Hjem  |  Dit togt  |  Om siden  |  Gæstebog  |  Kontakt  |  © 


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3459 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 523716
  Hits i alt: 3456206
  Online lige nu: 2


Ole Andersen fortæller

________________________________________________________________________________

Forord:

I foråret 1965, da skoleåret nærmede sig sin afslutning, var det ved at være tid til at spekulere lidt over, hvad fremtiden så skulle stilles ind på, og da usikkerheden stadig var mest dominerende i sindet sammen med et ønske om at opleve andre ting end lige, hvad hverdagen kunne tilbyde, blev en ansøgning sendt til rederiforeningens velfærdsråd om optagelse på næste togt med skoleskibet "Danmark."

Glæden var stor, da der dukkede en bekræftelse op med besked på, at jeg var fundet egnet på trods af, at jeg ikke havde været på søfartsskole inden og gennemgået de mange kurser, som eller kræves før en accept. Mit skoleniveau var til gengæld rigeligt tilfredsstillende, så det blev i stedet mit adgangskort til næste skridt i udviklingen som snart voksen.

Utallige forberedelser skulle foretages med indkøb af tøj, diverse specielredskaber, etablering af en søfartsbog samt andet grej, der skulle være i orden inden påmønstringen i København. Før det skete, blev jeg dog forhyret af skoleskibets kontor til - uden løn - at være med til klargøringen af skibet på alle mulige måder ved skibets faste kajplads på Holmen, når det ikke var på havet, inden resten af de håbefulde kommende styrmandsaspiranter eller elevmassen dukkede op på kajen en uge senere.

Rapport I

Tirsdag morgen den 22. juni 1965

Denne regnfulde morgen troppede omkring 73 forhåbningsfulde unge mennesker op for enden af Prinsessegade ved Værftsbroen klokken 930. Da alle mand var vel mødt, "marcheredes" der til beklædningsmagasinet på Holmen. Efter en flittig afprøvning og derpå ombytning af det i alle tilfælde udleverede alt for store tøjstørrelser, vandrede vi alle om bord, hvor vi så fik udstukket vores nye numre og ellers blev vist til rette. Efter middagen var vel overstået, demonstrerede overstyrmanden på overlegen vis, hvordan en køje skal være surret ordentligt, og ikke helt som enkelte havde gjort med deres, hvor indholdet faldt ud ved mindste rystelse.

Den første aften oprandt, og de elever, som boede i København eller nærmeste omegn, fik lejlighed til at vende hjem med det civile tøj, som de var fremmødt i samme morgen. De øvrige, som kom fra provinsen, kunne i stedet sende deres fra postkontoret på Hovedbanegården og bagefter muntre sig resten af aftenen i København. Klokken 23 stod samtlige elever atter på dækket og ventede så spændt på den første nat til køjs, som heldigvis forløb uden alvorligere episoder end ondt i ryggen.

De næste dage tilbragtes hovedsageligt med indøvelse af den altid vigtige enerverende rengøring af skibet, men allerede efter et par dages forløb ved kajen på Holmen blev trosserne løsnet, og skibet sejlede nordpå i Øresund og ankeret blev lagt i et dybere hul ud for Vedbæk havn. Nu forandrede hverdagen sig hurtigt fra det vilde "luksusliv" på Holmen med hele nætters søvn uden afbrydelser til livet som farende sømand.

Da lørdagen oprandt i Vedbæk, erhvervede styrbord vagt sig landlov til kl. 21. Henimod 21 var alle landlovsgaster vel mødt ved kajen inderst i Vedbæk havn, da skoleskibet "Danmarks" råstærke motorbåd futtede ind mellem molerne for at fragte dem retur til søens lyksaligheder. Dagen derpå var det så bagbord vagts tur til at trække sig tilbage til land med udgangstilladelse indtil 21.

Mandag, tirsdag og noget af onsdag blev brugt til at slå sejl under. I begyndelsen gik det rigtig slet, men efterhånden som indøvelsen af forskellige kommandoer og rutiner blev lært, begyndte langt de fleste at opfatte en smule af hensigten med hele tilværelsen om bord.

Under opholdet ude foran Vedbæk havn havde alle tilhængere af den måske lidt for højt opreklameret popgruppe The Rolling Stones en kæmpechance for at tilegne sig et fotografi af deres yndlinge. De fleste greb da også begærligt ud efter denne usandsynlige mulighed ved lystigt at knipse efter motivet med deres langhårede idealer/gubber.

Onsdag kunne The Stones have været kommet om bord, hvis ikke vores kaptajn havde fastlagt afsejlingstidspunktet netop på det af de langhårede fyre ønskede klokkeslæt til deres besøg. Det var ærgerligt, men nogle få drenge, som gjorde tjenestevagt på motorbåden reddede alligevel både håndtryk og autografer fra de kendte, da de var med til at sejle Stones helt ind i bunden af Vedbæk havn til Hotel Marina på den anden side af landevejen, medens resten af havnen og alle molerne var fyldt til bristepunktet af mere eller mindre skøre råbende og skrigende fans.

Efter nogle dages ophold ud for Vedbæk lettede vi atter anker og styrede lidt nordpå til Snekkersten lige syd for Helsingør. Her skulle "Danmarks" besætning så for første gang stifte bekendtskab med rengøring af eget tøj - på sømandsmaner. Arbejds- og undertøj blev placeret på dækket med sand, vand og sæbe samt ikke mindst forskellige størrelser af skurebørster eller koste og så startede rengøringsvanviddet - og det blev gentaget i en uendelighed det næste halve år. Da alt var rent og hængt til tørre på de udstrakte tørresnore, regnede de fleste om bord så måske at få en ubetydelig chance til en kort smuttur til Helsingborg, men dette blev nægtet af de overordnede, som slet ikke fandt behag i denne ellers så storslåede ide.

Den efterfølgende dag - nærmere betegnet torsdag aften - lettede vi igen anker ude foran Snekkersten, drejede langsomt skibet rundt og op imod vinden og stævnede for fuld motorkraft ud af Øresund med Aalborg som næste destination og mål. Turen over Kattegat blev for de fleste grønskollingers vedkommende en nat med store gaver til havguderne. Kors hvor der stank mange steder af bar offervilje.

Vel ankommet til Hals den følgende morgen lod vi igen ankeret gå, da vi skulle ligge et godt stykke tid for at vente på lodsen, som først var bestilt til klokken 13, hvorefter han skulle før "Danmark" sikkert og frelst gennem Limfjordens labyrint af sandbanker og helt uskadt frem til den reserverede havnekaj midt i Aalborg. Hans lille lodsbåd arriverede rettidigt, og turen gennem indsejlingen ved Hals Barre gennem Langerak til Aalborg var begyndt. Mandskabet om bord havde sikkert for hovedpartens vedkommende ventet et noget smukkere syn, end det Limfjordens bredder viste - meget fladt og kedeligt. Fredag aften lagde fuldriggeren til kaj kort før Limfjordbroen ved kajplads nr. 5 lige øst for broen.

Under opholdet i Aalborg besøgte eleverne byen, og desuden blev vi i busser kørt til Rebild Bakker til årets 4. juli fest til ære for USA's uafhængighedsdag, hvor bl.a. Benedicte skulle tale. En af bakformændene havde forberedt en nydelig tale, som blev holdt med en røst, der absolut ikke afslørede talerens nervøsitet. Rebildfestens ordstyrer tillod desværre ikke, at taleren læste den højt på engelsk - og som begrundelse brugte han tidsmangel til hele arrangementet.

Da festen i lyngbakkerne havde fundet sin ende, kørtes besætningen tilbage til den nordjyske hovedstad for at indtage dens aftensmad før festlighederne fejredes videre i byen. Dette skete ved 19-tiden ved Aalborg friluftsteater, hvor følgende program var sammensat: et lokalt femmandsorkester, Poul Bundgaard, Erik Buck samt dennes fader underholdt den fremmødte forsamling et par timer. Drengene fra "Danmark" kørtes dernæst til kasernen midt i byen, hvorfra et fakkeltog bestående af to militærorkestre, eleverne fra "Danmark," et Lottekorps samt en afdeling hjemmeværnssoldater startede på ruten gennem hele byen for at slutte optoget foran restaurant Kildens facade mod parken. Her rundede vi så af med en tale af undervisningsministeren og til allersidst med et stort festfyrværkeri på plænen.

Da bragene efterhånden var døet hen, spilledes den danske nationalmelodi, og da de sidste toner faldt til ro hen over parkens menneskemængde, spredtes denne langsomt for alle vinde, dog søgte ungdommen hovedsageligt mod friluftsscenen, hvor der var planlagt et "bal" for interesserede. Dette forløb næsten uden uroligheder, og alle mand var hjemme igen om bord på det smukke skoleskib "Danmark" klokken 0030 efter en vellykket dag i Aalborg.

Rapport II

Afgang fra Aalborg

Den følgende morgen løsnedes trosserne på kajen, og "Danmark" vendte langsomt rundt i havnen med stævnen pegende mod øst for atter at stå til søs. Da vi kom på højde med det privatejede skoleskib "Georg Stage," blev der hurtigt udvekslet høflige hilsener, og stolt og majestætisk gled "Danmark" ud imod Limfjordens smalle udmunding. Kattegat nåedes i løbet af et par timer, og lidt syd for Hals Barre sattes for første gang for vore ivrige drengehænder nogle sejl, nemlig alle de tre undermærssejl. Efter godt og vel en times sejlads og kort før bjærgningen af vore undermærser, strøg Aalborgbåden "H.P. Prior" forbi i fuld fart. På daværende tidspunkt var alle elever om bord ganske benovet over den store krængning vores eget skib sejlede med på grund af vindpåvirkningen.

Hen under aften stævnede "Danmark" ind i smult vande bag en pynt kaldet Jernhatten ved Djursland. Ankeret blev slået løs og faldt kort efter til ro på havbunden, og det samme gjorde alle drengene hurtigt nede på banjerne godt matte og udkørte efter dagens oplevelser og fysiske arbejde med riggen under sejl.

Kort efter daggry blev alle purret, thi der skulle lettes anker ret tidligt denne morgen. Selve sejladsen forløb regelmæssigt, og ud på den sene eftermiddag ankrede skuden op ud for den idylliske lille by Ballen på østsiden af Samsø. På vejen hertil passerede vi et utal af små øer, hvilket tilsyneladende distraherede mange elevers geografiske stedsans. Adskillige var dybt uenige om, at et stykke land om bagbord var Sejerø eller Røsnæs, og da 3.-styrmand gik i bestiklukafet for at afgøre stridighederne efter søkortet, ventede man spændt, men også parate til hoveren over de "uvidende," så snart budskabet blev forkyndt. Det var for resten Røsnæs.

Den følgende morgen satte 3. skifte 5 & 6 bådene i vandet, da eleverne for første gang skulle lære at håndtere en åre og manøvrere

En robåd. I starten gik det lidt trægt, men som øvelsen kom, var der store fremskridt at spore. Inden ro-lektionen var forbi, sejlede bådene side om side ind i Ballen havn, hvor én kvartermester lige skulle handle lidt tobak, og den anden skulle "slå en streg." Derefter roede vi tilbage til moderskibet med 5-båden konstant en anelse foran. Efter middagsmaden var vel overstået, forlod "Danmark" atter sin ankerplads ud for Samsø og sejlede til Vejle fjord, hvor hun ankrede op ved Andkær vig, for så dagen efter at fuldende turen ind mod bunden af fjorden for yderlige en nat for anker kort før selve Vejle by.

Lørdag, søndag og mandag blev tilbragt i byen, hvor de fleste fik landlov en enkelt dag. Det var yderst interessant at spankulere rundt på må og få omkring i Vejle. Aftenen tilbragte rigtig mange i biografen, hvor en spændende western rullede hen over lærredet. Da den sidste apacheindianer var likvideret, vendte vi næsten alle hjem for at gå til køjs.

Det eneste, som er ærgerligt ved at få landlov i weekenden, er, at landloven falder, når samtlige forretninger er lukkede, men det er der desværre ikke noget at gøre ved.

Rapport III

Mandag den 10. juli forlod vi Vejle og løb ud ad fjorden, men kort før fjordmundingen lod vi igen ankeret gå til bunds og lå endnu engang stille ud for Andkær vig. På et tidspunk efterlyste 1.-styrmanden frivillige til at ro en af bådene ind til Vejle efter nogle presserende ting, man ikke havde fået med mens man lå langs kaj ved selve opholdet, og 12 mand sad kort efter parate ved årerne til den lange tur i strid modvind på vejen vestover. Udvekslingen blev foretaget og turen hjem i medvinden gik som en leg for alle. Efter mindre end en times forløb ønskede styrmanden så endnu engang en besætning til en ny rotor til byen, og denne gang var jeg selv den eneste, der tog endnu en tørn ved årerne - mest for at få opbygget muskelmassen.

Tirsdag den 11. juli stak vi så østover. Dagen begyndte som sædvanligt med rengøring samt frokost. Henad formiddagen var der en ekstraordinær køjemønstring, under hvilken adskillige skulle ned for at trimme deres køjer af; enkelte fik deres noget slidte model helt udskiftet. Denne dag sejlede vi ikke ret langt, nemlig kun til østsiden af Æbelø lidt nord for Fyn i kort afstand til Bogense.

Onsdag den 12. juli blev alle tiders dag for samtlige ombordværende elever, thi for første gang skulle alle sejl sættes. Ordren "sejlrulle" blev givet, og få sekunder efter var selv røjlgasterne på vej til tops. Sejlene løsnedes, gårdinger og gitove blev skudt for, og der blev løbet godt med skøderne. Det meste af dagen forløb med at brase rundt, og da vi nærmede os aftenen så småt, blev ankeret lagt ud tæt på gabet til Odense fjord. Alle elever var meget stolte, da kaptajnen under aftenmønstringen roste for fin sejlads og god orden og kontrol med samtlige tovender under vendingerne.

Torsdag morgen den 13. juli om formiddagen var alt - bortset fra vinden, som manglede - i fineste orden, men i stedet for at gå for sejl, var det et pragtvejr til motorsejlads, hvilket skipperen så også benyttede i fuld udstrækning. Undervejs, nærmere betegnet ud for Sprogø, dukkede pludselig nogle marsvin op af vandet for ligesom at hilse på os, og vi betragtede deres muntre leg med hinanden i vandet. Vi sejlede videre på østsiden af Langeland, og da vi rundede sydspidsen, ankrede vi atter op og blev på stedet natten over.

Fredag den 14. juli brugte vi igen sejl som fremdriftsmiddel, da vinden igen var gunstig. Inden afgang havde vi dog lige et par brand- og redningsøvelser at træne på. Under førstnævnte øvelse demonstreredes bagefter ildslukkerapparater for eleverne, og den anden øvelse foregik faktisk som under en rigtig bjærgningsaktion. Sent på eftermiddagen omkring 17-tiden anløb vi Aabenraa havn og lagde til langskibs.

Lørdag den 15. juli var alle på bagbords vagt samt enkelte fra styrbord vagt i land. Jeg personligt besøgte sammen med 5 bagbordvægtere sømandshjemmet, hvor vi blev livligt underholdt af "Mor Petra," som værtinden gemytligt blev kaldt og ville kaldes. Om aftenen var der arrangeret asfaltbal på havnekajen. Her mødte skoleskibets besætning for anden gang Poul Bundgaard, dog i et helt andet underholdningsprogram end det vi oplevede i Aalborg efter Rebildfesten.

Søndag den 16. juli var det så styrbord vagts tur til at aflægge byen en visit. Der blev som vanligt holdt åbent skib om eftermiddagen 14 - 16, hvilket betød mange landkrabber på banjerne og alle andre steder i håb om at få tilfredsstillet sin egen nysgerrighed. Alle eleverne besvarede på bedste vis på både gode og mindre gode spørgsmål, og jeg tror nok, at mange nåede at blive mættet, inden de igen skulle gå fra borde og hjemover. Begge vagter mødte friske og muntre rettidigt tilbage på skibet klokken 22.

Rapport IV og dagbog fremover

Mandag den 17. juli

Vi forlod igen Aabenraa efter en vis halsbrækkende manøvre og stod ud ad havnen, som havde været vort hjemsted de sidste dage. Et stykke ude af fjorden lod vi igen ankeret gå for en kort stund, medens forskellige småtterier blev bragt i orden. Senere blev sejlene igen sat, og det gik derefter raskt fremad mod Langeland, hvor vi igen blev vugget i søvn for natten for enden af ankerkæden.

Tirsdag den 18. juli

I dag har vi så sejlet et pænt stykke vej for sejl, og det gik strygende nordover med 8 sm/t. Hen under aftenen bjærgede vi garderoben, pakkede sejlene sammen, surrede dem fast ovenpå ræerne og drejede så østover og sejlede halvvejs ind i Kalundborg fjord og ankrede op for natten på sydsiden af Røsnæs.

Onsdag den 19. juli

Der blev kun tilbagelagt en yderst beskeden distance i dag med hensyn til afstanden i sømil gennem vandet. Vi nåede kun rundt til nordsiden af Røsnæs og ind mod sydsiden af Sejerø. Midt i aftendæmringen gled to firmastede barkskibe forbi i nogen afstand. De blev lokaliseret som to russiske skoleskibe. "Danmark" signalerede med flag, og svaret kom med lysblink. Det varede ikke ret længe, inden de atter var sejlet ned under horisonten. Under dagens langsommelige transport lærte vi dog også at lave de første øjesplejsninger samt enkelte brugbare knob til anvendelse i forskellige situationer.

Tirsdag den 20. juli

Efter formiddagens sædvanlige og rutinemæssige forløb med vask og rengøring lettede vi anker og sejlede kortvarigt nordover, indtil vinden flovede så meget af og til sidst helt blev væk, så vi måtte bjærge sejlene og fortsætte videre for maskinen rundt om Sjællands Odde og videre østpå. Hen under aften arriverede vi til området lige øst for Gilleleje havn - nærmere sagt ud for Nakkehoved fyr, hvor vi ankrede op for natten.

