus. Der var åben for publikum fra 2 - 4. Ellers gik dagen stille af.

Mandag d. 15. april

I dag skete der ikke noget før kl. 4:30. Jakobsen og Andersen skulle bruge en mand. Vi kørte først op og lejede en pickup og derfor til en lille gård, hvor der stod en motorcykel som vi skulle hente. Vi smed den af igen et sted i Aarhus, der hvor Jakobsen bor. Bagefter kørte vi hen og afleverede den lejede bil og kørte ned til skibet i Jakobsens faders bil. Jeg fik noget at spise i messen.

Landlov i Kbh. 16. april – 30. april

Torsdag d. 2. maj

I dag kom vi til Esbjerg. Allerede om eftermiddagen skulle vi på Esbjerg tovværksfabrik. Selv om jeg havde været der før, synes jeg alligevel at det var interessant. Om aftenen var der landlov for styrbord. Vi andre fik tiden til at gå med at se fjernsyn eller kravle til køjs.

Fredag d. 3. maj

I dag skulle styrbord og 2. skift på udflugt med Esbjerg Sømandsskole. Turen gik til Ribe, Rømø, Grænsen, Løgumkloster og tilbage. Lige præcis den samme tur som Sømandsskolen var på dengang jeg gik der.

Om aftenen var bagbord i land. Vi var tre stykker som gik i biografen. Da vi kom ud fra biografen gik vi direkte ned på skibet igen og til køjs.

Lørdag d. 4. maj

I dag havde Sømandsskolen arrangeret fodboldkampe. Skoleskibet tabte selvfølgelig begge kampe. Det engelske marinefartøj vandt, men alligevel fik Sømandsskolen en stor pokal lige for næsen af den retmæssige vinder. Efter den lille turnering var vi ovre og se det nye anlæg som er blevet lavet.

Søndag d. 5. maj

Så kom den dag vi ventede på. Vi skulle ro om kap med Sømandsskolen, der skulle vi jo nok ha' en lille chance. Det viste sig at styrbord kunne banke dem, men vi ( bagbord ) kom på 3. pladsen. Nogle enkelte styrbordsvagter var på stadion og trænede i fri idræt. Om aftenen var der landlov. Jeg gik i biografen helt alene og så alle tiders brandgode film.

Mandag d. 6. maj

Så var det sket med Esbjerg og vi skulle ud og ligge for anker i Grådybet. Det er nu meget rart at slippe for de nysgerrige personer på kajen. Det meste af dagen gik med at sætte sejl og pakke dem igen. 1. styrmanden var ikke rigtigt tilfreds med vor kunnen til vejrs, så vi skulle lige gennem det et par gange.

Tirsdag d. 7. maj

Så skulle vi ud på en lille rotur efter morgenskafningen. Vi roede til Fanø, så langt ind til kysten som vi kunne og ellers roede vi bare rundt. Vi øvede i paraderoning, hvor årerne skal smælde i åregaflerne. Om eftermiddagen skulle vi lægge storsejlet om, det var faldet om på forpart af råen. Vi var 8 mand på hver side og den kom op at ligge så godt som aldrig før. Vi fik kager til kakaoen om aftenen af nr. 8 hvis far er bagerkonditor.

Onsdag d. 8. maj

Kl. 2 kom lodsen og kvart over sejlede vi. Om eftermiddagen kl. 5 begyndte vi på søvagten. I begyndelsen er det en hård tørn men når vi kommer på varmen og vi er vænnet til det, så er det knapt så strengt. 4 timer sove 4 timer vagt og så videre i 32 døgn, det var besværligt at finde ud af dagene de første døgn.

Torsdag d. 9. maj

Vi er cirka kommet halvvejen og ligger underdrejet midt ude i Nordsøen. Det var lidt kedeligt at ligge derude uden at der skete noget. Det gik alt for langsomt. Når man sejler vil man helst fare fra det ene sted til det andet, så der er ikke meget ved at ligge underdrejet.

Fredag d. 10. maj

Så fik friskiftet lov til at gå ned og føre dagbog som også blev gjort. Vi havde også stortoppens tovender for, og der var rig lejlighed til at lære dem. De fleste(alle) burde ha' lært det udenad for længe siden, men det er ikke alle som er lige interesseret i det. Vi havde 12 - 4 vagten, den bedste man kan få, for så kan man sove fra 8 - 12 og fra 4 - 8. Hvis man har 8 - 12 kan man sove fra 12 - 4 og fra 8 - 12 næste dag om formiddagen, men der kan man ikke sove.

Lørdag d. 11. maj

I dag blev det vist Kaptajnen for meget af det gode, at ligge underdrejet for kl. 5:30 blev maskinen sat til og vi satte kursen mod London. Endelig skete der noget, vi blev sat til små jobs, og tiden gik hurtigere. Nu var alting meget bedre humøret helt til vejrs igen. Der var en del som blev søsyge og jeg var blandt dem, det er jo knapt så sjovt men man kommer da over det.

Om eftermiddagen kl. 15 31'4" blev der varskoet "Land 3 streger om styrbord". Vi havde fået lov til at "sidde" på bakken, men kun friskiftet, mens vagtskiftet skulle stå under læ båddæk og frivagten kunne sove på banjerne.

Søndag d. 12. maj

Vi blev mødt af England med et vidunderligt vejr, og alle mand sad og spejdede efter land. De første bøjer og fyrskibe var allerede passeret og der kunne ikke være langt igen. Kl. 11 lå vi i bøjen i Themsen 2 sømil fra London. Kl. 11 blev søvagten strøget, og vi fik en hel lang nattesøvn fra 9 - 7:30 næste morgen.

Mandag d. 13. maj

I dag havde jeg vagt fra 5 - 6 og skibet lå nu i bøje på Themsen. Jeg har hørt om London, og at det skulle være et beskidt kvarter ved Themsen, men så slemt troede jeg ikke det var. Der var store skorstene overalt som spyede alle mulige farver røg ud over landskabet. Lige foran os lå et gammelt krigsskib(sejlførende) som nu brugtes til kadetskole for kommende engelske søofficerer.

Vi fik lov til at sove til kl. 07:30 i stedet for 5:45, og vi fik morgenmad lige efter at vi var blevet purret. Efter morgenmad begyndte vi på rengøringen. Til middag fik vi abrikossuppe og en halv kylling til hver. Det var det bedste vi endnu har fået. Der er 4 måneder tilbage.

Tirsdag d. 14. maj

I dag havde bagbord frivagt så vi fik en lang nat. Styrbord skulle stille et fodboldhold op mod skoleskibet Labrador(DFDS ). Resultatet blev overraskende 2-1- til Danmark. Efter at flaget blev sat var der en af kadetterne på det gamle skib over for os, som signalerede til os med flag(semafor), men ikke en af de ombordværende kunne signalere på den måde, det var jo lidt flovt. Styrbords fodboldhold kom tilbage ved syvtiden, Vi gik alle mand til køjs kl. 8 da alle mand var møjtrætte af at gå søvagt.