Onsdag den 21. til fredag den 23.

satte vi om formiddagen først kurs mod Kronborg og siden sydover mod Vedbæk, hvor vi efter en særdeles anstrengende sejlads og siden bjærgning af våde sejl ankom midt på eftermiddagen. Resten af dagene gik med undervisning på banjerne, indlæring af tovender fra riggen, træning af splejsninger, øvelse af morsealfabetet, sejlsyning osv. Det vil sige for det meste stillesiddende arbejde, men samtidig også en masse udenadslæren til brug i akutte situationer, hvor der ikke var tid til at fundere over eller tage fejl af tingene.

Lørdag den 24. juli

Vi vaskede igen tøj, medens bagbord vagt klarede op. Efter frokost blev vi først hørt i signalflagenes udseende og betydning og bagefter i morsetegnene. Hvis alt var i orden, og man samtidigt kunne gå direkte til 5 forskellige tovender, som kvartermestrene forlangte og helt uden fejltagelser, blev der bevilget landlov i nogle timer, hvilket der heldigvis var ret mange, som kunne benytte sig af - få timer med luksusliv! Jeg nøjedes med at besøge min morfar på Genforeningspladsen 46, da mine forældre og søskende sikkert var i sommerhuset i Hornsved.

Søndag den 25. juli

Dagen begyndte tidligt i et hæsblæsende tempo med opklaring af skibet. Bagbord vagt fik allerede landlov kl. 10, og de mødte alle rettidigt frem kl 22. For os andre om bord skete der ikke rigtigt noget sådan en søndag, hvor vi i stedet bare kunne slappe lidt af eller øve videre på tovendernes placering på naglebænken, signalflagenes udseende og betydning, morsetegnene osv.

I løbet af dagen var hele vagten efterhånden blevet meget sikre i tovenderne, så på sin vis var en fridag da meget god at have til rådighed. Det blev i hvert tilfælde ikke os fra styrbord vagt, der skulle fejle med forkerte tovender i prekære nødsituationer.

Mandag den 26. juli

Det var meningen, at overstyrmanden skulle have undervist på dækket, men et tæt regnvejr hindrede det, og i stedet blev det til sejlskibets historie på agter banjerne. Efter middagspausen ved 14-tiden sattes alle sejl, og hele eftermiddagen gik, medens vi krydsede frem og tilbage forbi vores opankringsområde. Klokken 17 ankrede vi igen op og indtog vores vante position ud for "byen" Vedbæk. Det meste af aftenen gik med at bjærge sejlene og få dem pakket korrekt på rærene. Det var mere besværligt, når de både var våde og dermed tunge at hive op på råen, pakke og fastsurre, så det så ordentligt ud fra dækket. Vi måtte så bare konstatere, at nogle officerer er lettere at tilfredsstille end andre!

Tirsdag den 27. juli

Det meste af formiddagen gik med rengøring og pudsning af messing, og således var vi om eftermiddagen parate til at modtage navigationsdirektøren samt medlemmer af navigationsrådet. De besøgende herrer er sådan set de bevilgende myndigheder, så naturligvis skal "Danmark" stråle fra yderst til inderst. Desuden blev dæksskabet samt pullerter på dækket også malet, så de så næsten helt nye ud. Yderligere kan vi nu også lige nå at udskifte overmærsenedhalere på fortoppen, så tiden ikke gik til spilde.

Onsdag den 28. juli

Morgenen begyndte som sædvanligt med rengøring. Derefter havde vi en øvelse i sejlsætning samt naturligvis bjærgning af dem igen. Resten af både for- og eftermiddagen krydsede vi ud for Vedbæk med gæster fra handelsministeriet om bord. I kabyssen var der travlhed med madlavning og servering for de fine mennesker, som sad til møde i officersmessen sammen med skibets fornemmeste officerer. Vi havde udskejning ved 18-tiden, men først efter opklaring og oprydning i egne skabe og kistebænke kunne vi endelig holde frivagt.

  

Torsdag den 29. juli

Også dagen i dag blev brugt til indøvelse af sejlsætning, brasen rundt og bjærgning af sejl. Også i dag var der gæster fra handelsministeriet om bord, og samtidig desuden fru Rasmussen fra skoleskibets kontor.

Store kraftige regnbyger hindrede, at vi kom ud at sejle ret meget med de fine gæster, som i stedet måtte underholdes af kaptajnen og de øvrige fine i uniform i salonen. Til gengæld havde gasterne i kabyssen og stikkeriet en virkelig travl dag, da de stod på pinde for både kokken og bageren i både kabys, pantry og messe.

Vi almindelige elever fik dog udskejning klokken 18.

Senere på dagen blev "Danmark" sejlet det sidste korte stykke sydover til Københavns havn for at lægge til på Holmen, inden starten på optimeringen af skibet med diverse reservedele, men ikke mindst at gøre klar til proviantering af både fryse- og ferskvarer, inden selve togtet med udenlandske mål tager sin begyndelse. En masse eftersyn blev foretaget overalt, ikke fordi det var nødvendigt, men fordi det er nemmere at reparere eller udskifte i havn end på et gyngende skibsdæk senere.

For de flestes vedkommende blev der nu givet landlov i en længere periode inden afrejsen mod sydens sol og varme, så man kunne nå hjem til familien og nyde en lille ferie og afsked, hvis de ikke lige boede i nærheden af København på afrejsedagen.

  

Tirsdag den 3. august

Klokken 9 om morgenen vendte alle, med undtagelse af nr. 51 tilbage på Holmen efter en hel lille og rar ferie hjemme. Det meste af dagen forløb med proviantering af enhver art til livet om bord i et stort sejlskib. Både køle- og fryserummene modtog rigtig mange varer, fyldte lagerrum med diverse madvarer, mælkepulver på dåser osv.

Om aftenen fik vi besøg af nogle konstabler fra Magretheholmen, som gerne ville have en rundvisning på "Danmark." Jeg viste en rundt og blev til gengæld inviteret til genvisit på en motortorpedobåd, hvilket jeg fik tilladelse til af kvartermester Kruse. Hvis vi bor tæt ombord på skoleskibet, er det alligevel ren luksus i forhold til, hvor lidt plads, der er på en motortorpedobåd "MTB'er."

Onsdag den 4. august

En masse forskellige detaljer fra falderebet blev båret i land, hvor en særdeles grundig slibning og efterfølgende fornem lakering fuldendte vedligeholdelsesarbejdet. Efter en velfortjent middagspause indledtes så påbegyndelsen af skrogets ny maling, dog først efter et omhyggeligt rengøringsarbejde med tonsvis af knofedt og sæbevand. Kvartermester Jensen havde dog ikke helt samme opfattelse af resultatet som os, men trods alt blev det dog fint alligevel. Indenbords blev braserne udskiftet, samtidig med at kvartermester Thuesen havde nogle i gang med at ordne redningsbådenes nødudstyr. Efter baksmønstring kl. 20 fik vi lige et lille venligt tænkt foredrag i og om vores opførsel her om bord.

Torsdag den 5. august

I dag fortsatte gårsdagens arbejder i samme grundige stil. Vi var 6 mand, som på rekordtid malede styrbord side af skroget. For denne unikke præstation blev vi belønnet med en sodavand hver. Et kvarter før klokken rundede 16, fik vi så endelig udskejning - dog først efter behørig rengøring af malerpensler og bøtter.

Om aftenen blev der afholdt konkurrencer om færdighederne i riggen med entringer over mærsene, salingerne osv. årsagen til denne opvisning var såmænd bare, at 3 marinere var om bord og gerne ville se, hvordan eleverne fungerede til tops. Under dysterne erhvervede først fortroppen og bagefter stortoppen sig en is hver som præmie for hurtigt og præcist holdarbejde.

Fredag den 6. august

I stedet for at deltage i morgenrengøringen blev jeg og nogle andre udtaget til at stuve kartofler ned. Vi var ikke mere end lige blevet færdig med jobbet, før andre leverancer med yderligere mængder af fornødne varer samt endnu mere både fersk og frosset kød blev leveret ved kajen, så vi 6 mand fik mere end rigeligt at gøre hele dagen med at hente bagagen i lastvognene, over landgangsbroen til skibet og derefter under dæk til fryse- og lagerrum samt andre kølige og mørke steder, hvor varerne kunne holde sig i længere tid, inden de atter skulle op i dagens lys og behandles af fagfolkene i kabyssen.

Lørdag den 7. august

I dag stod den så atter på malerarbejde og denne gang med den sorte farve i rendestenen. Da vi havde afsluttet arbejdet, renset penslerne og leveret overskydende maling tilbage, skulle vi sørge for at fylde vandtankene op med vand til 99 mennesker i mindst 50 dage, så det tog sin tid, selvom vi ikke skulle gå frem og tilbage med pøser, men kunne bruge en vandslange. Alligevel brugte vi næsten en hel time, før tankmåleren viste sit mæthedstegn og nåede symbolet for helt fuld.

Lige efter frokost fik vi så landlov, men med ordre på, at vi skulle være tilbage kl. 21 samme aften. Ingen problemer. Her var det heldigt for mig, at jeg er bosiddende i byen, mens andre i stedet fordrev tiden rundt omkring i de hyggelige københavnske gader.

Søndag den 8. august

 En rap morgenrengøring er altid dejlig at vågne op til, så i gang igen med efterfølgende omklædning til daglig blåt - alt sammen inden frokosten kl. 8. Resten af dagen var en sand drivertilværelse. Kl. 14 fik 1. skifte landlov.

Hen under aftenen fik vi besøg af en anden mariner fra motortorpedobåds-divisionen. Jeg viste ham rundt på "Danmark," og til sidst spurgte han mig, om jeg ville se en MTB'er, så af sted til P 501 og genopleve de meget begrænsede pladsforhold, man levede under på skibet. Kabyssen med mål på 1 m x 1,5 m med madlavning til 15 mennesker! Man skal godt nok lære at være nøjsom, eller også har kokken på en MTB'er et fantastisk talent. De 3 store Mercedes dieselmaskiner fyldte godt op i maskinrummet, og jeg kan med gru forestille mig, hvor larmende der må være, når det hele kører på højtryk. Så meget hellere et sejlskib.

Mandag den 9. august

Efter weekendens fred og ro begyndte denne uge så igen med tøjvask i lange baner. Desværre mistede jeg en af mine undertrøjer, som på forunderlig vis sikkert blev udstyret med et andet nummer midt i tørretiden på de udspændte snore.

I middagspausen aflagde 45 og jeg et besøg i Ubåden "Tumleren." Bagefter blev 15 mand sendt til Kløvermarken for at hente nye køjer til udskiftning af lidt for gamle lasede modeller.

Ved 14-tiden blev "Danmark" på meget uværdig vis slæbt med agterstavnen forrest gennem det halve af havnen for til sidst at blive fortøjet ved bøje 5 lige over for den nye statsisbryder "Danbjørn." Netop som vi skulle til at have noget at skaffe om aftenen, fik vi pludselig landlov, og styrbord vagt endda helt til klokken 23.

Havde kokken glemt at planlægge et solidt aftensmåltid, eller skulle alle officererne en tur i byen?

For mit vedkommende betød det bare, at der lige var tid nok til et hurtigt besøg hjemme i Husum.

Tirsdag den 10. august

Det meste af morgenen forløb med at gøre skibet mest muligt præsentabelt for de mange ventende gæster. Vi pudsede, så vi blev helt grønne i hovederne, og til sidst kunne det simpelthen ikke forbedres mere. Kvartermestrene skældte ud alligevel. Intet hjalp. Spændingen var for stor. Afrejsen stod for døren.

Klokken 10 entrede de første forældre via falderebet, og siden gik det støt og hastigt videre med at hente og returnere andre grupper af pårørende. Efter hyggeligt samvær med egen familie, forlod de alle sammen så fuldriggeren senest 1130 og tog tilbage til Toldboden.

Da tiden nærmede sig 1345, ankom 51 direkte fra sygehuset på Ærø, hvor han havde været indlagt med blindtarmsbetændelse og senere operation.

Ved 14-tiden arriverede alle vore fine gæster eller honoratiores med arveprins Knud i spidsen, og klokken 1415 blev sejlene skudt for og siden hejst, og langsomt styrede vi så ud af Københavns havn.

Tre timer senere sejledes 25 gæster så i land, men inden de blev fragtet i havn ved Helsingør, havde først handelsministeren samt navigationsdirektøren dog holdt et par formaningstaler for besætningen om uddannelse samt ikke mindst, at vi nu forhåbentlig på værdig vis ville repræsentere hele landet Danmark i de næste mange måneder på turen rundt om i Europa. Så kunne de fine gæster ellers ekspederedes i land.

Vi lod ankeret gå og overnattede lidt syd for Kronborg i læ af pynten og molehoveder -dog uden at genere færgetrafikken.

Onsdag den 11. august

Alle må siges at have været tidlig i gang, da der blev bebudet, at ankeret skulle trækkes hjem, og vi måtte videre i vores færd. Det daglige arbejde blev rutinemæssigt udført uden begejstring, men netop rutinemæssigt eller som et nødvendigt onde mente nogle.

Efter en lang dags arbejde med sejlene på turen tværs over Kattegat, lod vi igen ankeret gå tæt på Aalborg bugt fyr, hvorefter det så endelig blev tid til lidt skafning. Trods alt var de fleste vel lidt spændte og forventningsfulde over, hvad de næste mange uger ville kaste af sig med udfordringer, besværligheder og oplevelser.

Torsdag den 12. august

Vi letter anker ved 10-tiden og sejlede langsomt fra fyret og fremefter for maskinkraft. Formiddagen gik mest med at labsalve en del af rigningen. Om eftermiddagen ved 16-tiden firedes motorbåden i vandet, og med overstyrmanden ved roret og arveprinsen samt nogle få andre familiemedlemmer som passagerer gik det ind mod den ildelugtende by Skagen. Medens motorbåden var i havn, gjorde ændringer i både vindretning og vandstrømninger, at "Danmark" viste sig fra sine allerbedste sider - specielt over for en utrolig smudsig og stinkende russisk rustbunke af en trawler, som lå og ventede på losning.

Vel tilbage igen med motorbåden steg besætningen så atter ombord, og båden blev trukket op i sine davider og surret fast. Derefter blev kursen først lagt mod nord et kort stykke og siden videre vestover og ud i Skagerrak.

Fredag den 13. august

I dag blev der så først lige afholdt en ekstraordinær morgenrengøring under dæk, fordi der måske trængte til at blive ryddet op efter de mange gæsters besøg de foregående dage. Derefter så en hurtig gang tøjvask af både arbejds- og landgangstøj. Hen på eftermiddagen kunne man så lige presse en "mand over bord øvelse" ind, inden det blev tid til at arbejde med skafning og aftensundervisning om læ. Vi fik meget sen udskejning.

Havde vi gjort noget forkert, eller savnede kvartermestrene allerede deres kærester?

Lørdag den 14. august

Efter rengøringen en ordentlig omgang med knofedtet og pudsekludene - og det var bare en uge siden sidste gang.

Bageren muntrede sig med sin fiskestang på poopen, da vejret viste sig fra sin rigtig gode side. Han lod linen løbe godt ud, da der alligevel ikke var nogen fisk, der følte sig sulten nok til at bide på krogen. Linen var lang, og som tiden gik, slog hjulet pludselig klik, da al snøre var i havet. Skibet lå næsten stille på stedet, men da han forsøgte sig på normal lystfiskermaner med at trække hjem på snøren, var det absolut ikke muligt. 1000 m fiskeline i Skagerrak og med et blink for enden var alt for stor en mundfuld til en velvoksen herre og hans fiskestang. Vandmodstanden på linen og krogen var så stor, at han blev tvunget til at cutte sin lange line og lade blinket synke til bunds på de ca. 500 m vand, vi havde under kølen. Slukøret måtte han pakke sammen og i stedet begive sig til bageriet, hvor opgaver med rugbrødsbagning og aftensmad i stedet ventede.

Resten af eftermiddagen lå mange af os bare henslængt i bananskallerne og boblede, indtil kvartermester Jensen hårdt og brutalt peb os fluks ud af køjerne. Det var tid til at hjælpe med aftensmaden.

Efter spisningen ved 19-tiden blev fok og storsejl bjærget.

  

Søndag den 15. august

I dag blev der skiftet dagmænd. Hele formiddagen blev stort set snorket væk. Man skal vel have lov til at komme til sig selv igen! Vi havde vagtskifte om eftermiddagen. Da vi havde friskiftevagten, blev der arbejdet med adskillige regne- og navigationsopgaver.

Vi ligger netop nu lige midt i Nordsøen eller Vesterhavet, som vi danskere foretrækker at kalde farvandet. På et tidspunkt blev en fiskerkutter kaldt op fra skoleskibet over radioen og kom sejlende og lagde til på siden af "Danmark" og langede adskillige baljer med torsk og rødspætter ind over siden til hovmesteren og kokken. Jeg ved ikke rigtigt, hvor meget eller hvad, der faldt som betaling for varerne, men vi fik dem nok ikke helt gratis!

Mandag den 16. august

En særdeles triviel dag med de sædvanlige funktioner, som skulle fra hånden så hurtigt som muligt. Om aftenen sørgede telegrafisten for, at vi alle fik rigeligt at bestille med morseøvelser både med lyd og lys. Ikke alt sammen lige nemt for en forholdsvis nybegynder som mig på det området, med hvad pokker, vi nye skal nok hurtigt få indhentet dem, der først "tyvstartede" på søfartsskole.

Tirsdag den 17. august

Den første hele uge i søen bød så også på undervisning af maskinchefen, 2.-styrmanden samt kvartermester Kruse i henholdsvis naturlære, navigation og regning. Tingene var virkelig sat i system nu. Hvad kan det ikke udvikle sig til på næsten et halvt år?

Bagefter - naturligvis besvarelse af et ocean af opgaver, men her kunne man da heldigvis godt hjælpe hinanden lidt med arbejdsfordeling. Enkelte havde dog ikke så meget medfødt talent, så de nøjedes bare med at skrive af, i stedet for selv at byde ind med løsninger. En god og ansvarlig navigatør kan ikke konstant springe over, hvor gærdet er lavest. Sikkerhed & samvittighed - intet kompromis.

Onsdag den 18. august

I dag stod vi så på hovedet i forrummet og svingede igen malerpenslerne på livet løs, og da det arbejde endelig var færdigt, blev det så i stedet til en tur op i riggen, hvor vedligeholdelsesarbejdet med stagene skulle fortsættes med den tjæreagtige labsalve. Samme job, anden farve, andet sted. Er man forhyret som maler!

Torsdag den 19. august

Der blev udskiftet bændsler i undervantet til den helt store guldmedalje. Andre blev stukket ud til at arbejde for sejlmageren, mens en tredje gruppe blev sat til at male videre andre steder.

Midt på eftermiddagen kl. 1530 gik alarmen for brandøvelsen pludselig, og så var det ellers med, at hurtigst muligt at slippe alt, hvad man havde i hænderne og på næsten ingen tid at indtage sin forudbestemte plads i beredskabet. Umiddelbart derefter blev der varskoet redningsrulle, og fra selve starttidspunktet til sidste mand blev meldt klar, forløb der 338. Vist nok bestået, men vi fik det ikke bekræftet.

En del stod sidst på dagen og fiskede, og en snes makreller blev halet indenbords. En engelsk "Piratjolle" - en jolle, med piratflaget vejende frit fra mastetoppen, kom sejlende forbi skibet for at den nysgerrige besætning kunne se meget nærmere på drømmene om "vores" herligheder.

Fredag den 20. august

Atter en dag i forrummet med svingende malerpensler. Forreste henstuvningsrum blev gjort i orden. Om eftermiddagen holdt vi fællessang på dækket mellem 14 og 15. Både overstyrmanden og kvartermestrene var ivrige forsangere med en masse sømandssange og Shanties. Medens vi sådan sad og sang på mellemdækket, fik vi på den anden siden af lønningslisten for første gang øje på en af de store færger, som pendlede i en uendelighed mellem England og Frankrig. Mange mennesker stod oppe på øverste dæk og vinkede ihærdigt til os, enten fordi de mente, at vores fællessang lød godt, eller også fordi de syntes, at skibet var smukt at se på og bare ville hilse på et fuldrigget sejlskib og så ovenikøbet med et fremmed flag som Dannebrog vajende fra mesangaflen.

Lørdag den 21. august

Hele dagen peb vi rundt i et forfærdeligt uvejr, som blæste direkte ind fra Atlanten i vest og ind i tragten til Den Engelske Kanal og uanset hvor, man kiggede hen, var folk i gang med ofringen til havguderne, da mindst 75 % af besætningen endnu ikke havde fundet deres søben endnu.

En ting er de hjemlige farvande med forholdsvis lave dybder, noget andet her næsten på grænsen til fastlandssoklen, hvor havbunden for alvor falder til de store dybder. Den bedste aktivitet i dag var konstant skrubberi af dækket iført regntøj, gummistøvler og en kost. Det er helt ufatteligt, hvad de planker kan tåle af behandling med koste, sand og sæbe og alligevel se flotte nye ud i hverdagen.

 

Søndag den 22. august

Dagens vigtigste opgave bestod i at rengøre og rydde op i skabe og kistebænke. Vi fik så udskejning ved 12-tiden.

Om eftermiddagen skulle vi så op i riggen for at bjærge sejlene, inden vi lagde skibet for anker i Torbay ved byerne Brixham og Torquay.

Om aftenen, da vi stod og beundrede de kulørte lys inde på strandpromenaden, aftalte 45 og jeg, at den 22. august 1970 skal vi mødes i den fra søen så skønne aftenbelyste by. Jeg håber på, at vi begge til den tid har økonomisk formåen nok til at føre aftalen igennem!

Mandag den 23. august

Vi lettede anker allerede 645 og sejlede i strålende solskinsvejr ud af bugten for sejl. Efter middag var der omklædning til rent arbejdstøj samt hvide gummisko, medens skibet langsomt i respektfuld afstand fulgte den sydengelske kyst vestover. Ud for Falmouth vendte vi pludselig stævnen direkte mod syd og sejlede væk fra kysten. Vi var vist nok alt for tidlig på den.

Efter middagen langt fra land blev det så atter tid til at få vendt skuden og styre tilbage mod den engelske kyst, og langt ude i det fjerne tonede landskabet sig først langsomt frem i den svage dis, men efterhånden med tydeligere konturer af skrænter og stejle klinter, inden vi ved 16-tiden var så tæt på, at lodsen kunne hjælpes om bord til det sidste stykke vej op ad floddeltaet til havnen. En time senere stod vi så endelig ind igennem det af gamle kystfæstningsværker bevogtede havneindløb og op ad floden til selve Falmouth. Efter fastsurring til en flydebøje og bjærgning af de sidste sejl fik vi endelig udskejning.

Sjovt nok lå der utrolig mange både og hvilede sig i mudderet på flodsengen, da tidevandet ved vores anduvning var på lavest mulig stade. For os, som ikke var helt vant til tidevand af nævneværdig art, var det underligt at se både liggende som suget fast i mudderet.

Tirsdag den 24. august

Dagens første presserende opgave gik ud på at skære mærssejlene på fortroppen fri og tage dem med ned til sejlmageren, da der et par steder var sprækker i syningerne, som skulle repareres inden videre sejlads. Desuden fik hele skibet i dag en ekstraordinær omgang med pudsegrejet og rengøringen, da der sikkert igen snart kom nye fremmede gæster om bord.

Efter middagen blev bagbord vagt sejlet i land. Eleverne kunne så udforske lokalområdet, inden de igen skulle være om bord ved 19-tiden.

For den vagthavende del af besætningen bestod eftermiddagen så mest i at vise interesserede englændere rundt på skibet og på bedst mulig måde at besvare de stillede spørgsmål, da der var åbnet for offentligheden. Vi kalkulerede med, at der har været ca. 500 besøgende i alle aldersgrupper i de to timer, åbningstiden varede.

Onsdag den 25. august

I dag fortsatte vi reparationen af mærssejlene. Toplenterne blev udskiftet, og vi fik så landlov kl. 13. Der var udbetaling af britiske penge med 10 shilling til hver fra egen opsparingskonto hos hovmesteren, og med dem en formaning om ikke at solde beløbet op på unødvendige fjollerier.

Der holdt en bus i land og ventede på os, og vi blev kørt til Goldrose helikopterbasen, hvor vi først var en tur i kontroltårnet og bagefter studerede et par hangarer med forskellige helikoptertyper. På vejen tilbage mod Falmouth i bussen virkede hele styrbord vagt ikke så lidt døsig og udpumpet. På byens torv blev vi alligevel sat af og fik så en times tid til at shoppe rundt i byen, inden vi kl. 18 skulle indfinde os ved biografen Odeon.

Nr. 45 og jeg gik et smut ind i en park, som en af byens velgørere havde betalt for at få udsmykket til glæde for byens borgere. Der var de smukkeste farvenuancer i de beplantede blomsterbede, og desuden stod der også nogle elegante palmer, som godt kan trives i det milde sydengelske klima. På vej fra parken og mod Odeon faldt vi lige over en isbutik, så nogle af vores engelske moneter blev sluppet løs, inden vi indfandt os ved samlingsstedet. En mindre souvenir blev det da også til i form af en kunstfærdigt udformet samfundshjælper. Den er senere blevet lagt på lageret i kistebænken. Vi nåede da også lige et stop uden for en grønthandler for at købe lidt frisk frugt, og jeg blev bekræftet i mine engelskkundskaber med de engelske navne for forskellige frugter var ok.

På det aftalte tidspunkt stod så hele styrbord vagt foran biografen. Byen havde rundhåndet sponseret en biobillet til hver til en lukket forestilling for os alene. Storfilmen "Gengis Khan" rullede over lærredet og viste os spændende scener fra mongolernes og kinesernes storhedstid. Da den dramatiske film var til ende, fik vi en morsom Disney-tegnefilm med Pluto, og det hele sluttede så med en belærende dokumentarfilm om luksuslineren "Queen Mary."

Ved 21-tiden forlod vi atter Odeon og marcherede hurtigt efter de sidste hastige indkøb i biografens slikbod tilbage til havnen, men kom ud på den forkerte mole. Bakkevis blev vi så sendt ind ad molen og ud på den rigtige. Første skifte skulle først af sted, så det betød, at vi i stedet lige kunne nå endnu et smut til hovedgaden, inden vi skulle med motorbåden tilbage til "Danmark." En del benyttede denne mulighed til lige at snuppe sig en sidste øl, inden de forventede ca. 30 døgns sejlads mod næste havn på Rhodos i den østlige del af Middelhavet.

Straks var det så vores tur til at blive sejlet om bord, og det forlød blandt eleverne, at Cornwalls skønhedsdronning skulle befinde sig på skibet, men ingen af eleverne fik syn for sagen. Det var sikkert kun officererne, der fik fornøjelsen. Vi andre måtte i stedet en tur til hovmesteren igen for at aflevere cigaretter og overskydende penge til egne konti. Matte, udkørte og alt for brugte gik vi hurtigst muligt til køjs.

Torsdag den 26. august

Hele formiddagen gik med at slå fore-undermærs under. Om eftermiddagen tilbragte vi "kun" en time og femogtredive minutter i riggen med at gøre undermærsen korrekt og sikkert fast.

Imellem 14 og 16 var der åbent skib og på ny med stort besøg fra de fastboende indfødte. Bagbord vagt var så på samme bustur, som vi fik i går, og var sikkert også i Odeon til samme filmforevisning.

Dagen blev mest brugt som en slags fridag med mindre man blev brugt som guide for interesserede englændere, som ønskede yderligere information om skibet og dets forskellige data.

Efter besøgstiden ventede de fleste så bare på at tage fat på de første tiltag til madlavningen. I havn, hvad enten det er for bøje, anker eller langs mole er der et mere afslappet forhold til tiderne med søvnmulighederne, da der ikke er vagt og beredskab i døgndrift. De fleste får en rigtig "bondenat" - en nattesøvn uden afbrydelser.

Fredag den 27. august

Vi var oppe i rimelig tid, og efter morgenskafningen stod vi så ud af havnen ved 9-tiden for både sejl og motor. Vi blev eskorteret af ufattelig mange større og mindre private lystfartøjer.

Da de sidste prominente gæster så havde forladt skibet og tog tilbage sammen med lodsen, blev der for alvor sat sejl og trimmet ind.

Søvagten trådte igen i kraft kl. 15, og nu var vi rigtigt på vej mod de varmere sydligere himmelstrøg.

Lørdag den 28. august

Et godt stykke ude i Atlanten fik vi snart alvoren af at være på dybt vand at føle, for de store dønninger fra et uvejr langt herfra, fik vores skib til at rulle en hel del. Vi kunne godt mærke, at vi nu for alvor var langt væk fra fastlandssoklen og rigtigt ude med flere kilometer vand under kølen.

Den daglige rutine havde allerede i dag indfundet sig i al sin trivialitet og ensformighed. Desværre intet nyt fra kvartermestrenes side. Samme rengøring, samme forsøg på fusk.

Søndag den 29. august

I dag har hele styrbord vagt fået en masse vrøvl og ballade af styrmændene på grund af to elevers falden i søvn på vagten. Det blev næsten skåret ud i pap og forseglet, at man til søs har ansvaret for hinanden og ikke kan tillade sig bare at være ligeglad over for andre. Der blev lovet, at det kommer til at gå ud over landloven i næste havn, når man sådan svigter kammeraterne.

Søen er stadig meget urolig på grund af de generende store dønninger fra det tidligere uvejr et andet sted på Atlanten, men bortset fra rulleriet var vejret fantastisk med meget sol og tiltagende varmegrader i luften.

I dag gik vi så for alvor ind i Biscayabugten.

Mandag den 30. august

Vejret fortsætter med at være fint. Vinden ser vi dog ikke så meget til.

I eftermiddag forklarede 3.-styrmanden os om skibslogbogen og dens betydning. Vi har desuden fået nye

1) søvejsregler for,

2) den nordlige og sydlige stjernehimmel til næste uge, og desuden skal vi også konstruere en

3) simpel udgave af en sekstant i vores eget arbejdshæfte.

Tirsdag den 31. august

Det meste af eftermiddagen hersede telegrafisten med os med hensyn til morsningens betydning både med lys og lyd. Træningsøvelse på træningsøvelse. Ikke alle var lige vakse.

"Sleepy," - vores egen bakkes altid søvnige og ugidelige fisker fra Læsø, måtte igen i dag arbejde ekstra som bod på forsømmelser andre steder.

Vinden er frisket en smule op, og vi begynder at gøre fart gennem vandet, så det kan måles. Når vi er så langt fra land, og oversigtssøkortet dækker strækningen fra Bretagne til Portugals sydkyst, er det svært at vurdere, hvor meget vi bevæger og ud over, hvad man kan fornemme ved at kigge ud over skibssiden. Det daglige plot på kortet er stort set bare nogle ganske små krydser side om side, når vinden mangler.

Onsdag den 1. september

Vi er nu kommet trygt og sikkert over hele Biscayen og ligger i øjeblikket ud for Ferrol i det nordvestligste hjørne af Spanien. I det sidste døgns tid har vi holdt en gennemsnitshastighed på 10 sm i timen, og det udelukkende for de tre undermærssejl alene, så der godt med sus i riggen.

Torsdag den 2. september

Så stod den på udelukkende rengøring i hele 4 - 8 vagten. Alt blev tørret af eller skrubbet med de efterfølgende "lad mig nu lige prøve her…og her" af kvartermestrene. Vi ved efterhånden, hvor de hver især plejer at forsøge sig med en kontrollerende finger, så vi denne gang alligevel slap for ekstra omgange.

Hele formiddagen havde vi frivagt, og den blev for de flestes vedkommende fornuftigt brugt til at arbejde med vores opgaver/lektier. Fra 14 - 15 splejsede vi under ledelse af 1. styrmanden, og kl. 16 begyndte så vores undervisningseftermiddag med først maskinlære, så navigation og sluttelig regning.

Fredag den 3. september

Jeg tjærede stag på fortroppen sammen med 53 og 55. Midt i det hele sejlede et polsk skib rundt om vores "Danmark" og strøg så videre med en hilsen via morsekoden med blink. Andre elever skiftede bændsler på kloder i undervantet, medens en anden mindre gruppe udskiftede nedslidte vævlinger med nye så entringen af riggen ikke var risikobetonet mere.

Endelig igen fredag eftermiddag, hvor vi mellem 14 - 15 atter var samlet på dækket til fællessang. Smadder hyggeligt, selvom jeg ikke besidder en rimelig sangstemme. Man føler alligevel fællesskabet på skibet.

Lørdag den 4. september

Vi færdiggjorde riggen med labsalve, bændsler og lignende, så alt lige nu ser korrekt og sikkert ud.

Hen under aften bredte Portugal sin kyst ud for vort åsyn, og vi rundede i aftenskumringen Kap Vincent eller Cabo San Vicente, som der står på søkortet, som dermed blev vores første landkending siden Cornwall.

Søndag den 5. september

En virkelig milepæl på vejen blev i dag passeret, da vi en overgang med 14 knob i timen i fuld fart halsede gennem det stærkt trafikerede farvand ved Gibraltar. Vi havde så meget skub på, at vi langsomt men sikkert overhalede en Mærsk-tanker, der lå på samme østlige kurs som os.

Rigtigt søndagsvejr med en bagende sol for oven og frivagt til at nyde passagen. I vandet omkring os tumlede delfinerne sig lystigt lige foran stævnen og sprang indimellem højt op af vandet og på tværs af skibets bevægelse. Imponerende.

Fotografiapparaterne kom frem fra gemmerne, og alle skulle lige have et billede af selve Gibraltarklippen med de karakteristiske arealer med "tagplader" til opsamling af regnvand. Hvis vi vendte hovedet modsat vej mod syd, stod den afrikanske bjergrige kyst tydeligt aftegnet forholdsvis tæt på. Det var en mærkelig fornemmelse at være så tæt på en helt anden verdensdel med fremmede kulturer og et helt andet dyreliv, end det man kender hjemmefra.

På bakken, hvor de fleste opholdt sig på fridagen, lå bl.a. nr. 9 - Nine - en normalt robust dreng og solede sig, men da det ikke var arbejdsdag, glemte han helt at holde øje med tiden under den brændende sol - selvom det vel efterhånden er efterår hjemme - så han går nok nogle alvorlige og hårde dage i møde med solskoldede lægge og ryg, så det kommer sikkert til at tage måske en uge, før han igen er arbejdsdygtig.

Mandag den 6. september

Hele eftermiddagen lærte vi at splejse med wire, hvilket er en helt anden teknik end med tovværket. Jeg fandt det svært at få en øjesplejs til at se fin nok ud.

Klokken 14 begyndte undervisningen igen med maskinchefen, 2. styrmanden og Kruse. Nye opgaver i alt. Bagefter var det så tid til at løse nogle af dem, så de ikke alle skulle klares i sidste øjeblik inden næste aflevering.

Tirsdag den 7. september

Ingen vind, så motoren blev startet ved 10-tiden og kørte så indtil kl. 16 sidst på eftermiddagen. Vi nåede lige akkurat at være med til at bjærge sejlene, inden vi sprang op i bananskallerne. Vi skulle tidligt til køjs, da vi havde hundevagten fra midnat til klokken 04.