Onsdag d. 15. maj

Så skulle vi længere op ad Themsen, helt op til Towerbridge og Londonbridge. Der stod en masse mennesker og så på inde på kajen. Vi skulle desværre ikke til kajs, men ligge i bøje udenfor.

Der kom en lille police-båd som skulle sætte trosser og wire på bøjerne. En af dem i båden skulle ud og sætte en wire fast, og det fik han åbenbart beskidte fingre af for han tørrede dem af i flaget(Union Jack). Det er selvfølgeligt ikke mere værd, men det ser dumt ud.

Torsdag d. 16. maj

Så kom den dag vi ventede på med spænding. Vi skulle på bustur med Sømandspræsten rundt i hele London. Først var vi nede på Cutty Sark, men der var lukket og derfor var vi på marinemuseet og se alle de flotte sejlskibsmodeller. Så kom vi ned på Cutty Sark. Jakobsen fortalte os at det var verdens hurtigste sejlskib – indehaver af de blå bånd. Det lå på en gennemsnitsfart af 15 knob. Så var vi inde og få noget at spise og derfra var vi ude og se 3 kirker.

Som det sidste på listen var vi nede og se vokskabinettet. Det var helt enestående så godt det lignede. Rædselskabinettet skuffede dog – ikke noget at blive ræd over. I stueetagen var der en lille spillehal. Da rundturen var forbi, fik de som havde lyst lov til at tage op på sømandskirken til kl. 9:30. Der var hyggeligt, med fjernsyn, radio, film og en hel del forskellige slags spil. Vi fik kaffe og kager. Noget af det bedste, var at der var danske aviser.

Fredag d. 17. maj

Vi bestilte ikke andet end at gøre rent hele dagen til kl. 12. Styrbord var i land så vi havde det fredeligt lige til kl. 2, da kom der gæster ombord. Vi fik fred igen kl. 4 men så kom styrbord tilbage igen kl. 6. Heldigvis kom de ikke tilbage igen før kl. 10 og da lå jeg i min køje og sov. Det er egentligt kedeligt når man ikke har noget at lave, for tiden går langsommere.

Lørdag d. 18. maj

Det var en af de længste dage. Når man starter kl. 6 og man har landlov kl. 1 så snegler tiden sig af sted så det er helt utroligt. Tiden stopper jo ikke og landloven kom endelig. Vi tog ned på et lille hyggeligt sted, hvor vi fik noget at drikke og spise. Stedet lå på en sidegade som var 1½ m bred. Der var vældigt hyggeligt lille sted med små kulørte firkanter i vinduerne. Omme på bagtrappen sad 4 små unger og hyggede sig med hinanden.

Derfra tog vi bussen (nr. 13) til Piccadelly Circus for lige at opleve det travle liv på den berømte plads. Det kan sammenlignes med Københavns Kgs. Nytorv - Strøget - Rådhuspladsen og Vesterbrogade. lige bortset fra at Strøget er en gågade. Vi tog tilbage med samme bus og stod af lige før London Bridge.

Søndag d. 19. maj

I dag kom den store skuffelse for styrbord vagt. Der var ingen landlov for styrbord før 35 havde fået de 20 doller han havde mistet. Det hjalp ikke så styrbord fik landlov til 6 fra kl. 1 og de fik lov til at komme i sømandskirken fra 7 - 10. Det viste sig at de kom lidt for sent, med en seddel fra Sømandspræsten. Styrbord skulle så være de sidste som fik landlov i London.

Mandag d. 20. maj

Så kom den tid vi længtes efter, 30 døgn i søen, sol og varme dage på Vestindien, det er det eneste vi mangler. Før vi stak til søs, skulle vi ha' vand og bunkers ombord til de 30 døgn. Kl. 10 begyndte søvagten og vi var i gang med den hårde tørn igen. Det vil nok tage det meste af en uge at vænne sig at sove 3½ time og være på vagt i 4 timer. Der er ikke nogen rigtig rytme i søvagten, for der tørnes om vagten sådan at vi får de forskellige vagter over 2 døgn.

Tirsdag d. 21. maj

Man har svært ved at finde ud af om det er 21. eller 22. eller på hvilket tidspunkt af døgnet det er. I dag da vi havde vagt stod jeg til rors for første gang. Det var der ingen ben i. Man skal sørge for at holde kursen, og så ikke dreje for meget på roret når gyroen drejer. Mens vi endnu kunne huske det så var havneopholdet i London det næstbedste. Det bedste af alle ophold, kan vi hurtigt blive enige om at det var København, og det dårligste var Esbjerg. Vestindien bliver sikkert bedre end London med det kan ikke blive bedre end København.

Onsdag d. 22. maj

Så er vi også begyndt at læse lektier, vi har fået en hel del bøger og et nyt kladdehæfte. Nu begynder de også at gi' os lov til at sidde nede på banjoen og lave lektier og skrive rapport. Der er mærkeligt nok ikke nogen der er blevet søsyge endnu. Det må se at komme en af dagene, så vi har noget at grine af.

En gang i mellem kommer man til at tænke på at det er helt fantastisk hvad man finder sig i. Man knokler løs døgnet rundt uden at få noget for det. Det er måske en forkert indstilling, men en gang i mellem så kommer det over mig. Man står kun og tænker på det, man fortsætter mærkeligt nok med arbejdet.

Torsdag d. 23. maj                        

Denne dag begyndte hårdt med vagt fra 12 - 4. Heldigvis fik vi lov til at gå ned på banjerne kl. halv et. Styrbord blev purret kl. halv 4 og fik te. kl. 5 min i 4 blev vi afløst og vi skyndte os ned for at drikke te. Efter teen kom vi i en fart til køjs op så er det 5 kvarter i timen.

Vi blev purret igen kl. 7 og vi skulle skynde os at få noget at spise inden vi skulle på vagt. Det var helligdag så vi lavede ikke noget. Vi fik lov til at gå til køjs efter at vi havde lagt tøj i blød så de fleste af os lå allerede til køjs kl. 2. Vi skulle på vagt igen kl. 7 og blev purret kl. 6 fordi vi skulle ha' aftensmad først. Hvis man ikke skriver dagbog hver dag, kan man til sidst ikke hitte rede i tingene. Det var den sidste vagt inden det blev fredag.

Fredag d. 24. maj

I dag blev den første sovende vagt afsløret. Der var stor ballade om det, for det er jo en af de værste synder man kan lave. Han har fået den straf at skulle møde hver frivagt kl. 9 og pudse messing i en ½ time. Det er jo ikke en rar en at komme på at skulle pudse messing.