Onsdag den 8. september

I dag fik vi så undervisning af lægen. Han fortalte om de fire grundregler, man bør kunne og holde sig til i hvert et ulykkestilfælde. Den sikreste måde at anbringe en forulykket på var den såkaldte "Nato-stilling."

Det var svært at lade som om, man var tilskadekommet, og hvis ens hjælper fumlede i det, var man næsten nødt til at hjælpe ham lidt på vej. Det var vel samarbejde - næsten som musketererne med: "En for alle og alle for en."

Torsdag den 9. september

Straks efter morgenrengøringen gik vi atter i gang. Vi var fire, som vaskede ned i salmiakvand, og derpå gav det nedvaskede en mellemstrygning. Senere arbejdede jeg selv på poopen og kunne derfor på intet tidspunkt undgå at se på slæbeloggen, at tempoet igen var øget. Nu sejlede vi atter med små 10 knob.

Fredag den 10. september

Hele formiddagen forsvandt med tøjvask og ophængning på de udstrakte liner hen over dækket. Efter skafningen midt på dagen brasede vi så rundt et par gange. Hver gang, der blev råbt: "Klar til at vende" begyndte skibet igen at leve. Inden vendingen kunne påbegyndes, skulle kilometervis af tovværk løftes af naglerne og lægges omhyggeligt i kvejl på dækket, så der med garanti ikke kom noget i bekneb under brasningen, hvor skøderne bare skulle fungere perfekt på alle sejl på hver mast. Når vendingen så var tilendebragt og sejlene trimmet ind, sluttede vi derefter af med oprydning af tovværk og hængte alt på plads. Alt i alt tog en vending ca. 30 min fra første varsel til endt oprydning.

Efter opklaring blev nogle af os stukket ud til at male rendesten. Møgarbejde.

Lørdag den 11. september

ligger lige nu ud for Tunis eller nærmere betegnet Kartago, som den gamle handelsby hed i romertiden. Vi har haft fin vind det sidste døgns tid, og det går støt fremad. Det ligger lidt tungt med forandringen i det daglige arbejde, og det ser efterhånden ud til, at kvartermestrenes "kommepåsomhed" er faldet fra særdeles engageret som ny påmønstret officer til enerverende rutineindstilling og dermed lavere engagement i hverdagen. For os elever er det en betydelig behageligere og tålelig tilværelse.

Vi fik nu for alvor at mærke, at vi var mange mennesker om bord og havde en lang tur foran os endnu, mens varmen tiltog her midt på Middelhavet, så der blev lukket for ferskvandstilførslen til hanerne for eleverne. Vi måtte så i stedet slå os til tåls med saltvandsbrusebad til at køle kroppene ned med. En gammel pøs blev vores første offer, da der blev lavet en masse små huller i bunden af den, og bagefter fik vi så pumpet saltvand gennem spuleslangen og op i pøsen, så alle, der havde lyst til et kølende brusebad i lunkent havvand, bare kunne gå ind under hver halve time. Forfriskende, men hårdt for huden med alt det salt.

Vi fik at vide, at der var kalkuleret med ca. 1m3 ferskvand pr. person alt iberegnet til madlavning, drikkevarer, vask, rengøring osv. på strækningen fra England til Rhodos, så selvfølgelig skulle der spares på de dyre dråber.

Søndag den 12. til søndag den 19. september

Jeg er i denne uge blevet dagmand i stikkeriet - eller fødevarelageret med både køle- og fryserum. Jeg har besluttet at skrive den forløbne uge som en dag, da det stort set er samme rytme hver dag, der udspilles efter. En dagmand er tjenestegørende i samtlige dagens timer på en fast post i en uge f.eks. i salonen for de fine officerer, messen for underofficererne, kabyssen for kokken samt i stikkeriet for hovmesteren.

På et tidspunkt fik vi landkending af den italienske ø Pantellaria.

Når klokken nærmer sig 515 er det tid til, at dagmændene bliver vækket, så de kan forberede sig på dagens dont på deres midlertidige faste arbejdspladser. De skal op til en rask lille køjemønstring, hvorefter de får et kvarter til at spule deres ydre overflade. Inden tidsfristen er udløbet, skråler "Larsen" til en arrig "baksmønstring for dagmændene." Vi tumler mere eller mindre ude af stand til hverken at se eller høre op på dækket. Her får vi så besked på at hyppe ud på vores dagmænds-poster til dagens arbejde, og så begynder slideriet for alvor.

Straks klokken 6 skal messen have brød, syltetøj og smør ind, medens broen nøjes med smør, ost og brød.

Derefter gøres klart til frokosten kl. 8 Messe og salon får afskåret pålæg samt friske forsyninger af smør, ost, syltetøj og brød.

Bakkerne til galejslaverne er hurtigt rigget til. En stabel rugbrød og franskbrød samt en klat syltetøj (oftest æblegele) og en klat smør.

Efter afrigningen er resten af formiddagen fri, men nej, høkerbassemand skal nok sørge for, at man ikke får nogen fritid. Først skulle jeg lige male skottet i hele stikkeriet og derpå døren til kølerummet. Da det var afsluttet, skulle det store bord først skrabes ned for gammelt lak, slibes og lakeres på ny. Nul fritid en eneste formiddag.

Næste opgave var at klargøre eftermiddagskaffen med tilhørende kager til de overordnede.

Klokken 16 kommer bageren så igen, og aftenmåltidet forberedes. Pålæg-, rugbrød- og franskbrødskiverne triller i en lind strøm fra pålægsmaskinerne. Klokken 1730 er alt parat, og det helt store race begynder. Bagbord vagt er ikke bleg for at gumle 130 skiver rugbrød i sig, men der er heldigvis nok af brød hver dag. Alt i alt bliver der dog skåret omtrent 500 skiver franskbrød i hånden og ca. 450 skiver rugbrød på maskinen. En tilfældig dag holdt jeg nøje tal på skiverne, og slutresultatet endte på 942 skiver.

Når besætningen så havde spist færdig og afleveret det overskydende, var det så tid til at gøre rent efter dagens arbejde. Gulvfejning, skure dørken, derpå blodbakken og køleskabet. Når alt er til ende (ca. 21), varskoer jeg bageren, og han kommer og gennemkontrollerer, at alt er korrekt udført, og så er det efterhånden tid til at holde fyraften og udskejning.

Dagens sidste job var så at lave næste dags portion af mælk, og til det job havde vi en jernko. Det var nærmest en mælkejunge, som blev fyldt med 50 liter vand. Derefter hældtes en bøtte mælkepulver i og siden yderligere et par kg smør. Der blev sat låg på jungen og en pumpe overtog nu arbejdet med centrifugering og opvarmning af indholdet. Efter en times arbejde blev jungen sat i kølerummet og var så klar næste morgen til morgenmaden både i salon, messe og på banjerne.

Man havde dog en stor fordel ved, at det var tilladt at småspise af lageret, hvis man havde lyst. Jeg kreerede en drik bestående af en presset citron hældt op i et krus, fyldt op med koldt vand og til sidst 3 spsk. sukker opløst. En dejlig sursød læskende drik, som nogle enkelte andre også kunne nyde godt af, medens jeg havde tjansen i stikkeriet. Måske kunne man selv få lidt tilbagebetaling på et senere tidspunkt!

Specielt folk, der arbejdede i solen på dækket fik meget ofte lyst til at gå på besøg i stikkeriet til en prøvesmagning og afkøling, når de havde pause ind imellem, da varmen var næsten ulidelig.

Mandag den 20. september

Den traditionelle morgenrengøring gik vi efterhånden lettere hen over, men pludselig ville kvartermestrene ikke samarbejde med os mere, så vi måtte i gang igen ind i alle hjørner osv. - ligesom i begyndelsen af togtet i de danske farvande.

Eftermiddagen gik så med at demonstrere, hvordan en redningsflåde blev anvendt i en påtvungen situation. 3.-styrmand sprang ned i flåden, hvor han viste os alt det faste grej, som hørte til nødudstyret. 5-båden blev sat i vandet med Hammer og lægen. De skulle søge, eller lade som om de søgte efter et eller andet, som skulle samles op og bringes med tilbage. Rorkarlene fik dog rørt sig lidt og vi andre bagefter, da båden skulle trækkes op med håndkraft på plads i sit stativ under daviderne.

Vi passerede i dag så en anden mindre italiensk ø Lampedusa.

Tirsdag den 21. september

Vi havde formiddagsvagten og måtte en ekstra tur på morgenrengøring, da bagbord vagt ikke havde fået sig snøvlet færdig endnu. Sur tjans.

Der blev ellers malet i riggen, tjæret på vanter og stag, og dækket skuret en ekstra gang bare sådan for en sikkerheds skyld, så det så pænt ud.

Jeg var på holdet, som sleb med sandpapir på poopen. Det var lidt mere end et træls job at slibe lakken af roret foran rorgængeren.

Svært at holde retningen på papiret, så der ikke blev slebet på tværs af åreretningen, når han samtidigt skulle bevæge roret ved korrektioner, eller hvis han periodevis sov over kontrollen af kompasrosen og skulle rette op i en fart, inden vinden gik ud af sejlene og røbede ham. Bagefter vaskede vi det slebne materiale ned med salmiakvand, og rorgængeren fik bestemt sin andel af lugten i sine næsebor, hvis han havde været lidt besværlig i samarbejdet.

Sidst på eftermiddagen havde vi frivagt, som så blev brugt til lektielæsning, opgaveløsning eller en ekstra lur i køjerne for nogle.

Onsdag den 22. september

I dag har jeg to ting at fejre. For det første har min far fødselsdag derhjemme, og for det andet har vi nu været halvdelen af tiden om bord på "Danmark." bortset fra disse mærkedage er der ikke noget nævneværdigt at bemærke. Det meste af dagen er bare gået helt vanligt og dertil tilsat en hel del skyer og rullende dønninger i rækkevis.

Vi sejlede forbi en temmelig stor flok små fiskerfartøjer, hver med en mand om bord, som lå omkring et moderskib og hev fangst op i små liner. Vi var sikre på, at de alle var maltesiske fartøjer, da de næsten alle havde påmalede øjne på både styrbord og bagbord side, så vidt vi kunne fornemme det.

Det er meget underligt at opleve vejret om natten her i sommervarmen på havet. Der er en mængde elektriske udladninger med lyn og torden i en uendelighed, men alligevel regner det overhovedet ikke. Et fantastisk lysshow næsten hver aften/nat, som kan med til at holde en vågen på en lang og kedelig vagt.

Torsdag den 23. september

En stor del af dagen lå vi og brasede rundt, da vinden skiftede temmelig meget, og alt imens kaptajnen - for en gangs skyld tilsyneladende var i julehumør - gik rundt på dækket og gav små fif om lidt af hvert.

Om aftenen havde vi 3.-styrmand til almindeligt foredrag, hvor vi blandt andet kom ind på skoleskibet "København" og dets forlis i Sydatlanten på vej fra Buenos Aires til Australien, samt om "Danmarks" efterfølgende bygning i 1934 på Nakskov skibsværft.

Bagefter måtte vi finde os i en uhyggelig morseprøve styret af telegrafisten, og endnu engang først med lyd fra en højttaler og efterfølgende med en elektrisk pære som beskedgiver.

Fredag den 24. september

I dag fik vi atter landkending, og det var så sydkysten af Kreta, som vi sejlede langs med. Malerarbejdet i riggen fortsatte. Hele eftermiddagen skrabede jeg døre sammen med Folmer oppe på kahytstaget. Klokken 14 var det atter tid til at give lungerne frit løb i fællessangene på dækket den næste times tid. Midt under disse milde røsters harmoniske svingninger i æteren varskoede 2.-styrmand om at 4 ørne fløj luften tynd næsten lige oppe over vores hoveder.

Bagefter havde 1. skifte prøveregning, og da den var færdig, og de skulle op til badet, lå der en lille svale inde i 21's skab.

På et tidspunkt fik vi øje på en kæmpe hval, som bare lå og hvilede sig små 200 m fra skibet og så godt som helt uden at bevæge sig. Den lå måske og tog sig en eftermiddagslur i solen. Selvom havoverfladen er stor, fyldte denne hval alligevel godt op på trods af afstanden, men det så ud som om den bare lå og småsov eller hvilede sig i solen. Ingen bevægelser og ingen sprøjt af vand ved vejrtrækningen. Skuffende.

Lørdag den 25. september

Vi fik den ære at skrabe malerpletter af dækket for tømreren. Da det efter meget vandpjaskeri var "tilendebragt," fik vi udskejning. Godt nok, da varmen igen er kommet tilbage til os.

Efter aftensmaden organiserede 3.-styrmanden et lille tøj- og bakseftersyn. Da det langt om længe var færdigt, og efter megen ombytning af bestik, så hver bakke fik eget bestik tilbage efter forbytningerne i skyllerummet, var vi 4 -5 elever, som fik os en længere konversation med overstyrmanden i over en time om uddannelsen som officer i handelsflåden, meningen med skoleskibssejlads, navigation osv. Vel opdateret om den videre færd i fremtiden vendte vi alle tilbage til egen banje og steg til køjs.

Søndag den 26. september

Formiddagen efter frokosten blev bare drevet væk - mest med videre søvn, og min egen eftermiddag blev spoleret på værste vis, da jeg var så uheldig at få tildelt den frygtede vagt i maskinen hele perioden. Den var svær at klare, for der skete stort set ikke andet end, at man skal sørge for hver time at smøre generatoren med tryk på en knap i 10 sekunder og det samme med skrueakslen, hvis maskinen kørte men ellers så vente til næste times gentagelse - og vi er på Middelhavet med næsten sommer og sol og ekstra ture under den hjemmelavede bruser, men som maskinmand er det ikke engang tilladt at gå op på dækket for at trække frisk luft og gense solen. Nej blive nede i det støjhelvede og undgå at falde i søvn. Jeg fatter ikke, at nogen orker at arbejde med motorer!

Mandag den 27. september

Skyllerummet blev malet under mange vanskeligheder. 43, 45 og jeg arbejdede for tømreren, men denne gang skulle vi ligge på knæ og skrabe beg op mellem dækkets mange planker, og da der ikke var flere steder til dette vidunderlige arbejde, som trængte til opkradsning, blev vi sat til at lakere nogle døre, som var blevet skrabet rene et par dage tidligere.

Tirsdag den 28. september

Den fik lige en ekstra omgang med rengøringen her til morgen og gjorde godt, så skibet nu ser meget nysseligt ud, inden vi anløber Rhodos.

Jeg var på post som tjenestegørende og malede herunder rendestenene på poopen. Da vi om eftermiddagen lå ud for Lindos, lærte 2.-styrmanden os at optegne vores position og indføre den i kortet.

Sent hen under aften brasede vi så skuden rundt og fortsatte for næsten ingen sejl, da vi er tæt på bestemmelsesstedet.

Onsdag den 29. september

Denne morgen var det fuldstændigt vindstille, og det resulterede i, at vores lille hakkebræt ned i hullet kortvarigt blev vækket til live for at skubbe os de sidste få sømil frem mod målet.

På mindre end 5 minutter steg vinden fra nul til meget kraftig, hvilket havde den virkning, at vi nu simpelthen pludselig strøg af sted langt forbi indsejlingen til havnen. Det betød så til gengæld, at vi kunne bjærge de satte sejl og få vendt skibet og så modtage søerne i en bedre vinkel til anløbet af Rhodos havn.

Vi lagde til kaj ved 15-tiden, og der var så almindelig oprydning, så nysgerrige tilskuere ikke fik chokerende oplevelser, men kunne nyde synet af en elegant fuldrigger.

Om aftenen underholdt 2.-maskinmester os med en film inde på agterbanjen. Filmen var ikke særlig interessant, men nærmere temmelig kedelig.

Torsdag den 30. september

Tredje skifte var ude at ro fra morgenstunden. Vores bakke i 4-båden med 1. styrmand ved roret og 7. bakke i 6-båden med Kruse som rorgænger. Vi roede ud af handelshavnen og ind i lystbådehavnen, hvor vi så mange ejendommelige langtursfartøjer. På agterste tofte af en robåd sad en vældig stor pelikan og kikkede på alle forbipasserende med stor interesse, medens den samtidig holdt øje med fiskene nede under båden.

Vandet var fantastisk klart, så vi diskuterede lidt og gættede på dybden, da der ikke så ud til at være end et par meter til bunden, men afgørelsen måtte vi så finde ud af på anden vis. Først prøvede vi at stikke en åre direkte ned i vandet for at mærke bunden, men var langt fra kontakt, så i stedet brugte vi et lod fra nødpakken og sænkede det nedefter, indtil linen blev slap. Langsomt målte vi så den våde line op og kom til det resultat, at der først var fast bund 8 meter nede.

En af eleverne (38) fra agterbanjen havde adskillige gange under den sidste måneds sejlads fra England og helt frem til Rhodos gentagne gange forset sig mod de gældende regler med delvis forsømmelse, ugidelighed og sjusket arbejde i den grad selv været årsag til, at blive sat i karantæne med hensyn til landgang under opholdet på den græske ø. I stedet blev han sat til en masse forskellige arbejder som var officerernes forsøg på moralsk genoprettelse - og det efter 34 døgn i søen. Under hele opholdet i det græske fik han overhovedet ikke lov til at iføre sig en paradeuniform og få landlov. Måske han så kunne motiveres til at aflevere rapporter, skriftlige opgaver, undlade at ryge under arbejdet osv. Til gengæld fik han så opjusteret sine manglende afleveringer, løst flere sæt regneopgaver, ajourført sin dagbog og slebet dæksplanker i massevis.