Lørdag d. 25. maj

I dag fik jeg lov til at blive i køjen, fordi jeg havde en lille sygdom. Om morgenen kl. 9 kom jeg ned på hospitalet og ligge. Det var ikke så slemt men nok til at være så sløv så man ikke rigtigt kan tage fat. Kl. 11 kom Kaptajnen ned på hospitalet for at se om vi var rigtigt syge. Søsyge havde de en speciel kur til – vandgrød med rød eller grøn frugtfarve. Om eftermiddagen kom lægen og skulle skære i foden på nine for at finde en nål som han havde fået op i benet. Lægen fandt ikke noget, så han skal blive liggende til vi kommer til Vestindien.

Søndag d. 26. maj

I dag blev det rigtigt dårligt vejr. Hård kuling for alle pengene. Da vi blev purret ud, blev der varskoet at vi skulle ha' daglig blåt på. Det første der sker når man viser sig på dækket er at man får en kæmpe sø over sig, og man ligger næsten hjælpeløs nede i rendestenen med 5 mand over sig og ligeså mange under sig. Vi fik tørt tøj på i en fart og tog olietøj på. I dag så jeg et syn som jeg aldrig nogensinde glemmer. Maskinvagten kom op fra vagten med tørt tøj og en stor tør stortrøje. Der var mønstring under læ båddæk og lige idet han svingede om hjørnet kom en pæn stor sø og tog ham med i rendestenen. 3 mand væltede ovenpå, 1. styrmanden røg 3 gange over dækket sammen med Andersen og kvartermester Jacobsen fik en tur rundt om kabyssen. Jeg selv stod og holdt godt fast i overmærseskødet.

Mandag d. 27. maj

Vinden løjede af, men de store dønninger var der stadig, og det kunne tage et par døgn før vi slap fuldstændigt for det. Det er det mest irriterende når den ligger tværs i søen og vipper rigtigt godt, man kan ikke stå fast nogle steder og når vi spiser skal vi sidde og vugge med tallerknerne. Så kan det ikke undgås at man spilder. Pludselig ryger tekanden på dørken, skoldhed te, og ikke nok med det men der kommer en sukkerskål efter og så er der så fedtet at alle vælter rundt mellem hinanden.

Tirsdag d. 28. maj

Vejret var blevet godt nu og søen var stille da vi skulle på vagt. Der er kun en ting forkert ved et sejlskib og det er at det altid blæser. På et maskindrevet skib kan det selvfølgelig også blæse men det er på en anden måde. Vi er efterhånden nået ned hvor der er godt varmt, men vi har desværre ikke mærket noget til det endnu. Der har været 2 - 3 rigtigt varme dage men de andre dage kunne man godt beholde sweateren på.

Hovmesteren åbnede shoppen i dag. De største og stærkeste kommer i spidsen af rækken, og bagest stod jeg. Stor var min fryd da 3/4 af dem der stod foran mig kom slukøret op igen, og vrælede 10 eder og forbandelser af sig fordi de ikke kunne købe.

Onsdag d. 29. maj

I dag skulle 2. bakke skure dæk. Det var på tide for det er mindst 14 dage siden sidst. Vi nød virkelig at skure dæk for en gangs skyld, man kunne se hvordan kostene skurede skidtet ud af træet for hver gang man førte kosten hen over. Det plejer at være det værste job man kan blive sat til, men i dag fandt vi en lille hjemmebrygget vise som passede godt med skrubbe takten, og pludselig var hele dækket skuret.

Torsdag d. 30. maj

I dag fik vi det som vi alle ventede på. Positioner!! Det er meget rart at vide at man befinder sig i Atlanterhavet et eller andet sted, men det er også rart at vide hvor i Atlanten.

Nu er vi for alvor begyndt at have undervisning. Det er ikke svært endnu, men det bli'r det. Det er ikke ligesom i skolen, hvor det hele blev holdt ved lige, man skal til at tænke sig om for at prøve at huske eller at løse opgaven på den bedst mulige måde.

Fredag d. 31. maj

Den mand som tror han kan tage ud og se verdenen ved at sejle er naiv. Det hører gamle tider til. Nu er det 1 døgn i hver havn. Vi har en chance til at se en hel del på dette togt, først og fremmest en forfærdelig masse vand, og en hel del får vi nok også set på Vestindien og i New York. Der er mange unge i dag som tager ud og sejle fordi de har noget at glemme, så som narkotika, forældre som slås, ungdomsfængslet eller mange andre sjove genstande. Det er kun en lille del af dem som tager ud for at sejle som rejser fra noget heldigvis, de fleste af os vil ha' en uddannelse og bliver til søs i modsætning til de andre. Det var Jacobsen vi snakkede med og jeg synes der er noget om det.

Lørdag d. 1. juni

Så begyndte en ny måned. Det var lørdag og vi skulle kun arbejde en halv dag, troede vi. Næ! Vi fik skam lov til at knokle fra 6 - 8 og ikke et sekund før. Vi havde da så den trøst at det var pinse de næste 2 dage. Hele skibet skulle gøres rent, for der skulle være inspektion af Kaptajnen næste dag. Jeg har ikke set "Danmark" så ren før, og jeg tror ikke at det nogensinde bliver renere.

Søndag d. 2. juni 1. pinsedag

Ja så var pinsen kommet og vi skulle ikke arbejde troede vi. Næ fra 6 - 10 skulle vi arbejde lidt, klare op og den dur. Kl. 10 stillede Kaptajnen med officererne. Kaptajnen fyrede nogle vits af som vi desværre ikke opfattede ret meget af. Da inspektionen var færdig var der sodavand til alle mand. Om eftermiddagen blev der vist alle tiders morsomme film. Den vakte vild begejstring blandt eleverne. Når man ligger i søen og slet ikke ser noget til civilisationen, er der ikke noget bedre end en film.

Mandag d. 3. juni 2. pinsedag

Vi havde 12 - 4 vagten i dag og da det jo var pinse endnu så vi skulle ikke arbejde. Alle gode gange tre, denne gang skulle vi virkelig ikke arbejde. Vi satte os op under læ båddæk. Der blev sat højtaler op på dækket, og jeg fik fat i en god bog at læse i, en plads i solen og så var pinsen reddet for mig. Vi fik en hel fantastisk skaffe til aften. Flæskesteg med rødkål og kartofler. Der var også brunede kartofler. Det var dem som ikke blev spist i salonen. Det var den herligste brune sovs, og det bedste af det hele var efterretten, to dåser pærer til hver bakke. Nu var det så heldigt at vi kun var 6 mand i 2. bakke, så vi fik 3 store stykker hver.

Tirsdag d. 4. juni

Vi havde vagt fra 8 - 12. Jeg blev sat til at hjælpe Andersen med at skifte fodperter. Der skulle splejses nye sytov i og der skulle sys taklinger, Det var et dejligt sidde ned job. Det var fint vejr så det gik hurtigt og smertefrit. Det var straks værre da vi skulle sætte dem op. Først fik vi sat nokken, men så kunne vi ikke komme ind, for den gamle var væk og den nye sad kun fast i den ene ende. Vi fik kaldt på en mand som kunne ordne den sag, og vi kunne kravle ind igen.

Onsdag d. 5. juni

Til baksmønstring kl. 8 bliv vi stykket ud til de forskellige steder, og vi var blandt de heldige, som skulle hjælpe tømreren, sammen med 30 skulle jeg skrabe gammel lak af på bestik lukafet. Det tog hele dagen. Efter at vi havde spist middag, lærte vi wiresplejs af Andenstyrmanden. Det så ikke så svært ud, men desværre fik vi ikke lov til at splejse selv.

Torsdag d. 6. juni

I dag havde vi den gode vagt igen, 12 - 4 vagten. Vi havde friskifte, så vi fik lov til at gå ned på banjerne og lave lektier. Der var nok at tage fat på. Sømandsskab til Andersen fysik til Chefen og Søvejsregler til 3. Styrmanden. Om formiddagen skulle vi lægge ny klædning på fodperterne og de skulle efterses. Vi var allerede færdige kl. 10 og så skulle vi sy sejl. Sejlmageren havde ikke noget job til os så vi blev smidt op på bakken hvor vi opholdt os en ½ time.

Fredag d. 7. juni                                                                                          

Nu skulle der efter beregningerne kun være 15 dage igen så det vil sige at vi er halvvejs. Dagene er lidt langtrukne, men St. Thomas skal nok komme en dag. I dag syede jeg sejl sammen med 6 hele formiddagen, og det fik vi begge en vabel af på tommelfingeren. I dag skete der det fantastiske, at vi så et rigtigt menneskeskib. Det er rart, når man en gang i mellem se et andet skib. så får man da lidt den fornemmelse, at vi ikke er de eneste i verdenen.

Lørdag d. 8. juni

Om formiddagen var vi 8, 16 og jeg tømmergæng. 8 og 16 skulle banke og jeg skulle rulle værk. Det var et dejligt job. Man kan sidde under båddækket og nyde solen samtidigt med at man ruller værk. Midt under arbejdet kom der besøg ombord. Det var en svale, den så helt forfjamsket ud. Den var våd og sandsynligvis træt. Den blev siddende under halvtaget oppe under dækket i 2 timer, og så fløj den bort igen. Det er ikke første gang vi har haft sådanne besøg ombord. 

Søndag d. 9. juni

Så kom en søndag igen. Vi havde vagt om formiddagen, og Andersen riggede sin grammofon til. Der blev spillet kort, plader og terning, andre læste bøger eller hvad de nu kunne finde på. Nu er vi efterhånden kommet så langt ned på varmen, at man ikke kan holde ud at sidde i solen længere tid ad gangen. Vi fik god mad til middag, og derefter havde vi fri til kl. 5. For mit vedkommende lagde jeg mig op på bakken for at sove. Kl. 6 spiste vi til aften og vi tørnede til 5 min i 7. 2. skifte havde friskifte, så vi lavede alle de lektier vi kunne overkomme.

Mandag d. 10. juni

Så skulle vi ind i den almindelige rytme igen. Fra 6 - 8 var vi 3 stakler alene om at skure hele hoveddækket, poop, bakken og bådedækket. Jeg tror aldrig før jeg har knoklet så meget som den morgen. Kl. 8 blev vi afløst og vi fik noget at spise inden vi gik til køjs. Om eftermiddagen gik jeg vagt, og skulle gå og se de andre arbejde i varmen. Hvor må det dog være frygteligt ikke at være på post om eftermiddagen, når det er så varmt som det er i dag. Det må da slå alle rekorder.

Tirsdag d. 11. juni

I dag havde vi igen 8 - 12 vagten og det var 2. skiftet som havde vagt. Jeg var ordonnans fra 9 - 10 og da røjl og bram skulle sættes fast, skulle jeg gå med. Pludseligt bli'r der skreget på ordonnansen, og ingen kan finde ham. Der bli'r kigget i vagtlisten, som fører til det resultat at nr. 4 er ordonnans. Da jeg så ti min. efter kommer ned fra røjlen er der stor eftersøgning i gang. Langt om længe fik vi forklaret 3. Styrmanden og Kvartermestrene at jeg var blevet sendt til vejrs, og så var alt vel igen. 3. Styrmanden havde fuldstændigt glemt hvad det var jeg skulle lave, men i stedet tog vi en sammenligning.

Onsdag d. 12. juni

I dag er der så kun 5 dage til vi er på St. Thomas. Man kan se på de forskellige at de er ved at være trætte af at gå søvagt, men der er da heldigvis 14 dage at se frem til. Vi blev sat til at male 1. båden i dag, men blev ikke færdige.

Torsdag d. 13. juni

Så skulle der muges ud i skabe og kistebænke. Det var helt fantastisk at se hvad folk gemmen på. Sejlnåle, handsker, prækner osv. Det hele var en stor forvirring, men alligevel kom alt tøj på sin rette plads.

Fredag d. 14. juni.

På 12 - 4 vagten i nat fik vi lov til at splejse wire og tovværk. Jeg var færdig med tovværket så det var bare i gang med wiren. Den var færdig kl. 1:30 og så kom 36 og skulle se hvordan man splejsede wire så jeg måtte lave halvdelen af hans. Så kom også 40 og 38 så nu har jeg fået min øvelse i wiresplejs.

Lørdag d. 15. juni

Vi brugte hele 8 - 12 vagten til at gøre rent i. Kaptajnen skulle næste dag inspicere skibet så der skulle gøres ordentligt rent. På banjerne skulle alle veste ud af kistebænkene og veste tørres af, skotter vaskes ned dørk, borde og lejder skulle skurres og der blev tørt af under dækket.

Søndag d. 16. juni

Da der var inspektion af skibet lå bagbord og sov nok så sødt så vi lagde ikke meget mærke til hvad der foregik. Om eftermiddagen fik vi vagten til at gå med at spille plader og kort.

Mandag d. 17. juni

Vi nærmer os stadig St. Thomas, der er nu kun 2 døgn tilbage og man kan se de små julelys som er tændt i alles øjne uden undtagelse. Så er der kun tilbage at håbe at det bli'r så godt som vi tror.

Tirsdag d. 18. juni

I nat var der 100% sikkert ingen der faldt i hak, for der var land i sigte mellem 12 og 4 på bagbordsvagt. Alle mand stod på bakken da der kl. 2:25-30'11" blev varskoet land forude for første gang i 30 dage. Senere på vagten passerede vi øen. Det var en lille flad ø.