Efter skafning klædte styrbord vagt plus 4.-skifte om til tropetøj og blev sendt i land med 50 drachmer på lommen. 4.-skifte skulle være tilbage på skibet kl. 17 medens styrborddrengene kunne blive lidt længere og se på herlighederne i land til 19.

Vi var en lille gruppe fra egen bakke, som stort set gik byen rundt og undersøgte handelsområderne med interesse, sjove forretninger, mørke smøger, borgen, og hvad vi nu ellers stødte ind i på vores vej. En kultur så forskellig fra det, vi er vant til hjemme.

Unødvendigt at skrive, at alle var rettidigt hjemme igen.

Fredag den 1. oktober

Tredje skifte på vagt stort set hele dagen. Inden klokken slog 8, forlod vi kajen og sejlede mod Tyrkiet. Vi var vel tilbage på plads ved molen allerede ved 1530-tiden, hvor så bagbord vagt fik landlov sammen med 1. skifte.

Hele resten af eftermiddagen var der åbent skib for offentligheden, og en hel del gæster benyttede sig af at studere sådant et stort sejlskib nærmere. Personligt blev jeg kontaktet af nogle kvindelige danske turister, som fortalte meget om deres oplevelser i det græske, og de spurgte mig, om jeg var interesseret i, at de tog en hilsen med hjem til Danmark, når de skulle af sted. De fik så telefonnummeret til mine forældre, og jeg forventede så, at de måske på et eller andet tidspunkt ville sætte sig i forbindelse med dem efter hjemkomsten.

Lørdag den 2. oktober

Startede 1., 2. og 3. skifte på bustur til Akropolistemplet ved Lindos midt på den sydøstlige side af Rhodos. Efter en grundig vandring og granskning af ruinområdet bemægtigede vi os en restaurant, i hvilken vi grovskaffede de medbragte selvsmurte klemmer med stort velbehag. Vi købte selv sodavand til den helt store guldmedalje som supplement til maden. Fra skibet fik vi så en lunken cola hver på tilbageturen i bussen.

På vejen tilbage stoppede busserne ved et keramikværksted, og ind trimlede samtlige elever. Der blev købt lidt her og der. Tilbage i Rhodos by fik vi så fri landlov kl. 15. Vi var et par stykker, som lejede en knallert hver i en time, og vi racede af sted med 80 km/t med frisk vind susende om ørerne og huen på bagagebæreren. Herligt med et andet tempo end de sædvanlige 5 - 10 knob.

Søndag den 3. oktober

Igen i dag forlod vi kajen, men droppede brystnålen lige uden for havneindløbet. Vi kom dog forholdsvis hurtigt ind på plads igen ved 12-tiden.

Som friskifte havde vi landlov, men telegrafisten havde ikke flere penge tilbage af den græske slags, så der var intet at rutte med under landloven. Jeg gik sammen med 41, 45, 61 og 63 ud for at bade ved strand på nordkysten i selve Rhodos by. Vi klædte alle sammen om samtidigt i et lille frønnet skur på 1,5 x 1,5 m., og det havde endog meget svært ved selv at holde sig selv oprejst. Det var sikkert til stort morskab og underholdning for de omkringsiddende turister. Alt var næsten som i det danske fjernsynsteater stykke "Regnvejr og ingen penge," men den eneste forskel er dog, at her bagte solen stadig fra en skyfri himmel.

Mandag den 4. oktober

Alt stod nu i afrejsens tegn. Vi forlod kajen kl. 9 og styrede ret ud ad havnen. Umiddelbart uden for havneindløbet lod vi ankeret gå og indledte så igen både anker- og søvagt.

Under arbejdet med udskiftning af en defekt blok oppe i riggen, skete der så et uheld, som ikke måtte ske. En elev havde vist glemt et stykke friskt og sundt tovværk til at binde blokken fast med under udskiftningen, men i stedet kommet til at tage et ældre stykke mere eller mindre mørnet line med til opbindingen, men uheldigvis brast snoren og den solide 3-skåret blok styrtede mod dækket. Her gik flere folk og arbejdede, og på trods af råbene oppe fra riggen, nåede de ikke at reagere på blokkens stigende fart, så den faldt så uheldigt, at den knaldede lige ned i baghovedet på en elev, som omgående styrtede om på dækket med efterfølgende rigelige mængder blod sivende ud af et gabende hul i baghovedet. Hurtigt blev dækket omkring ham indsmurt i den rødlige masse, imens officererne blev varskoet. Der blev sendt besked fra telegrafisten til land og rekvireret en ambulance til havnen straks, mens andre lynhurtigt fik firet motorbåden i vandet, så den tilskadekomne kunne fragtes i havn med eksprestempo.

Det hele skete så hurtigt, at man næsten ikke nåede at gøre andet end, hvad vi under hele togtet har fået indpodet, at reagere impulsivt og omgående. Han blev hurtigt fragtet af sted og måtte sikkert se frem til et længere ophold på hospitalet, medens vi andre sejlede videre mod Istanbul.

På hundevagten i nat muntrede jeg mig med en kakerlak, som hjulede rundt på dækket i sin søgen efter et gemmested.

Tirsdag den 5. oktober

En yderst forhastet dag tog sin begyndelse midt i afrejsens tegn. Det hele begyndte kl. 9, da der pludselig blev varskoet brandrulle, og alle for af sted til deres forudbestemte stationer overalt på skibet.

Bagefter mønstrede vi i bjærgningsrullen, og da vi endelig troede på, at nu var det ved at være tid til afgang fra dette hyggelige ophold på den ny-opdagede græske ferieø og ville have ankeret halet op, var spillet "helt dødt" og uden strøm. Vi fik i stedet ordre til at stille op på bakken alle sammen og trække i arbejdstøjet, for så skulle disse herlige ankre hales op via rundgange om kapstanden. Det viste sig hurtigt at det blev en længere og større opgave end først forventet. Der blev stukket 6 stager i kapstanden og 3 mand ved hver stage, og så satte kaptajnen, 1.- og 2.-styrmand samt telegrafisten, Larsen og Hammer og sang sammen med de drenge, som ikke trådte valsen i rundgangen, men ihærdigt klappede takten til hjælp for de arbejdende. Efter 15 min. blev der så igen skiftet bemanding og fortsat med en ny sang, indtil vi efter ca. 5 kvarters pukleri fik besked på, at strømmen igen var klar til at overtage haleriet med kæde og anker. På det tidspunkt manglede vi bare 30 favne af de i alt 105, som var lagt ud, før det hele var på plads, og vi kunne sejle videre. Der blev taget mange billeder, men endelig blev det tid til at få krogen i ankeret og få det halet indenbords inden den videre sejlads.

De følgende timer blev der livligt braset rundt, og efterhånden kunne en mere konstant kurs holdes nordover. Efter middagen blev søvagten igen indført, og livet på skoleskibet indfandt sig atter på den vante måde.

Sidst på eftermiddagen havde vi så lidt undervisning af 3.-styrmand, som fortalte om radarens opbygning og funktioner.

Efter maden og opklaring på banjerne blev vi belønnet med meloner som en påskønnelse for en hård og uvant arbejdsdag. Der blev senere kun lidt tid til overs til noget kortspil, inden vi steg til køjs for at få nogle timers hvile i drømmeland.

Onsdag den 6. oktober

Så begyndte rengøringen endnu engang efter brugen af specielt tropeuniformen, daglig blåt og arbejdstøjet. Her i "Det Græske Øhav" kan man bedre tåle at se vasketøjet hænge på de udstrakte liner hen over dækket. Ved en havnekaj vil det tage sig helt forkert ud. Vi knoklede med skrubberiet i ca. 3 timer, og med små stykker sejlgarn blev hver del så tøjret forsvarligt til tørresnoren, så det ikke forsvandt i et kraftigt vindstød her, hvor Meltenien hersker, dog mest fra nordvestlig retning.

Bagefter stod den så på rustbankning og efterfølgende påsmøring og behandling med mønje. Kl. 1645 sejlede 3 tyrkiske korvetter agten om os, og der blev signaleret med flag til dem: "WAY"

Senere på aftenen måtte jeg ud i "kiosken" og købe mig lidt ny sæbe og andre småfornødenheder hos "høkeren" i den ugentlige udsalgstime.

Torsdag den 7. oktober

Om eftermiddagen havde vi frivagt, men jeg brugte næsten hele tiden til at lave en kladde af "Danmarks" diamentralplan. Det meste af dagen lå vi bare i læ af øen Ikaria, medens det blæste kraftigt fra nord, nordvest, som lige var vores sejlretning. I begyndelsen krydsede vi med skibet, men blæsten var så kraftig, at vi ikke kunne stagvende men i stedet måtte foretage en kovending med vinden rundt, og hver gang tabte vi så meget højde, at det i stedet blev lettere bare at lægge sig i læ af øen og vente på enten svagere vind eller en retningsændring.

Jeg var tjenestegørende på broen 8 - 13 og det betød ekstra agtpågivenhed dels som udkigger dels, at jeg skulle assistere vagthavende officer ved stedbestemmelserne, kontrollere loggen, indplotninger på søkortet osv.

Fredag den 8. oktober

Det var ret hårdt vejr de første 3 timer af morgenvagten, så da klokken blev 530 bjærgede vi kryds overmærssejl. Bare en halv time senere var turen så kommet til storsejlet samt store overmærs sejl. I alle 3 tilfælde var jeg med på styrbord nok, hvor arbejdet skulle gøres ordentligt og hurtigt. Kort efter var den gal igen, da kryds overmærs ragger var gået løs, så hele råen vibrerede kraftigt. Nogle andre blev sendt til vejrs denne gang og fik skabt en varig løsning på problemet.

Da vi havde navigation om eftermiddagen, blev vi filmet af et hold, som kom om bord på Rhodos og skulle følge med os om bord på vejen til Istanbul, medens de skulle skyde en hel del råmateriale til en dokumentarfilm om skoleskibet for handelsministeriet.

Vi brasede rundt endnu engang og forlod endelig vor fastlåste position i læ af Ikaria og kunne sejle videre.

Aftenen sluttede så lige med en regneprøve. Helt OK

Lørdag den 9. oktober

En hård lørdagsrengøring indledte dagen på en noget trist måde. Der måtte pludselig ikke kunne findes antydningen af en helligdag noget sted, så det virkede som om, kvartermestrene var blevet enige om, at skruen skulle strammes igen, og at man lige ville vise, hvem der bestemte og hvor meget.

Ellers blev der malet med mellemstrygning, både hvor der skulle males, og hvor der absolut ikke skulle. Temmelig meget kom ud på træværket, men der skal der sætte ordentlig ind med lakmaling senere, så den forestående slibning bliver nu et større arbejde end nødvendigt.

Om eftermiddagen stod vores trofaste filmfolk for at optage hele arbejdet med en vending/brasning - forberedelserne med tovværket opkvejlet korrekt på dækket, trækket i braserne og senere oprydningen efter fintrimningen af riggen bagefter.

Alle sejl blev bjærget kl. 13, og vi luntede videre for maskinen. Der var så bogbytning efter kl. 16 for læseinteresserede.

På nattevagten blev vi opmuntret med rengøring under bakken, så ingen faldt unødigt i søvn. Hvor heldig kan man være? Husk lige på, at kvartermestrene havde fuld ret til at oversprøjte de elever med koldt saltvand, som ikke mestrede at holde øjnene åbne under vagten - især om natten forlystede nogle af dem sig en hel del. Oftest var det dog de samme, det gik ud over - igen og igen!

Søndag den 10. oktober

Da det lysnede, fik vi øje på selve indsejlingen til Dardanellerstrædet med Tyrkiet på begge bredder. Vi entrede langsomt for maskinkraft, og et stykke inde kunne vi på bagbord side se et relief, som var placeret på skråningerne pegende mod syd, så det kunne ses fra samtlige passerende skibe. Halvvejs gennem strædet passerede vi svenskeren "Tyrusland" fra Göteborg og signalerede naturligvis til vennerne hjemmefra Norden.

Ved 17-tiden havde vi passeret strædet og sejlede så ind i selve Mamarahavet, men kort inden var alle sejlene igen blevet sat og maskinen stoppet. Når der var plads og vind nok, skulle man vel helst ikke også bruge den.

Klokken 1730 væltede tordenbyger ind over os, så for at undgå risikoen ved kastevinde fra forskellige retninger blev næsten alle sejl bjærget: røjler- og bramsejl, fok, storsejl, jager og yderklyver. Det var dog bagbord vagt, som havde vagten, mens vi andre kunne snue i hængekøjerne og vente på, at det snart var vores tur til sliddet.

Klokken 18 var det så tid til vækning af sovetrynerne, og i mellemtiden havde filmholdet opstillet alt materiellet på styrbord side for at optage, hvordan en vækning tager sig ud med grus i øjnene osv. Hele styrbord side af forbanjen lå badet i projektørlys og for rullende kameraer, da de iltre kvartermestre med høje råb fik alle til nærmest at vælte søvndrukne ud af køjerne.

Første skifte måtte op at passe arbejdet på dækket, medens resten blev undervist af 2.-styrmanden i navigation. Samtidigt med vagtskiftet blev resten af sejlene også bjærget og pakket, medens vinden tiltog kraftigt.

Mandag den 11. oktober

Nattens uvejr er nu stilnet noget af. Vi vendte lidt vest for Büyükçekmece-bugten lidt vest for Istanbul, hvor vi lå for anker natten over.

Efter middag pudsede vi atter messing til den store guldmedalje og smurte den bagefter ind i vaseline. Holder det så bedre?

Efter aftensmaden klædte vi om til daglig blåt, og begyndte at gå ankervagt. Tid til lektier igen.

Tirsdag den 12. oktober

Vi blev purret kl. 6 og lettede straks, efter dog først lige at have sat alle sejl. Vi brasede først ind om styrbord og derpå firkant. Motoren startedes en halv time efter, at vi havde forladt stedet.

Vi passerede Istanbuls lufthavn, olie og benzinlagre, og på lang afstand fik vi så øje på de første moskeer, hvis minareter stak som blyanter op mod tiltagende dagslys på morgenhimlen i øst.

Vi fik lods om bord og førtes ind i havnen i selve Bosperusstrædet mellem Europa og Asien, hvor vi droppede nålen lige ud foran den sølvgrønne luksusliner "Mauritania" fra Liverpool. Den ejes for øvrigt af samme rederi Cunard Line som de to giganter Queen Mary og Queen Elisabeth. På den anden side af os her i Bosporus skinnede så det fantastisk elegante nye Sultanspalads.

Vi lå dårligt nok stille, før en motorbåd lagde sig op på siden af os, og den danske vicekonsul Maria "et eller andet" samt nogle tyrkere, deriblandt to personer fra navigationsskolen, som havde røde og hvide nelliker med til os elever steg om bord.

Onsdag den 13. oktober

Vi blev purret som sædvanligt kl. 6. Styrbord vagt skulle gøre hurtigt rent for at være færdig til frokosten kl. 8.

Efter skafningen klædte vi om til paradetøj og perfekte, elegante stod vi så klar på dækket kl. 9. Vore egne motorbåde sejlede os ind til land, hvor en gammel Mærsk-blå bus ventede på os. Den kørte først til den "Blå Moske," som vi fik lov at betræde efter først at have efterladt skoene udenfor, som alle skal gøre, når de går ind i helligdommen. Fantastisk byggeri med en utrolig højde op til kuppelhvælvingen. "Danmarks" stormast kunne stå under uden at skrabe mod i toppen. Bemærkelsesværdigt, at der ikke findes andet i moskeen ud over tæpper i mængdevis, som tilsammen dækker hele gulvarealet. Jeg forsøgte at tage nogle billeder af glasmosaikken i kuplen, alt imens byens turistchef forklarede om de forskellige detaljer, medens han afbrød sig selv med hyppige latteranfald undervejs.

Under turen videre til "Det Gamle Sultanspalads" passerede vi en yderst smal port, for smal viste det sig, og resultatet blev da også derefter, da vi stødte på med bagbord side de sidste meter, inden hele køretøjet alligevel fik mavet sig igennem.

Det Gamle Sultanspalads blev studeret med begærlige øjne og stor interesse af de fleste. Her var ting, som sikkert ikke fandtes på vores breddegrader. En masse gammelt og yderst værdifuldt kinesisk porcelæn med et par tusinde år på bagen prydede væggene i alle værelserne. Tænk engang, hvilket besvær med transporten på kamelryg i tusindvis af kilometer og med fremmede folkeslag og røvere undervejs som forhindringer ud over bjerge, søer, floder og måske værst af alt ørkener som f.eks. Gobi.

Et skab indeholdt et helt specielt kunstværk i en klasse for sig, nemlig et tempel på en bakke med bevoksning og en lille kilde, som havde sit udspring ved templet. Der var mennesker foran bygningen, og nogle få personer sad og fiskede længere nede ad strømmen. Det hele var lavet i 24 karat guld, og vores guide fortalte os, at der var gået 27 kg rent guld til arbejdet.

Senere gik vi over for at bese kronjuvelerne, som jeg ikke har ord til at beskrive i enkeltheder. Dog kan jeg sige, at verdens største smaragder, rubiner og perler indgår i herlighederne og ligger isolerede i de små udstillingsvinduer i damprummene.

Til sidst blev paladsets egen våbensamling gennemgået, og specielt et af sværdene var imponerende - eller i hvert fald ham, som skulle kunne betjene det må have været det, da våbnet - en hellebard - var ca. 3 m langt. I kamp må han have været enorm for at svinge det hurtigt nok, og måske har det været en af de gamle nordiske krigere fra vikingetiden, som havde samhandel med Miklagård, Byzans eller Istanbul, som byen gradvis skiftede navn til og nu hedder i dag.

Det mest ærgerlige ved hele paladsrundvisningen var, at vi alle måtte aflevere vores kameraer ved informationen og først kunne få dem retur, når vi forlod paladset.

Efter besøget i Det Gamle Sultanspalads blev vi kørt til basarerne, som er et næsten lukket og overdækket handelsområde med mere end 150 gader indeholdende over 8000 små boder og forretninger, hvor det var almindeligt at samle samme type i samme "gade," så der ikke var ret langt at gå, hvis man ville finde en bedre sælger med mere rabat eller lavere pris på varen, som man ønskede sig.

Vi susede bare kort igennem for at orientere os til de næste dages landlov, hvor vi så måtte vende tilbage til dette slaraffeland.

Klokken 1230 vendte vi næserne hjemover og slap mærkeligt nok helskindet gennem trafikken og om bord 1255. Blot 20 min. senere skulle jeg allerede på vagt igen, så der var kun få sekunder til spisning og omklædning.

Bagbord vagt kom i land straks efter, at vi havde klædt om til arbejdstøj. Da jeg havde vagt kunne jeg ikke tildeles andet arbejde, og jeg så til medens 4 uheldige elever bestemt ikke vandt i lotteriet, da de fik tjansen med at vaske eller gnubbe hele bagbord side af bovsprydet ned lige til sidste plet var væk.

En blandet men også spændende dag endte, da vi fik udskejning kl 1730

Torsdag den 14. oktober

Bagbord vagt kom i land fra morgenstunden. Vi andre malede finkenettet og vantskruer. Birgineren og krydsmast blev afvasket for sod fra skorstenen. Det meste af formiddagen brugte vi til at montere lyskæde fra bovsprydover fortroppen, stortoppen til krydstoppen og ned agter over mesangaflen.

Klokken 14 kom vi på bustur igen, men denne gang havde navigationsskolen betalt for bussen, som vi kørte i - og det var en lidt bedre kvalitet end den sidste. Vi kørte bare små 10 min., inden vi var ved søfartsmuseet, som blev beset med interesse af alle. Her så jeg mit livs største blok, som havde en diameter på 0,5 m og tilhørende dimensionerede skiver.

Efter dette besøg kørte bussen ud af byen og videre nordpå. Da vi havde kørt en tid med høj hastighed - også rundt i svingene - viste speedometeret stadig konstant klart 0 og det på trods af, at selve nålen stod og dirrede i samme område hele tiden. Pludselig svingede chaufføren ind på en lille plads foran en restaurant, hvor vi blev budt ind og satte os til bords og fik serveret et lille glas tyrkisk kaffe. Det lille glas indeholdt ikke ret meget væske over kaffebønnerne, men ved hjælp af en sukkerske lykkedes det at presse skeen så langt ned i kaffemassen og få fyldt den to gange med væske uden at få selve kaffegrumset med. Det kunne man virkelig kalde en kop, der kunne få liv i selv den søvnigste person - måske endog vække nogle helt til live igen. Afregningen på stedet stod navigationsskolen også for, så vi elever fik rigeligt tid til i stedet at handle med og om tyrkiske kager samt indkøb af masser af frugt. Da alle havde fået nok, kørte bussen os igen tilbage til skibet, som lå forankret umiddelbart foran Sultanspaladset blot 100 m ude i Bosporus.

Om aftenen blev der vist film på banjerne. Først en belærende B&W-film efterfulgt af et par stykker, som vi havde set ved en tidligere forevisning.

Fredag den 15. oktober

Vi kom i land kl. 9 og kørte med vores kvindelige guide til "Sulimannimoskeen," som vi beså indvendig med stor interesse og spørgelyst. Bagefter gik vi over på den anden side af vejen, hvor det gamle universitet lå. Dets bygninger minder meget om "Regensen" i det indre af København.

Herfra fortsatte vi så med bussen fra første dag kørsel til "Hagia Sofia-moskeen," som faktisk ikke er en moske men en kirkebygning. Den havde næsten samme størrelse som "Den Blå Moske" dvs. med plads til skoleskibet indenfor inklusive samtlige master. Bortset fra størrelsen imponerede den ikke med ret meget mere end en søjle i rummet, hvor det blev sagt, at man fik held og lykke, hvis man stak sin finger ind i hullet i stenen og ønskede sig noget i fremtiden. Mange har sikkert gennem tiderne forsøgt sig med overtroen, for hullet var efterhånden så dybt, at en god lang finger næsten kunne forsvinde. Troende tyrkere! Fra skoletiden vidste jeg, at der af gamle nordiske forfædre vikingerne skulle være ristet nogle runer ind i marmoren på 1. sal af den oprindelige kirke, inden den blev omdannet til en moske.

Da vi kom ud i dagslyset igen, spadserede vi til det over tusinde år gamle underjordiske vandreservoir, hvor nogle optagelser til en James Bond film foregik på et tidspunkt. De gamle vandhøjder stod endnu aftegnet på samtlige 540 søjler, der stod i 6 rækker af 230 m i længden og 110 m i bredden.

Da vi kom op fra dybet, blev vi kørt til "basarerne," hvor vi fik stillet en time til rådighed til at indsnuse de orientalske indtryk og måske gøre et spændende indkøb, hvis vi havde lyst.

Derefter mønstrede vi igen bussen og var hjemme om bord ved 13-tiden, og så var det ellers bagbord vagts tur til at blive præsenteret for samme seværdigheder som os.

Om eftermiddagen blev jeg udpeget til ude i stikkeriet at fabrikere pindemadder til cocktailpartyet, som skulle afholdes samme aften for de særligt indbudte og officererne. Det blev naturligvis også til en enkelt prøvesmagning undervejs, selvom vi ikke måtte røre herlighederne for hverken hovmesteren og bageren, som stod for klargøringen hernede i dybet.

Sidst på aftenen blev det tid til at gå til køjs, godt mæt af indtryk fra byturen - samt af pindemadderne.

Lørdag den 16. oktober

Hovmesteren havde fået en invitation af byens politichef, til sammen med 15 udvalgte elever fra skibet, at kunne komme på besøg i det nye sultanspalads, som vi lå forankret lige ud for i selve Bosporus. Høkeren var så venlig at vælge den gruppe, som var med til at rette partyet an i går for de fine gæster. Desuden deltog også lægen og "Kukki," vores altid hyggelige og glade kok.

Med meget beskedne ord var paladset helt fantastisk overdådigt. Indretning, udsmykning og alt i så ødselt og overdådigt stand, at man må forundres over, at det kun var bestemt for en person. Vi blev vist rundt i de mange sale, større og mindre gemakker, og ligegyldigt, hvor end øjnene blev vendt, prægedes udsmykningen af detaljer belagt med guld og ædelstene af enhver art. Selv sultanens seng var fremstillet af massivt guld og stolperne behængt med ædelstene i læssevis. Sengetæppet havde også indvævede guldtråde og strålede, men jeg tror ikke, at det var særligt varmt, men i stedet sikkert ret tungt at have over sig.

Det hele varede en times tid, og derefter blev vi fragtet tilbage om bord igen, hvor vi straks skulle klæde om til arbejdstøj inden middagen. Jeg ærgrer mig stadig over, at vi heller ikke her måtte have vores fotografiapparater med ind i paladset. Hvilke billeder, det kunne have været blevet til! Nu må alle indtrykkene nøjes med at overleve i hukommelsen.

Efter middagen på ny omklædning til paradetøj, og så fik vi fri landlov klokken 14.

Vi var 8 mand, som stoppede op og hyrede en af Istanbuls 22.000 taxaer - gamle udrangerede amerikanerspande med masser af ratslør. Vi stuvede os godt sammen og bad om at blive kørt til basarerne ad nærmeste omvej. Det at sidde som passager i en taxa her i Istanbul er en frygtelig nervepirrende oplevelse, som måske endnu flere burde prøve, dog ikke hvis de var nervøst anlagt! Ingen holder tilbage for andre. Det er fuldt ud acceptabelt at folk springer både af og på taxien, hvis den gør holdt undervejs, og så bare smider lidt mønter til chaufføren som tak. Fodgængerne går midt på vejen, medens taxachaufførerne bare sidder med begge ben på speederen og albuen enten ud ad vinduet eller også på hornet. Gud ved hvordan, men vi kom i alle tilfælde frem til vores mål i helskindet tilstand.

Inde under hvælvingerne i basarområdet startede jeg mine indkøb med en mindre nationaldukke. Senere tilføjede jeg et lille tæppe af Curu-kamelhår, en merskumspibe, to cigaretrør også af merskum, en sølvring og nogle andre småtterier. Da klokken blev 1545 stod 23 og jeg uden flere penge på lommerne og uden store chancer for at finde vej tilbage til skibet rettidigt. Miraklet skete imidlertid, da vi skød genvej her og der og alle vegne og alligevel nåede den sidste båd tilbage til "Danmark."

Søndag den 17. oktober

Endelig kunne vi sove længe. Vi blev først purret 645 med ordre på rengøring til kl. 8. Efter kl. 9 stod den så på aftørring af maskinhus, naglebænke og på ny feje dækket og så endelig omklædning til daglig blåt.

Inden middag kl. 12 skulle alle skabe, kistebænke og bakstørnskabe være i orden. Tøjet blev luftet på nogle joller, og kl. 13 blev bagbord vagt sendt i land. Eleverne skulle så være tilbage kl 17.

Vores 3. skifte afleverede de udsatte regneopgaver, og de blev så efterfulgt af decideret undervisning af 1. styrmand, hvor vi fik 16 nye opgaver for.

Sikke en søndag - Helligdag!

Mandag den 18. oktober

Vi blev purret kl. 545. I stedet for at deltage i morgenrengøringen var vi 10 mand, som skulle pille kædelysene ned fra bovspryd og op over mastetoppene - et klart tegn på, at vi snart skulle af sted igen. Efter morgenmaden bjærgede vi bagbord faldereb og hejste 2-båden op i sit stativ - klar til afgang.

Klokken 9 blev sejlene gjort los og skudt for. Der blev braset ind om bagbord og 905 firkant overalt. Da ankeret skulle hjem, sprang hvert indvundne led ud igen, men blev dog hurtigt bragt i orden af chief-tømreren WB. Vores lille knallert nede i maskinrummet blev unødigt bragt til live igen. Den sidste motorbåd gik ind medbringende vicekonsul Maria og andre prominente gæster, som ellers var blevet om bord så længe som muligt, da de sikkert ville have hele det spændende og uvante sceneri med fra en fuldriggers start inden landsætningen.

Efter returneringen blev motorbåden hejset om bord så hurtigt som muligt og allerede 945 var ankeret oppe, og vi var lette fra reden foran Sultanspaladset.

En del olie var blæst ind på dækket, da 2-bådens olietank tømtes, så vi var tre fire stykker, der fik jobbet med at skure dækket med tepolvand som rengøringsmiddel. Begge motorbåde blev grundigt rengjorte efter den lange tid i Bosporus ikke helt rene vand. Klokken 14 bjærgede vi sejlene igen og stod ind i Büyükçekmece bugten for anden gang i løbet af en uge. Ankeret blev sænket mod bugtens bund, og vi lå atter stille. Officielt hed det nu ankervagt, men posterne gik alligevel søvagt.

Klokken 15 varskoedes der mønstring efter bjærgningsrulle. 3-, 4-, 5- og 6-bådene firedes i vandet med deres mandskaber. 1.-styrmand selv om bord i en af dem, og han skiftede så senere til de andre både for at give karakterer i roning, indtil alle bagbords elever var blevet beset og vurderet.

Om aftenen var jeg på vagt som udkig agter. Pludselig prajedes vi af en lille motorbåd, og vi svarede, men modparten kunne åbenbart ikke andet en signalet A, da de ikke reagerede på vores svaren og bare forsvandt igen i mørket.

Tirsdag den 19. oktober

Allerede, da vi stod til køjemønstring klokken 6, var alle mærssejl, mesan og store bramsejl sat, og motoren gik for fuld knald. Jeg blev stukket ud til at surre nødudstyret fast i alle 4 robåde. De fleste af resten skulle slibe naglebænk og lønning. Fem mand arbejdede for sejlmageren med en reparation af fore stænge stagsejl, som flængedes under stormvejret i Ægæerhavet forrige uge.

Om eftermiddagen havde vi undervisning af "Jerry Lewis, vores læge." Han fortalte om kunstigt åndedræt samt om muhamedanismen. Fængslende!

Onsdag den 20. oktober

Til en forandring vaskede vi hele den årle morgen. Der blev skrubbet og gnubbet, og alligevel var det efterhånden svært at få alt tøjet helt og aldeles pletfrit mere, så ikke alt var, som det burde være. Vi fik en masse søvn i øjnene det meste af formiddagen og blev så purret inden middag.

Efter spisningen var der så dikteret undervisning på banjerne igen. Først motorlære af maskinchefen, som desuden omdelte billeder af forskellige motorer, derefter et ekstra kursus i navigation af 2.-styrmanden og til sidst regning med Kruse og tilhørende nye opgaver.

Torsdag den 21. oktober

Atter en dag med slibning af naglebænk og lønning. Derefter gentagelse af et gammelt arbejde med at banke rust i rendestenene på bakken og bagefter blev de slebet kraftigt og ihærdigt efter med groft sandpapir.

Fra 14 - 15 skiftede vi køjer og lagener over hele linjen. 3.-styrmand ordnede rigtig mange ting med sit høstbindegarn.

Fredag den 22. oktober

Vi gik i gang med at vaske det stadig snavsede tøj og bagefter også arbejdstøjet. Her brugte jeg sand og en dørskrubbe for at få så meget snavs af som muligt. Bagefter spulede og skrubbede vi dækket.

Resten af formiddagen skrev jeg rapport/dagbog. Efter spisningen skulle 51 og jeg hjælpe Kruse med at surre fendere på 2-båden. Forinden havde 41, 47, 51 og jeg dog først slået store stænge stagsejl under på bare 35 min., og straks efter en kakaopause skrubbede vi så videre på poopdækket med dørkskrubbere, og det liggende på knæene.

Vi sejlede tæt ind til Rhodos havn igen for lige at hente vores hospitalsgast, som nu efter små 14 dages hvil i en hospitalseng igen skulle tilbage til hverdagen om bord. Motorbåden i vandet, ind i havnen og tilbage og så op igen på sin plads, og vi var næsten omgående videre i programmet med sejladsen.

Kort før spisetid skulle vi dog lige på dækket for at brase rundt. Der smuttede igen lige en halv time med det.

Hos hovmesteren fik jeg i dag åbnet en ny konto, da familien hjemmefra havde indbetalt et beløb, som jeg i de næste havne kunne bruge lidt af.

Lørdag den 23. oktober

På hundevagten fra midnat til 4 morgen var vi friskifte, men det betød ikke, at vi var fri til lektielæsning, næh-næh, næh-næh tværtimod halede vi forsejlene over på modsatte halse, bjærgede fokken og storsejlet alt imens vagtskiftet sad under bakken og hyggede sig. Det var dog ikke helt uden grund til rebningen og kursændringen, da vejret havde taget en drejning til det lidt værre.

Efter 8 blev der "ivrigt" malet i styrbord baderum. Maskinen blev stoppet kort efter frokost, og bagefter blev alle sejl igen sat, dog ikke i længere tid, da vi allerede efter et par timer måtte rebe alle bram- og røjlsejl, da vindstyrken og retningen nok var lige i overkanten til sikker sejlads.

Resten af dagen spulede vi dæk, og spulede dæk og spulede dæk, for der var simpelthen ikke andet at tage sig til, da søerne ustandseligt væltede ind over rælingen, når skibet konstant krængede under vindpresset.

Lille 80 (fis) var så uheldig at blive den første, der fik et gylp af havguderne direkte over sig. Det var dog altid noget, at han ikke forsvandt ud gennem en lænseport i skibssiden. Kukki kunne godt have sparet halvdelen af sit arbejde i kabyssen med medisterpølserne, da de fleste ikke havde særlig meget lyst til at skaffe samme aften.

Klokken 11 satte vi overmærssejlene, da søen pludselig blev rolig, men allerede 1145 - 1215 bjærgede vi med 15 mand oppe på hver rå både storsejl og overmærssejl

Mellem 14 - 15 holdt "Robin Hood" bakseftersyn. Samme aften var vinden pludselig igen frisket en del op, men friskiftet fik nådigst lov til at gå ned om læ.

Da klokken blev 0035 fik styrbord vagt lov til at tørne ind.

Søndag den 24. oktober

Henad 6-tiden sløjede vinden noget af, og det var præcis nok til, at både overmærs og storsejl igen kunne bæres fra kl. 7

Næsten hele eftermiddagen kunne vi på god afstand se Kretas kyst om styrbord. Vejret var igen perfekt med sol i store mængder og vind i passende doser. Det går naturligvis ikke så hurtigt, men alligevel meget behageligere.

Først på aftenen øgedes vinden dog igen, og da mørket så småt trængte sig på, blev der pludselig varskoet bjærgning af overmærssejlene på alle master. Folk entrede hurtigt for at få arbejdet overstået, medens vi endnu kunne se noget. Det blev dog alligevel en længere affære, da vinden tiltog, og skibet krængede mere end normalt mod styrbord på grund af vindpresset. Medens jeg stod yderst på fokkemastens overmærs og var ved at trække sejlet op på råen sammen med de andre, kiggede jeg direkte ned i Middelhavet små 20 meter under mig. Selve skoleskibet sejlede en hel del længere til venstre for mig, så det var bare med at stå solidt i fodperden og holde godt fast i sejl, rå og sejsinger.

Mandag den 25. oktober

I dag blev der så igen malet rendesten på bakken. En enkelt mand reparerede Jacobslejderen på stortoppen sammen med kvartermester Larsen. Rigtig mange hjalp sejlmageren med at lægge sidste hånd på den nye mesan, som snart skal afløse den gamle og meget slidte. Mange malede i baderummene og under bakken.

Om eftermiddagen var gnisten på banjerne og fortalte en masse om, hvordan man betjener en nødsender.