Onsdag d. 19. juni

På 8 - 12 vagten passerede vi St. Croix og på morgenvagten kunne vi skimte St. Thomas. Søvagten blev brudt kl. 8 og vi fik ikke lov til at sove. På 1½ døgn havde vi fået 3 timers søvn.

Torsdag d. 20. juni

Så kom vi til Charlotte Amalie, som så ud til at være en pæn stor by. Vi gik straks i gang med at vaske ned udenbords og sejlene på stortoppen og på sprydet skulle af, så vi kunne vaske ned og male.

Fredag d. 21. juni

I dag havde bagbord frivagt og vi skulle ud på en strand som hed Magens Bay. Det var en skøn strand og vandet var det reneste, varmeste og klareste vand man kan tænke sig. Desværre kunne vi ikke blive der ret længe. Der var en som fandt en kæmpe hummer som vi havde meget sjov med.

Lørdag d. 22. juni

Hele vagten knoklede løs til kl. 2 hvor der var landlov til kl. 7 for styrbord. Inden de gik fra borde, fik de besked på at de skulle møde med et sæt tropetøj (hvid uniform) der var ligeså pænt når de kom som da de gik. Der var et par stykker der var "uheldige".

Søndag d. 23. juni

I dag forhalede vi til kajen for at kunne få vand og olie. Det skete kl. 8 Efter morgenmad regnede alle fra bagbord med landlov, men kl. 9 kom Kaptajnen og fortalte om "den uheldige" styrbordsvægter. Der var ingen landlov til bagbord før vi alle havde banket 69. Det blev imidlertid anderledes, for om eftermiddagen fik dem som ville ha' fri landlov lov til at gå og vi andre tog til Morning Star Beach. Om aftenen var der bal.

Mandag d. 24. juni

Jeg og 8 fik hele dagen til at gå med at vaske ned, skrabe rust og plette sprydet. Det var et dejligt lille job hinsides, hvor der ikke kommer så mange kvartermestre. Jeg har bemærket noget pudsigt – når man har kabystjansen – altså tjansen med at hente morgenmad til bakken, så oplever man et helt specielt fænomen – der ligger ca. 40 mand og lumrer på banjen – man er blandt de første som går på dæk og får frisk havluft på vejen til kabyssen for at hente morgen te og brød. Der er lige i det øjeblik at man igen træder ned på banjen i den forplumrede luft – sure sokker, fims og hvad der måtte være – det rammer som en forhammer – og det har man ligget i hele frivagten!     

Tirsdag d. 25. juni

Det bedste ved hele opholdet ved St. Thomas var at vi fik breve hjemmefra. Det er langt det vigtigste. Om eftermiddagen havde vi frivagt, og vi skulle ud i sejlbådene. Vi var på Morning Star Beach. Nu begyndte vi at kende den og det skulle heller ikke være den sidste gang vi var der.

Onsdag d. 26. juni

Så skulle vi knokle hele dagen igen troede vi, men nej vi var så heldige at skulle på vagt fra kl. 1 til 5:30. Om formiddagen var vi med i udenbordsgænget og det er en lidt kedelig tjans.

Torsdag d. 27. juni

Vi var i sejlbåden om formiddagen og vi skulle til Morning Star. For at komme der ud skulle vi krydse gennem løbet. 3. styrmanden var uheldig i en vending og blev et helt kvarter forsinket. På tilbageturen kom 4. bakke først af sted, men ved at holde fokken i hånden i stedet for at spile den kom vi først. 8 som har lidt kendskab til sejlbåde kunne holde fokken således at den gav mest.

Fredag d. 28. juni

Så var det farvel til Thomas og goddag til Croix. Så gik det i strygende fart mellem 8 - 10 knob. Vi sejlede kl. 10 og var der allerede kl. 3.

Lørdag d. 29. juni

Bagbord vagt var først i land. Om eftermiddagen fik vi fri landlov og om aftenen var vi til bal. Der var et lille orkester som spillede lystige viser, og der blev serveret soft-drinks og kager til eleverne. Det var faktisk ret hyggeligt at sidde under palmerne og høre havets brus. 1. Styrmanden kom uheldigvis til at ligne en djævel, da han stillede sig bag et opadgående lys som kastede skygge fra brillerne op på panden. Det morede os vældigt.

Søndag d. 30. juni

Vi fik pudset messing og gjort rent på skibet og om eftermiddagen kom en del af de piger som var med til ballet aftenen før. Ved styrbords tilbagekomst kunne man se på dem at de var utilfredse med det bal. Der var ikke halvdelen af de piger som der var dagen før.

Mandag d. 1. juli

Så gjaldt det bustur for bagbordsvægtere. Vi skulle til Christianssted, hvor vi blev vist rundt på et gammelt fort. Derefter var vi ude på en yachtclub hvor vi fik alt det vi kunne spise og drikke. Der var lejlighed til at bade, men vandet var ikke så smukt og indbydende som ved Magens Bay.

Tirsdag d. 2. juli

I dag skilte sig ikke fra andre dage. Vi arbejde om morgenen med rengøring osv. Formiddag, pudse messing klare ender op, og eftermiddag klarede vi op.

Onsdag d. 3. juli

Så gik vi fra St. Croix til St. Thomas for at hente nogle gæster som skulle sejle med os til Puerto Rico. Vi satte søvagt selv om det kun tog 20 timer.

Torsdag d. 4. juli

Vi ankom til San Juan kl. 12. Der var en flok unger der stod og vinkede med det danske flag, det er jo meget sødt alt sammen. Vi kom til at ligge lige overfor et amerikansk krigsskib som lå på basen.

Fredag d. 5. juli

Bagbord vagt var på stranden og om aftenen var vi til party. Jeg blev hjemme sammen med 8, for vi havde ikke rigtigt lyst. Der var et stort party ombord og der kom gæster ned på banjen for at se hvor vi sov. Vi kom i snak med et ungt par. Og da kl. pludselig var 9:45 og måtte skynde sig for at komme hjem, gik de jo glip af festen, men de morede sig dejligt over at høre elevernes syn på et sejlskib.

Lørdag d. 6. juli

Formiddag opklaring på dækket og derefter på banjen og i kistebænkene og skabe. Eftermiddag var der besøg, og en forfærdelig masse mennesker, kravlede ombord.

Søndag d. 7. juli

I dag skulle bagbord til helstegt pattegris. Det var et lille hyggeligt sted, hvor vi kunne bade. Ved siden lå et stort friluftsbad hvor vi gik ind. Der var nogle stykker som ikke gik med, i stedet tog de godt for sig af de våde varer. Det var knapt så morsomt.