Tirsdag den 26. oktober

I dag var det så wirernes tur til at blive bragt i orden. De blev smurt, hvor de var beklædt, fik de labsalve. Om eftermiddagen havde 1.-skifte undervisning, og vi andre blev sendt ud for at afløse på deres tjenesteposter, og jeg kom således til messen, hvor jeg var, indtil vi skulle til køjs.

Onsdag den 27. oktober

Kl. 13:30 blev jeg udstukket til tjeneste som dagmand i messen, men næsten straks efter skulle jeg afløses, da vores skifte skulle modtage undervisning, først i søvejsregler med 3.-styrmanden og bagefter en ordentlig omgang med gnisten og hans morseøvelser.

Torsdag den 28. oktober

Det meste af dagen forløb med at gøre skibet klart til at gå i havn. Efter middagen havde vi undervisning af lægen, og vi fik praktiske udøvelse af kunstigt åndedræt. Alternativet for ikke underviste elever var den sædvanlige inden en havn skulle anløbes med konstant pudsning af messing alle steder, så skibet strålede om kap med solen. De sidste blev sat til at vaske ned på maskin- og kabyshus.

Man skal vel præsentere sig ordentligt i en ny havn!

Vi sejlede i dag gennem Messinastrædet dvs. mellem den italienske støvletå og den trekantede bold, der sparkes til. På stor afstand kunne vi først se vulkanen Ætna på Siciliens sydøstkyst og efter gennemsejlingen så vi i det fjerne længere nordover dampskyerne over vulkanen Stromboli, som også blev kaldt sømændenes fyrtårn. Det skulle være fantastisk at se om natten, hvor den glødende lava i krateret kaster et rødligt skær op på undersiden af dampskyerne. Et sandt fyrtårn.

Fredag den 29. oktober

Vi lå inde med formiddagsvagten, mens bagbord vagt fik lov til at sove helt til kl. 1030, da de så blev purret og skulle stille til at arbejde, når vi sejlede mod havnen i Palermo.

Klokken 1430 lagde vi endelig fuldstændigt fejlfrit til, og det medførte et sand rend af mennesker som måbende nysgerrige tilskuere til forehavendet. Det var vist ikke så ofte, at det skete, at en fuldrigger besøgte mafiaøen? Der var ikke nogen planer med, at vi skulle i land i dag, så vi blev bare bedt om at gøre os i stand og bagefter omklæde til daglig blåt.

Lørdag den 30. oktober

En nogenlunde normal morgenrengøring indledte vores første hele dag i Palermo. Senere meget vedligeholdelse af riggen med indsmøring af labsalve på jagerbarduner, forestængestagene, samt inder-, yder- og jagerklyver og røjlstagene.

Efter middag var der så omklædning til paradetøj, og ved 13-tiden væltede styrbord vagt over landgangen. Alle næsten stormede mod byen, men blev forfærdelig skuffede, da vi så det snavsede og ildelugtende centrum på nærmeste hold. Jeg gik sammen med en mindre flok af sted i den stærkt trafikerede by, men oftest var det dog hestedrosker, som rullede hen over de blankslidte veje. Vi gik af mindre sideveje og så her, under hvilke beskedne forhold de fleste tilsyneladende eksisterer under.

Vi skulle være tilbage om bord kl. 17, og det var næsten unødvendigt at påpege, at alle mand naturligvis var til stede rettidigt, men nogle dog lidt mere påvirkede eller "bedøvede" end de fleste, men officererne valgte at se gennem fingre med det denne gang.

Søndag den 31. oktober

Hurra, i dag er der fødselsdag derhjemme i familien. Min lillebror Søren fylder 10 år.

Da vi havde afsluttet rengøringen kl. 10, klædte vi om til daglig blåt, mens bagbord vagt naturligvis kunne trække i paradeuniformen. De fik landlov i tidsrummene 10 - 1145 og 13 - 17 og skulle altså lige om bord til middagen ind imellem.

Vi andre havde så holdt offentligt åbent skib for interesserede og andre nysgerrige gæster. Det gav mange muligheder for at prøve at kommunikere med folk. Italienerne er ikke de bedste til at bruge det engelske sprog - i hvert fald ikke sicilianerne her i Palermo.

Mandag den 1. november

Også i dag er der fødselsdag derhjemme i familien, og det er min tante, som fylder år.

I løbet af formiddagen slog vi den nye mesan under. Det tog forholdsvis lang tid, men lykkedes naturligvis alligevel.

Om eftermiddagen var vi på togtets hidtil mest kedelige bustur, i hvert tilfælde den første halvdel. Vores 2.-styrmand gjorde i hvert fald sit til at højne humøret hos os med alle mulige gode indfald og vittigheder, men for en stor del af eleverne var det spild af talent, da vi først blev fragtet til parlamentsbygningen og en lille kirke. Bagefter kørte den fine nye bus os op til en lille isoleret landsby i bjergene, hvor vi kunne sætte os ind på en lille fortovsrestaurant. Her gav 2.-styrmanden to glas vin til hver samt et par tilhørende kager.

Da vi havde nydt disse genstande, spadserede vi over til en ny kirke og umiddelbart ved siden af et munkekloster, som vi betragtede både ud- og indvendigt. Dette kloster var noget helt i særklasse. Ud- og indvendigt besmykket med mosaik og bladguld i så store mængder, at det var helt ufatteligt. Inde i klostret fik vi adgang til katakomberne, hvor væggene i de gange, vi fik at se, var fyldt med balsamerede munke og andre fine personer, som havde økonomisk mulighed for at få foretaget samme behandling. De hængte på væggene i op til 3 rækker over og under hinanden. Der var nok mindst tusinde personer, hver med en tavle under med navn og årstal påskrevet.

Nogle var i tidens løb faldet ned fra krogene, de hængte på. I enkelte mindre rum i visse af gangene blev så brugt til opsamling af diverse knogler. Der lå store bunker af kranier i nogle rum, mens andre indeholdt store- og små usorterede knogler i stakkevis.

I et rum helt for sig selv, stod en mindre glaskiste med en lille pige, som var blevet balsameret vist nok i 1930'erne. Hun lignede i den grad en levende skabning, som bare lå og sov til middag. Helt utroligt.

I de almindelige gange under klosteret var luften ikke så god, så det blev næsten lidt af en befrielse, da rundvisningen nærmede sig sin afslutning.

Oppe og uden for igen, var der så mulighed for at købe souvenirs hos nogle gadehandlere. Problemet var bare, at vi ikke havde fået udbetalt nogle af vores egne penge i dag, så hvad "køber" man uden mønter på lommen - ud over tid?

Ved 17-tiden returnerede vi til selve Palermo havn og ombordstigning og skafning, hvis man nu lige havde tilstrækkelig appetit nok efter opholdet med de flere hundrede år gamle balsamerede munke.

Vi fik afslag fra skipperen til at spille en fodboldkamp mod et lokalt hold, som kom med en udfordring. Måske havde vi heller ikke lige fodtøjet til det, men så kunne alle i hvert tilfælde da bare have spillet i bare fødder, så det var ens for begge hold, men nej, dommen var afsagt.

Tirsdag den 2. november

I dag var bagbord vagt så på samme busrundtur, som vi var på i går. De fortalte også, da de kom om bord igen, at det havde været en dødtrist oplevelse, bortset fra de døde munke.

Om eftermiddagen var der besøg af hele den nautiske skole fra Palermo. Alle blev vist rundt af os, og vi fortalte dem, så godt vi formåede på engelsk, om ideen med skoleskibet, uddannelsen, eksamen og hvad den kan give af muligheder for fremtiden.

Om aftenen blev der så vist endnu en film på banjerne, og denne gang en morsom en af slagsen med: "Fem mand og Rosa."

Onsdag den 3. november

Hele dagen gik med arbejde i riggen, såsom labsalve, reparation af store overmærs ragger, udskiftning af vævlinger og pålægning af bændsler.

Om aftenen var styrbord vagt inviteret ud til den norske velfærdssekretær. Der måtte 2 x 2 små busser til at transportere alle 40 mand samt kvartermestre derud. Straks da vi ankom til Monte Lido (huset, hvor vi skulle opholde os denne aften), tog vi værelserne i besiddelse. Nogle gik op på 1. sal, hvor læsestuen lå med både danske og norske aviser til at opdatere sig på.

Nedenunder blev der spillet grammofonplader i massevis, og et andet sted var andre i gang med nogle fodboldspil.

Da alle var på plads, vistes der den danske film "Jetpiloter," og bagefter kørtes så en norsk film om Telemarken. Da begge film var slut serveredes kager med tilhørende kaffe, og da klokken efterhånden blev mange, blev vi kørt tilbage til skoleskibet, hvor vi så måtte tørne ind kort før midnat.

Torsdag den 4. november

I dag er det så min kusine Anne, der fylder 18 år.

I formiddags gjorde vi så søklar og stod ud af Palermo havn klokken 10 lidt uvidende om, at en epidemi var under opsejling. Mange havde allerede nu symptomerne, og op ad dagen forværredes situationen sig yderligere. Flere og flere bukkede under og måtte lægge sig til køjs, så ved 19-mønstringen var 20 mand syge. Kaptajnen holdt en lille tale om, hvordan man skulle bekæmpe denne smitsomme sygdom hurtigst og lettest muligt.

Alt på skibet blev afvasket med Rodalon. Borde, bænke, skabe, bestik, gryder, potter og pander. Salon og messe såvel som banjerne. Alt skulle næsten desinficeres helt fra bunden.

Kilden til denne omgang var øjensynligt nogle bakterieholdige vindrueklaser, som var købt af en gadehandler på kajen.

Fredag den 5. november

Ved 7-mønstringen var nu 35 mand syge. De fik kun lidt havresuppe at spise. Stakkels hospitalsdagmænd, der havde mere end normalt at se til. Fortsat vask og rengøring med Rodalon, og så må det tage den tid, det tager. Bare vejret ikke forværres, så kan der hurtigt blive for få til rådighed i et eventuelt rebearbejde overalt.

Lørdag den 6. november

Vi havde endnu engang formiddagsvagten, hvor hovedopgaven stadig var at komme smittekilden til livs.

Efter middagen var der så køjeeftersyn samt rengøring i skabe og kistebænke. Det var så atter tid til bogbytning og så ellers til køjs med eller uden bog, da anstrengelserne med de mange sygdomsramte betød langt flere opgaver til resten end normalt.

Søndag den 7. november

Det eneste lyspunkt denne dag var, at vi et par gange så store skildpadder svømme af sted i havoverfladen ikke ret langt fra skibet. På et tidspunkt skulle skraldespanden tømmes ud over rælingen, og man kunne så i flere minutter følge indholdets vej ned i dybet, så klart var vandet her i det næsten vindstille vejr.

Senere på dagen luskede vi nogle kødkroge ud af fryserummet, og surret godt fast med solid line forsøgte vi at fange nogle af de hajer, som svømmede langs med skibet. Nogle gange, når det krængede lidt over for vinden, var det sjovt at se gennem koøjerne på banjerne og ud i havet, hvor alt kunne ses fuldstændigt tydeligt og klart. Naturligvis sjovest, når der var fisk, hajer eller skildpadder i nærheden.

Mandag den 8. november

Her til morgen gjorde hele bakken så alvor af truslerne, som vi havde overdænget "Sleepy" med i snart et par uger. Hans manglende lyst til at vaske både sig selv og sit tøj ordentligt, var efterhånden blevet os andre en torn i øjet, som til sidst endte med et ultimatum. "Gør det selv, eller vi vil hjælpe dig." Så da han hellere ville sove lidt ekstra, løsnede vi køjen i den ene ende, så han stille og roligt gled ud af bananskallen og ned på dørken. Vi enedes nemt om at føre han op under bakken, hvor vores baksformand i forvejen havde blandet alverdens rengøringsmidler i en stor pøs. Vi gik så i gang skiftevis med skurebørste, skurepulver, salmiakvand osv. til han efter en halv times tid atter skinnede som en lille nyfødt lyserød pattegris. Alle hans råb om hjælp under forestillingen blev nådigt ignoreret af alle overordnede om bord, og blev i stedet et tilløbsstykke for andre elever. Vores eneste betænkelighed var nu, om denne omgang måske fik sat lidt omløb i hovedet for resten af togtet! Under disse forhold på skoleskibet, kan man ikke altid leve som en fisker fra Læsø hidtil har gjort.

Der blev siden slebet på maskin- og kabyshusene og derefter malet med hvid og grå. Lugen til proviantrummet blev skrabet. Forparten af poopen blev vasket i salmiakvand og derpå malet med mellemstrygning og lakmaling.

Tirsdag den 9, november

Vi splejsede mellem 13 og 15, og bagefter havde vi så igen undervisning i 3 timer med naturlære, navigation og regning med maskinchefen, 2.-styrmand og Kruse. Naturligvis var der adskillige nye opgaver som udfordring til de, som gerne vil være dygtigere.

Sleepy har selv vasket sig i dag.

Onsdag den 10. november

Vi lå underdrejet hele dagen og red bare blæsten af. Mærs og undervant blev først vasket og siden efter tørring også labsalvet. Jeg arbejdede for tømreren. Vaskede, sleb og malede kappen til agterbanjen.

Sleepy har selv vasket sig i dag igen.

Torsdag den 11. november

Vi ligger stadig underdrejet. Vi har mærssejl, fok, storsejl, mesan og yderklyver sat. Hoveddækket blev spulet. 1.-skifte havde eksamenssplejsning. Klokken 16 blev alle overmærssejl bjærget og en time senere så også yderligere mesanen for at lette trykket på riggen. En havskildpadde kom svømmende forbi i et adstadigt tempo, men den har vel heller ikke noget, som den lige skal nå ud over at finde lidt føde.

Jeg var rorgænger først på eftermiddagen og opnåede den glæde at få tildelt et stykke chokolade af den vagthavende officer -overstyrmanden. Det sker vist ikke ret tit. Fra 1630 og frem til 1830 var jeg støtterorgænger. Med 2 mand ved roret og en bremsepedal som assistance kunne vi godt holde skibet på ret kurs, selvom søerne slog nogle gevaldige slag mod selve roret helt agter.

Sleepy har selv vasket sig i dag igen.

Fredag den 12. november


Alle tiders morgenrengøring, nu da alle igen er på højkant efter Palermosygen, som vi kaldte den. Vi sejlede nu kun for små sejl, da alt undtagen fok-, stor- og mærssejl var bjærget og pakket ned. Jeg fik igen arbejde for tømreren med diverse småreparationer rundt omkring. Gør arbejdet ordentligt og samvittighedsfuldt, så kan man være sikker på, at de forskellige underofficerer gerne ønsker din hjælp igen. Genvejen til en mere spændende hverdag om bord.

Det ser ud til, at Sleepy har lært sig af lektien forleden. Kan godt selv nu.

Lørdag den 13. november

Jeg var så heldig, at jeg i dag fik et job med at hjælpe sejlmageren med reparation af småtterier af nogle gamle sejl, så for dagens vedkommende ikke mere rengøring og vaskeri. Prima.

Søndag den 14. november

I dag fik vi virkelig lov til at holde helligdag og slappe af, efter at vi i dagevis har været spændt hårdt for med arbejde af forskellig art, og det til trods for, at vejret har været os noget ugunstigt undervejs.

Vi måtte dog alle sammen finde os i at bøje nakken på et tidspunkt i dag, men det var faktisk kun godt, da det skete under aftenskafningen, hvor vi hver især fik en hvidtøl til maden, så nakken tilbage og sluk tørsten - aaahh.

Mandag den 15. november

Igen i dag arbejdede jeg for sejlmageren og denne gang med for stænge stagsejl. Det tog dog længere tide at fuldføre, for der var adskillige steder, hvor garnet skulle pilles op og noget nyt syes i som erstatning, hvis det skal kunne holde til et gedigent blæsevejr senere inden hjemkomsten. Det var lige før, jeg nåede at blive helt færdig inden mørket faldt på, så måske en anden skal afslutte arbejdet i morgen - hvem ved.

På et tidspunkt sejlede vi tættere ind under land ved byen Palma på Mallorca men nøjedes med at brase rundt og atter stikke kursen mod sydvest mod næste delmål Malaga på Costa del Sol.

Tirsdag den 16. november

Formiddagsvagten blev for mit vedkommende tilbragt på broen som assistent, hvor jeg skulle være til rådighed for vagthavende 2. styrmand til alt fra navigation, udkig, kurslægning, hjælperorgænger osv.

Lægen "Jerry" holdt foredrag om alkohol og eventuelt misbrug af samme - nok mest på grund af, at visse elever havde indtaget for meget under opholdet i Palermo samt, at vi sikkert i Malaga vil få nye muligheder for indtagelse af vin, øl eller spiritus under en landlov. Billig spansk vin kan sikkert forårsage mere end almindeligt ubehag i pærevællingen.

Onsdag den 17. november

Vi vaskede ned under bakken, og allerede ved 6-tiden samme morgen blev maskineriet startet. Birgineren og krydsmasten blev også vasket ned for sod efter skorstensudstødningen. Bagefter blev kabyshusets træ malet med lak ligesom nedgangskappen til banjerne, maskinhus og forparten af poopen også blev lakeret helt fornuftigt.

Vindændringer betød ret mange brasninger, og vi havde en travl periode inden natten faldt på. Vi gjorde samtidig ved 19-tiden klar til at hænge fenderne på, så snart vi sejlede ind i havnen i Malaga.

Vi kunne så gå til køjs omkring kl. 20

Torsdag den 18. november

Vi skiftede råbændsler på storråen og fore bram- og røjler. Derefter satte vi et par nye inder- og yderklyvere. Bagbord fik landlov kl. 930 til 1145 samt til aftenparty med spansk folkedans på rådhuset. Vi andre boede bare på skibet og måtte beskæftige os selv med en masse opgaver samt lektier.