Mandag d. 8. juli

Så er det slut med det morsomme og det begyndte så småt med den knap så morsomme søvagt. Ganske vist kun 10 dage men alligevel. Vi gik fra San Juan kl. 10.

Tirsdag d. 9. juli

Bagbord fik eftermiddagsvagt i dag. Vi lavede bådene klare til søen og fik surret grejet forsvarligt fast. Det gik med god fart det første døgn.

Onsdag d. 10. juli

Om formiddagen kom jeg med i sejlmagergænget, men han tørnede ikke til før 10 så det blev ikke til meget med at sy sejl.

Torsdag d. 11. juli

Efter en lang og trættende morgenvagt, med skuring af dæk og rensning af rendestene fik jeg den dejligste søvn jeg længe har fået. Lige efter skafning røg jeg op i køjen, og der gik kun et halvt minut så sov jeg uanset hvor meget de andre larmede.

Fredag d. 12. juli

I dag var der festfyrværkeri på hoveddækket. 1. Styrmanden affyrede en hel del nødsignaler og der blev affyret 2 kastelineraketter.

Lørdag d. 13. juli

Der skulle gøres klart til søndagsinspektion. Vi pudsede messing hele eftermiddagen. Ellers skete der ikke noget.

Søndag d. 14. juli

Så fik vi forklaret hvad dødstrekanten er for noget. Skipper havde uddelt "kulørte" blade med artikler om Bermuda trekanten, hvor skibe og fly angiveligt havde forsvundet sporløst. Bare vi kom helskindet forbi. Vi havde passeret den så vi kunne nu roligt få forklaret hvad det egentligt var. Vi havde haft stille vejr hele vejen så der var jo ingen grund til panik.

Mandag d. 15. juli

I dag fik vi sat sejl på eftermiddagsvagten, da der igen begyndte at vise sig vind. 2. skifte havde undervisning så vi blev skejet ud kl. 3.

Tirsdag d. 16. juli

Vi startede vagten kl. 12 med at skrælle kartofler på hele vagten. Det var et nyt system vi fandt ud af i stedet for at vi skulle sidde og skrælle kartofler inden vi kunne få noget at spise.

Onsdag d. 17. juli

I dag smed vi anker kl. 10 ca. 8 sømil fra New York. Søvagten blev brækket og vi var inde i vores gamle vante rytme.

Torsdag d. 18. juli

I dag fik den en ordentlig skalle om eftermiddagen og om morgenen også. Der skulle shines op alle steder. Vi fik et lille praj om hvordan man kan gøre et skib pænt og det lovede vi højt og helligt at vi ville prøve på at leve op til.

Fredag d. 19. juli

Så lettede vi anker og sejlede ind til New York. På vejen derind sejlede vi forbi Frihedsgudinden. Vi var til kajs ca. kl. 12. Om aftenen var bagbordsvagt i "Radio City Music Hall", hvor der blev vist film (Where were you when the lights went out) og der var et af de typiske små amerikanske show.

Lørdag d. 20. juli

Søndagsudpurring. Styrbord var i land om formiddagen på en 2 timers bustur. Det var bagbords tur om eftermiddagen. Vi så Empire State, F. N. bygningen med pendulet, China Town og en hel del andre ting jeg ikke huske navnet på.

Søndag d. 21. juli

Fri landlov om eftermiddagen for bagbord og om aftenen var der et "bal" på kajen. Det vil sige, at eleverne vadede rundt på kajen, røg cigaretter, drak sodavand og spiste franske kartofler. Jeg gik til køjs kl. 9. Kl. 10:30 kom alle mand væltende med fra 4 - 10 sodavand hver.

Mandag d. 22. juli

Så stak vi af fra New York og sejlede til New London, vores sidste sted inden København. Vi fik vasket tøj om eftermiddagen.

Tirsdag d. 23. juli

Der blev ikke sat søvagt for det lille spring fra New York til New London, men vagtskiftet skulle være standby så længe vi sejlede. Der blev smidt anker kl. 12:30.

Onsdag d. 24. juli

Så skulle vi i gang med at shine up igen. For denne gang skulle den være smukkere end nogensinde før. Det blev den også.

Torsdag d. 25. juli

Jeg kom på post fra 8 - 12. Kl. 10 blev der sat sejl, og vi lagde til kl. 11. Om eftermiddagen var bagbord i Mystic Seeport, og om aftenen til dinner på U. S. Coast Guard Academy. Efter spisning skulle vi bade i deres swimmingpool. Det foregik uden badebukser på. Vi var vidner til deres morgen appel – der så vi noget af det hårdeste gymnastik jeg nogensinde har set – der var disciplin for alle pengene. Jeg var egentlig i tvivl om det var sådan de altid gjorde eller det var en form for afstraffelse? 

Fredag d. 26. juli

Søndagsudpurring om morgenen og derfor kun 1 times rengøring. Der blev pudset lidt messing og klaret op hist og her, så alt var klart og klappet til de besøgende kom. Det blev ikke til mange, men alligevel nok til at det ikke blev en fiasko. Om aftenen fik vi (hvert skifte) 2 timer oppe på swimmingpoolen. Vi var oppe og svømme i 1 time og bagefter gik vi et par stykker op for at tage et spil billard og se fjernsyn, og for at se på det skuespil(appel) der blev vist af kadetterne før de skulle spise.

Lørdag d. 27. juli

Om formiddagen var vi på Subbase. Vi havde ½ times rengøring. 8 og jeg blev sat til at ferske af på kabystaget. "Der er sikkert noget der skal ferskes af" eller med andre ord: "I kan gå op på kabystaget og få tiden til at gå." Eftermiddag havde vi fri landlov. Der var en forfærdelig masse mennesker ombord.

Søndag d. 28. juli

Nu havde styrbord chancen til at tage revanche. De fik fri landlov hele dagen. Kl. 1 væltede en masse mennesker ombord. Alle mulige forskellige slags mennesker. Det er hylende grinagtigt at stå og betragte alle de forskellige mennesker, alle typerne, og dem er der mange af i USA. De går og klæder sig som det passer dem. Hver 2. er lige ved at tygge kæberne af led på et stykke tyggegummi. Om aftenen havde vi 1½ time i svømmehallen.

Mandag d. 29. juli

Om formiddagen fik bagbord lov til at gå i shoppen og handle. Det var styrbords tur om eftermiddagen. I stedet for at handle tog vi op i svømmehallen i 3 timer. Vi fik også lov til at gå op og bade om aftenen.

Tirsdag d. 30. juli

Til alles glæde forlod vi i dag New London for at sætte kurs mod "Danmark" København, men glæden var kort, for ankeret blev smidt da vi var kommet ud fra New London. Der skulle vi så bare ligge der og kukkelure til det passede de høje herrer at sejle. Som trøst blev der vist film på dækket.

Onsdag d. 31. juli

Der skete ikke noget særligt andet end at vi begyndte at gøre søklart all-over. 17 havde et lille uheld. Han gled på dækket og forstuvede sin fod slemt. Nu afhang det af ham om vi kom af sted til rette tid.

Torsdag d. 1. august

Nu var det hele ved at gå en på nerverne, men der blev lovet godt sejlvejr inden ret længe og 17 ville gerne sejle med hjem. Vi blev dog liggende en dag til for at det ikke skulle være løgn. Om aftenen blev der holdt en lille ceremoni i anledning af at en dag var gået og en ny måned er startet.

Fredag d. 2. august

Så var det sket med at sove længe, og gå og drive den af. Søvagten blev sat om formiddagen og vi sætter for alvor kursen mod Danmark. Der er ca. 40 døgn til at gøre turen i, men forhåbentligt går det hurtigere. Det er meget rart at komme ind i den gamle vante søvagt igen.

Lørdag d. 3. august

Vores vagt var 8 - 12 vagten. Jeg var i banjegænget. Der skulle rigtigt gøres rent før søndag, det kunne jo henne at Kaptajnen ville rundt og se hvordan skibet så ud når det er nyvasket. Vi slap for det i denne omgang, fordi vi havde frivagt fra 8 - 12 om formiddagen næste dag.

Søndag d. 4. august

Så fik vi for første gang en smule sø som kunne sætte skuden i bevægelse. Vi sad alle under læ båddæk og splejsede.

Mandag d. 5. august

I dag var vind og sø lidt hårdere og på formiddagsvagten blev vi sat til at splejse vores ender færdige. Der blev ikke arbejdet, for det ville blive noget værre rod. Mærkeligt nok havde vi kun brugt maskinen et døgn, og vi sejlede en overgang hurtigere for sejl end for maskinen.

Tirsdag d. 6. august

Nu var det blevet bedre i vejret, og vi kunne begynde på alle de sædvanlige jobs som at klæde fodperter skødsskinkler o.l.

Onsdag d. 7. august

Da vi om formiddagen skulle arbejde, kom jeg hos sejlmageren. Det var til en afveksling et rart lille job at få.

Torsdag d. 8. august 

Undervisningen begyndte, og 2. skift havde om eftermiddagen naturlære, navigation og sømandskab. Først havde vi almindeligt arbejde på dækket, og så 3 timer undervisning. Desværre kommer vi ikke ned på friskiftet mere, så vi må lave de lektier vi kan nå på vagten i skyllerummet, og resten af frivagten, hvor vi ellers skulle sove.

Fredag d. 9. august

Så kom den dag jeg længe havde frygtet. Vi blev 4 mand 8 - 6 - 16 og jeg faktisk de højeste ombord sat til at sætte de rigtige fodperter i på forrøjl. Det var med største besvær vi fik skiftet dem ud. Man griber sig selv i at hænge i en arm i jackstaget med en 1½ kg's sjækkel i munden mens man desperat prøver på at få den ny fodpert sjæklet i. Det lykkedes.

Lørdag d. 10. august

Så er den første uge i søen passeret. Det er blevet lørdag igen, og der skal gøres hovedrent og messingen skal skinne. Der var ikke undervisning, men til gengæld blev der knoklet hele dagen til 5.

Søndag d. 11. august

Efter den lange nattesøvn blev vi purret kl. 7 og fik morgenmad. Vi skulle kun klare tovenderne op og klare op under bakken. Kl. 9:30 holdt vi udskajning og klædte om til daglig blåt. Det var meningen at Kaptajnen skulle inspicere skibet, og vi var klar til parade, men det blev ikke til noget. Så riggede Andersen en højtaler til oppe på dækket, og så spillede vi ellers plader.

Mandag d. 12. august

I dag hjalp 8 og jeg Tømreren. Vi skulle skrabe den løse beg op af nådet. Derefter blev vi sat til at tørre fedt af på ankerspillet. Først et af de store hjul. Da vi var færdige med det hjul, skulle vi tørre et til hjul af. "Det var fa'ens så hurtige I er til at tørre de hjul af," sagde Tømreren. "Nu kan i tørre alle sammen af." Det gjorde vi så, og vi var færdige kl. 12. Så skulle vi hjælpe tømreren med at lufte hans tæpper og bære hans hovedpude op på bakken, og ellers holde et pust i dagens anstrengelser.

Tirsdag d. 13. august

I dag gik jeg vagt på 8 - 12 vagten omformiddagen. Det var egentligt ret kedeligt i længden, for jeg var oppe som udkig agter. Om aftenen havde vi undervisning. Søvejsregler og morse.

Onsdag d. 14. august

Vi havde friskifte i dag, så det blev kun til to timers arbejde. Til gengæld var det et sådant arbejde som man så absolut ikke var interesseret i at lave mere end højst nødvendigt. Vi sorterede kartoflerne som var ved at rådne. De gode skulle fra og gemmes til de rådnede og de rådne skulle skrælles og spises.

Torsdag d. 15. august

I formiddags fik 4. skifte undervisning i at morse af 3. Styrmanden mens vi andre gik og knoklede. Vi havde for øvrigt et dejligt job den dag så tiden gik hurtigt.

Fredag d. 16. august

Nu begyndte vi at styre en sydligere kurs end den vi skulle på, fordi en hurricane Dolly var på vej. Vi regnede med et par dage og så rette kurs igen, men det var ikke tilfældet.

Lørdag d. 17. august

Så er vi kommet til en weekend igen. Det er faktisk det man går og ser frem til hele ugen, og så når man skal til køjs. Der er også dem som ser frem til at komme hjem, men det synes jeg er lidt for tidligt.

Søndag d. 18. august

En af de bedste søndage vi endnu har haft. Vi havde vagt om eftermiddagen og 2. skifte var på vagt. Uheldigvis kom jeg på post fordi 36 hospitalsdagmanden ikke ville gå vagt om dagen. Kl. 3 blev vi enige med Andersen om at finde nogle frivillige til at afløse os, så vi kunne nyde godt af søndagen andre steder end på brovingen som udkig agter. I dag blev der også spillet plader til den store guldmedalje.

Mandag d. 19. august

På formiddagsvagten arbejdede vi ca. 1½ time, for så at gå ned på banjen og lære morsetegn hos Tredjestyrmanden. Det gik udmærket, fik vi fortalt; med det kunne for de flestes vedkommende blive meget bedre. Efter middagsskafningen var vi alle mand til både- og brandrulle. Det er egentligt et rart job at stå til rors når der al den forvirring på dækket.

Tirsdag d. 20. august

Vi blev 4 mand sat til at efterse slæbeboms grejet. Blokkene skulle efterses, wire børstes og smøres med wiresmørelse. Da vi skulle hænge dem til tørre i styrbords fokkeundervant tabte 6 wiren helt oppe fra mærset. Den landede på naglebænken med et knald. Han fik den endelig sat den wire, men da vi skulle skyde røjlen for opdagede vi at han (nr. 6) havde sat wiren fast rundt om vant og røjlgivtov. Det var en mindre heldig dag for vores kære 6.

Onsdag d. 21. august

Jeg var på post fra 0 - 2 som maskinvagt og udkig for. Fra 8 - 1 om formiddagen da vi igen var på vagt gik jeg på post fra 8 - 1 som udkig agter i stedet for nr. 36 som er dagmand på hospitalet. Jeg var heldig at nr. 38 som gik ordonnans fra 12 - 1 ville bytte, for det er til at blive syg af at stå der i brovingen og stirre ud i kimingen. 

Torsdag d. 22. august

På morgenvagten efter 6, blev 8 og jeg sendt ned i sejlkøjen for at plette over hvor der var skrabet, Det skulle jo være to pålidelige, der blev sendt for enhver anden ville sætte sig på enden. Om eftermiddagen skulle vi hente alle blokke op fra sejlkøjen. Nogle skulle forses, have kobberplader på, slibes og males. Det var et værre svineri, men alligevel et sjovt og interessant job.

Fredag d. 23. august

Fra 1 til 7 var jeg på frivagten sammen med de andre fra bagbord. I timen fra 2 - 3 fik vi lov til at lave lektier. Derefter drak vi kakao og gik til køjs. Vi havde vagtskifte om aftenen, men fik alligevel lov til at gå ned om læ og lave lektier.

Lørdag d. 24. august

På formiddagsvagten blev jeg sat til at nimme gårdinger. Derefter skulle tovenderne klares op så der så flot ud. Kl. ca. 10:30 blev der varskoet "Klar til at vende" og da der var klart på dækket vendte vi. Det er et værre knokleri, man alligevel meget sjovt. Der er 100 ting man skal passe på.

Søndag d. 25. august

Det er en af de kedeligste søndage vi endnu har haft. Vi sad under læ båddæk næsten hele vagten igennem og gloede. 1 time før afløsning fik vi af Karlsen lov til at gå ned om læ og lave lektier.

Mandag d. 26. august

Vi havde fået lidt dårligt vejr de sidste dage, men det var værst i dag, netop da vi 8 - 6 - 14 og jeg bli'r sat til at male forrummet oppe under dækket. Det var rart at være om læ mens de andre gang på gang blev overrasket af en sø. Kl. ca. 6 vendte vi i en fart og fortsatte så vores arbejde.

Tirsdag d. 27. august

På post om formiddagen, men heldigvis ikke som udkig agter. Som ordonnans blev vi sat til at male rørene som sad på w. c. kummerne på toilettet. Det var meningen de også skulle renses indeni, men det det blev ikke til noget. Da vi (eller kun 6 og jeg) var udkig for hjalp vi Andersen med at slå en ny inderklyver under.

Onsdag d. 28. august

Den startede med at jeg skrev dagbog i skyllerummet fra 4 - 6 og skurede viskestykker. Vi havde vagt-skifte. Da vi kl. 6 begyndte rengøringen, fik jeg til opgave at nimme gårdinger. På brammen var en af klåderne til gårdingen faldet ud af stroppen. Det skulle så klares. Først skulle gårdingen fires af således at klåden hang nederst i gårdingen og at man kunne nå den fra overmærsen. Så skulle den sidste sejsing bindes i og man måtte op og hale klåden op, lave et nyt krydstørnsbændsel og hale hjem på gårdingen.

Torsdag d. 29. august

Nu mærkede vi rigtigt at vi nærmede os land, for vi skulle til at gøre havne klar. Ankerne skulle ud og slæbebommene riggedes til og styrbord faldereb skulle rigges til. Vi var nogle stykker der hjalp Karlsson ved slæbebommen. Det hele lå i styrbord olietøjsskab hulter til bulter og uden mærkesedler. Det lykkedes os at hitte rede i det og så rigget styrbord slæbebom til.

Fredag d. 30. august

Den dag startede med at jeg gik vagt i maskinen fra 12 - 1. Kl. 12:15 blev der stoppet for maskinen og vi gik nu ankervagt i stedet for søvagt. Kl. 1 fik vi lov til at gå til køjs igen. Vi blev purret kl. 6:40 næste morgen. 7:45 kom lodsbåden, men den eneste som var på dækket skyndte sig ned i messen. Så måtte et par stykker smide en lodslejder ud og tage imod lodsen. Hovmesteren fik purret 1. Styrmanden så lodsen ikke var helt ude at svømme. Efter morgenskafning sejlede vi ind til Falmouth. Der blev ikke lavet ret meget for alle stillede sig op langs lønningen og beundrede med store øjne landskabet. Sådan noget har vi da aldrig før set.

Lørdag d. 31. august

I dag skulle der være eksamen i navigation. Det lød alt sammen meget spændende, men når man ser opgaverne er det til at overkomme. Lad os nu se på resultatet om det er så let som vi alle havde regnet med.

Søndag d. 1. september

I dag var der lejlighed til at gå i land, for dem som ville lade håret falde. Det ville de fleste, men der blev nogle stykker ombord. Kl. 1 om eftermiddagen kom en betydelig mængde mennesker, gamle og unge lange og tynde, tykke og korte og så den hel masse fjantede skoleunger. De kunne simpelthen ikke få ind i hovedet at vi kunne sove i hængekøjer.

Mandag d. 2. september

Vi begyndte på eksamens wire om formiddagen men brugte kun halvdelen af tiden. Jeg kom på post om eftermiddagen, da vi skulle sejle som udkig for. Da vi stod ud af havnen fulgte en forfærdelig masse småskibe med. Det er mærkeligt at de hele tiden kan holde klar af hinanden, for en overgang var der fuldstændigt tæt pakket af sejlskibe og motorbåde. Alle mand minus poster fik lov til at sove hele natten.

Tirsdag d. 3. september

Udpurring kl. 6. Tøjvask fra 6 - 8. Morgenmad kl. 8. Færdigsplejsning af wire fra 9 - 10 og 11 - 12 tovværkssplejs. 4 - 6 om eftermiddagen dansk stil. Søvagten blev rigtigt sat kl. 5 i dag.

Onsdag d. 4. september

Hundevagt, 2. skift friskifte. Nede om læ kl. 1 - 4. Te kl. 4

Her er dagbogen gået i stå - der er 5 - 6 døgn fra Falmouth til København.

_________________________________________________________________________
Vil du i kontakt med Otto Jesperen, så skriv til Webmaster.



Copyright © 2004-2014 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.