Fredag den 19. november

Det første i dag var klargøring af 3- og 5-bådene til en kaproning senere på dagen. Styrbord vagt fik landlov indtil kl. 1130, hvor opløbet af kaproningen fandt sted. Besætningen bestående af matroser fra det norske handelsskib "Halles" vandt naturligvis over "Danmarks" meget yngre mandskab med nogle bådslængder.

Styrbord vagt fik undervisning af 3.-styrmanden om redningsmateriellet. Eftermiddagen gik bl.a. med udskiftning af topbændsler på storråen.

Som efterhånden fuldbefaren gast på skibet var det helt naturligt bare at sætte sig overskrævs yderst på bommen, medens arbejdet gik fra hånden. Der var braset 4-kant på ræerne, så man sad de omtrent 38 meter over havnekajen og nød både arbejdet, de nysgerrige tilbagebøjede hoveder nede på kajen og ikke mindst udsigten ind over Malaga by her i "sommervarmen."

Senere på aftenen kom styrbord vagt så til hundevæddeløb i stedet for til folkedans, som bagbord blev kørt til i går aftes.

Lørdag den 20. november

Bagbord igen i land, medens vi måtte arbejde i riggen med nokbændslerne overalt.

Her til aften var der så inviteret en dansetrup til at optræde på banjerne med flammende, insisterende flamencodans akkompagneret af fyrige guitarer. Samtidig blev der afholdt party i salonen for inviterede gæster. Jeg havde banjevagt samme aften og måtte hjælpe langt de fleste af salongasterne til køjs efter arbejdet, da næsten alle, som havde hjulpet til, havde gjort det samme med at hjælpe det sidste indhold ud af flaskerne. Hvor mange det blev til i alt, vides ikke præcist, men mere end rigeligt til normalt tørlagte unge mennesker.

Søndag den 21. november

I dag var det så styrbord vagt, der havde landlov fra kl. 10. Desværre havde jeg ingen penge at kunne hæve, så jeg måtte muntre mig med at plukke appelsiner fra træerne langs promenaden. Medens vi var i land, stod bagbord vagt så for det offentlige besøg for interesserede gæster.

Første skifte blev kørt til en fodboldkamp, medens vi i tredje skifte i stedet kom til et party andet sted i byen. Det var dog ikke det mest ophidsende, så forholdsvis hurtigt returnerede folk helt af sig selv til havnen.

Søndag aften blev så brugt til, at hver mand, som endnu ikke havde været på toppen af "Danmark" til den sidste udfordrende opgave, førend man kunne benytte sig af titlen "fuldbefaren danmarksdreng." På grund af årstiden var det ved at være allersidste mulighed for at bestå prøven, som gik ud på, at man skulle til vejrs og kysse selve flagknoppen på stormasten og ned igen på tid. Der var stadig enkelte, som ikke nåede helt til vejrs, men de fleste havde ingen problemer med hverken entringen eller nedstigningen uden at benytte vævlingerne, som bare forsinkede nedturen.

Mandag den 22. november

Efter morgenskafningen løsnede vi fortøjningerne ved 10-tiden og sejlede for maskine stille og roligt ud af havnen for derefter at lade ankeret gå et stykke uden for molerne.

På en baksmønstring på dækket underholdt skipper os med sit talent for at spille fodbold på dækket. Desværre, eller heldigvis for ham, var der ingen modstander, så ham kunne brillere forholdsvis enkelt. Det kriblede en hel del i egne ben for at få lov til at deltage, men manden skulle da have en chance for sit paradespil uden indblanding.

Vi holdt en hurtig bjærgningsrulle og bagefter en brandrulle for lige at skærpe mandskabet helt op og være parat til den store hjemrejse. Vi gjorde os søklar og fik lige en ekstra times middagspause, inden ankeret blev halet hjem. Vi satte sejl og var på vej klokken 15.


Tirsdag den 23. november


Her til morgen passerede vi så igen Gibraltar og var på vej ud i Atlanterhavet for alvor.

Om eftermiddagen begyndte det at blæse op, men vi kender endnu ikke vejrudsigten.

En nordmand "Andrea Drøvig" sejler lige en rundtur omkring "Danmark" inden den fortsatte sin vej videre nordover i et helt andet tempo end vores.

I den tiltagende søgang skures dækket flere ekstra gange, medens meget andet arbejde indstilles. Vi fik at vide, at et rigtigt uvejr ventede forude, så for en sikkerheds skyld planlagde skipper at sejle mindst 500 sm ud i Atlanten mod vest, inden kursen blev lagt nordover, for så var der plads til afdrift fra oprindelig kurs. Det lover lidt mere end interessant.

Onsdag den 24. november

Vindstyrken er nu oppe på 8 på skalaen, og inden for det sidste døgn har vi sejlet omkring 200 sm. Jeg har stået på post fra 8 til 13, og i mellemtiden er der strakt træktove ud for en sikkerheds skyld. 4 mand endte i løbet af eftermiddagen alligevel på hovederne i rendestenene, da skibet tog nogle gevaldige overhalinger, medens de var på vej hen over dækket. Ingen kom dog noget alvorlig til.

Om læ fik vi lige en prøve i søvejsregler samt en eksamenstest i at kunne tyde en meddelelse via både lys og lyd.

Torsdag den 25, november

Det var endnu engang tid til at male lidt, og denne gang gik det så ud over agter bådenes davider.

Man kan godt mærke, at vi nærmer os afslutningen på togtet, for undervisningen bliver nu intensiveret, og er du ikke med på nuværende tidspunkt, er du lige ved at være tabt, da der ikke gives ekstra kurser om bord. Hele eftermiddagen var konstant skolegang.

Fredag den 26. november

Så kom turen til ankerspillet, der skulle friskes op efter flittigt brug på hele turen. Først skulle det slibes ned og bagefter males med både sort og grøn farve.

Maleriet fortsatte næsten i det uendelige og først med en tiltrængt opfriskning af styrmandsgangen, forrummet og hospitalsgangen.

For at vi ikke skulle kede os helt ihjel, blev der naturligvis også lige tid til et skabs- og kistebænkseftersyn.

Lørdag den 27, november

I dag lagde vi så ud med en rap lille tøjvask til en overraskende forandring. Kl. 13 tørnede vi til efter en dejlig formiddagslur. Arbejdet denne eftermiddag blev ikke helt, hvad vi havde drømt om, medens søvnen endnu holdt os hen. Vi skulle altså også lige ordne holderne til redningsbådene og båddavider - det vil sige male igen.

Søndag den 28. november

Søndag morgen med cornflakes og rundstykker, ih hvor dejligt.

Jeg var igen på post 8 - 13. Fra og med i dag kl. 13 har jeg bakstørn og står dermed med afhentning af mad i kabyssen, andre former for tilbehør som f.eks. mælk i stikkeriet samt ikke mindst opvasken efter skafningen til alle måltider.

I eftermiddags opstod der et mindre slagsmål mellem 20 og 35, men ingen kom noget alvorligt til

Mandag den 29. november

Vinden piber i riggen. Vindstyrke på 29 m/sek. Stræktovene er igen på plads hen over dækket på langs, og det samme gør sig nu også gældende på banjerne. Alle vandtætte døre lukkes og låses. Der er ikke mere en udkigspost på bakken, men hans plads er midlertidigt flyttet til broen. Resten af vagten er nu beordret under dæk, da opholdet på det vante sted under bakken er alt for risikabelt med de store søer, som hele tiden skylder ind over skibets dæk.

En kvartermester og 2 tjenestegørende elever står konstant til rors samtidig for at holde styringen i den høje sø.

Vi nærmer os fuld orkan, og søerne virker til at have næsten samme højde som rigningen - altså omkring 40 meter. Heldigvis er der omkring 800 meter mellem hver bølgetop, så vi får virkelig nogle rutsjeture hele tiden. Langsomt hævet af den næste sø for så pludselig på den stejle bagside af bølgen at falde de små 40 meter ned og ramme bunden af bølgedalen med nogle gevaldige brag, som hele tiden bliver efterfulgt af lænseporte, der konstant bliver knaldet i igen og igen af den næste bølge, som allerede er begyndt at løfte skibet til endnu en rutsjebanetur. Time efter time. Al færdsel på dækket var nu forbudt, on hvis man så absolut skulle flytte sig fra et sted til et andet, var det forunderlig meget lettere at gå på skotterne end på dørken, så meget krængede skibet konstant pga. vindpresset på rigningen alene, da alle sejl var bjærget for længst. Maskinen kørte langsomt fremad alene for at holde skibet rigtigt i balance i forhold til bølgeretning og størrelser.

Biscayen viser sig fra sin allerværste side denne gang, og over radioen fik vi at vide fra broen, at flere skibe i området var i alvorlige vanskeligheder.

Vi bliver heller ikke helt forskånet for uheld, for en ekstra kraftig bølge slog på et tidspunkt døren ind til skyllerummet, hvor vi normalt står og vasker vores grej op efter spisningen, men denne bølge ryddede bare rummet for alt løst inventar, så den dag i dag ligger der en del bestik, tallerkener, krus og alle med numre på fra "Danmark" nede på bunde i mudderet. Resten af togtet måtte vi så deles om det resterende bestik på den måde, at et skifte ad gangen kunne spise, og så efter en hurtig opvask i saltvand, var det parat til næste skifte, og sådan gik det fremover.

I disse dage bliver der ikke lavet varmt mad, da gryder og andet grej ikke kan stå på komfurerne på grund af skibets krængning. Det kan også kaldes en suveræn slankekur.

Tirsdag den 30. november

Henstuvningsrummene på forbanjerne var blevet fyldt op med vand fra de overskyllende søer under uvejret, så det blev fast arbejde at fylde pøs efter pøs og lade eleverne i kæde række de fyldte op, så de kunne tømmes på dækket. De vandtætte døre var nu ikke helt så vandtætte, som de i virkeligheden skulle have været, så søvandet piblede igennem flere af dem og var dermed med til at få fyldt stuverummene under banjerne. En kamp med tiden, som ikke måtte tabes.

Om eftermiddagen løjede vinden dog noget af, mest i retning fra orkan til stormende kuling, og havet var konstant i oprør. Skummet blev pisket op i luften og føg ind over og forbi skibet.

Fjerde skifte havde wiresplejsning. De gårdinger og gitove, som i den grad var blevet skamfilet af lænseportene, blev udskiftet, og krydsmastens undermærsskøde blev repareret, så det atter skulle kunne bruges korrekt.

Fra officerernes side kom nu de første varsler om, at vi nærmede os togtets afslutning og dermed også eksamenstid i samtlige fag.

Onsdag den 1. december

Igen i dag blæste det så yderlige op igen, så den traditionelle hverdag har indtil videre svært ved at indfinde sig. Det betyder til gengæld, at oprydningsarbejdet kan fortsætte, og på et eller andet tidspunkt sker der nok en forbedring i vejret, så vi kan komme i gang med alle prøverne.

Motoren bliver igen startet og hjælper os til at avancere lidt på kursen nordover mod Bretagnes nordvestligste hjørne inden indsejlingen i Den Engelske Kanal. Vi brasede firkant på fortoppen og ind om bagbord på stor- og krydsmasten for dels at få medvinden til at trække på foren og stabilisere med de to andre.

Torsdag den 2. december

Jeg er bange for, at 2.-styrmand var ved at få et hjertetilfælde og pludselig befandt sig i et andet univers, da han helt ude af sig selv rasede over, at et par mærssejl blev bjærget lidt for langsomt - efter hans mening.

Der var stadig særdeles meget vind, og da den med vores kursændring mod mere østlig retning betød, at agterstavnen næsten vendte direkte i vindøjet, var styringen blevet særdeles vanskelig. For at forhindre, at skibet kom rigtig på tværs af søen, blev en lang og rigtig tyk trosse lagt i søen efter os på den måde, at den blev surret fast på pullerter i begge sider dvs. i henholdsvis styr-og bagbord side af poopen. Selv med ca. 400 meter tyk, tyk trosse som bremse og kun 1 stagsejl til at trække var vindpåvirkningen i resten af riggen så kraftig, at vi lænsede med en formodet hastighed på 12 knob over bunden.

Første skifte havde så igen naturlære her til formiddag, og styrbord vagt sømandsskab i eftermiddags.

Fredag den 3. december

På 4 - 8 vagten fik vi Falmouth fyrs lyskegle at se om bagbord. I dag lænser vi alene af sted for nøgen rig med 10 mil i timen. Roret er til stadighed meget hårdt at holde, så vi beholder flere folk på det dobbelte rat ad gangen.

Tredje skifte skulle i dag have haft wiresplejsning-eksamen, men den blev aflyst, da vejret endnu engang forværredes. Begge ankre blev i dag løftet ud fra deres faste pladser på bakken og hængt ud under kranbjælkerne.

Hen under aften passerede vi Torbay. Vi skulle have ligget der natten over, men bugten var allerede optaget af mindst 15 skibe, der havde søgt læ for stormvejret i Atlanterhavet, som vi lige havde sejlet igennem. Da vi ikke kunne finde en ledig plads med god svajemulighed, måtte vi i stedet bare sejle videre. Omtrent 10 sømil længere østpå fandt skipper så et egnet sted, hvor ankeret kunne sænkes i vandet. Vi skulle så gå ankervagt, hvilket betød en regulær "bondenat" - noget vi trængte til over på blæseren. Her oplevede vi så den første rolige bakstørn i en uge. Tænk bare at kunne gå direkte til både kabyssen og stikkeriet efter maden uden risiko for at ramle ind noget eller tabe madbakkerne. Civiliseret.

Lørdag den 4. december

I dag blev det helt store slag så slået, da der blev varslet eksamenstid. For at vi ikke skulle fryse, havde maskinchefen for første gang sendt varmt vand rundt i centralvarmeanlægget, så vi med mindst 2 forskellige slags sved på panden blev tæsket igennem med opgaver og spørgsmål i navigation, dansk, morsning - igen for en sikkerheds skyld samt naturlære.

Dagen i dag var virkelig en sveder, der var til at tage at føle på. Det gik dog helt fint for mig, tror jeg nok.

Søndag den 5. december

I dag er vi så sejlet videre til Dungeness, hvor en anden indskæring i kyststrækningen beskytter mod den værste vind og sø fra vest, men også her var der godt besøg med 10 ankerliggere bl.a. en "Danbåd" fra rederiet "Lauridsen." I dag fik vi allerede vores danskopgaver og dagbøger tilbage, og det var helt fint for mig med flest positive kommentarer.

Mandag den 6. december

Så var det tid til regneeksamen. "Magga Dan" stævnede tæt forbi på vej ud i blæsten og sin videre rejse sydvestover.

På kortbølgeradioen hørte vi radioavisen hjemmefra, og her forlød det, at man forventede, at vi forhåbentlig ville lægge til kaj på Langelinie den 14. december om eftermiddagen ved 16-tiden.

Vi halede en del slæk hjem på ankerkæden, da blæsten nu endelig viste sig i aftagende. Kapstanden gjorde arbejdet helt alene og uden hjælp af eleverne på bakken omkring spillet denne gang.

Tirsdag den 7. december

I køligt vejr sæbede vi naglebænk, lønning, skanseklædning og finkenet. Dækket blev som sædvanligt lige spulet og skrubbet med sæbe og kost nogle gange. Ankerspillet blev igen skrabet og malet efter brugen af det ved udlægningen af ankrene til udenbords placering i kranbjælkerne.

Vi er nu så langt henne i togtet, at de medbragte rationer af fødevarer absolut ikke er dugfriske mere, og det betyder, at der hver morgen ved skafningen bliver en mindre konkurrence om, hvem der får dagens største maddike til at flyde ovenpå portionen med havregryn, når mælken hældes op i tallerkenen. Maddikerne bliver efterhånden bare skubbet ud til siden, så man kan spise videre. I begyndelsen var det lidt ulækkert, men efterhånden blev man vant til deres tilstedeværelse, og måske er man alligevel dagens vinder?

Senere på dagen fik vi overrakt vores navigationskarakterer. Helt i orden.

Onsdag den 8. december

Sæbede af sammen med 45 under dækket på forbanjen og forrum, samt styrmandsgangen agterude. Bagefter blev undervantet malet med sort. Der blev så afholdt stort bakseftersyn med optælling af manglende grej efter bølgens raseren under stormen.

Bageren overraskede os i dag, da han havde fundet en mindre sæk med kokosmel, så under eftermiddagskakaoen fik vi hver især også lige to lækre kokoskager.

Torsdag de 9. december

Arbejdstøjet blev igen vasket på dækket her til morgen. På 8 - 12 vagten var jeg kabysgast. Det var dog ikke en spøg alligevel, da kokken besluttede, at vi igen i dag skulle lave "gule ærter" til folket, men hovmesterens gode hjerte forbarmede sig over os alle, så han bevilgede et supplement i form af en dåse syltede pærer til hver bakke - 10 halve pærer til 10 mand. Man forbavses over den gavmildhed.

Jeg var tjenestegørende fra 13 - 19. Klokken 15 bjærgede vi mærssejlene og satte stagsejlene i stedet. Midt på eftermiddagen knækkede flaglinen, og flaget sad pludselig fast. Kvartermester Hammer kravlede op ad gaflen til mesanen og bjærgede splitflaget. I stedet blev et væsentligt mindre stormflag sat, så vi kunne være os selv bekendt igen. Alle skabe og kistebænke skulle nu klargøres, så de præsenterede ejermanden på værdig vis. Styrbord vagt blev ikke sendt til køjs, men fik i stedet ordre til at stå stand by ved en ny eventuel aktion.

Her var det sidste nye så, at nr. 38 Julius Umulius havde fået blindtarmsbetændelse og skulle under behandling muligvis med operation, som lægen ikke lige kunne udføre her om bord under disse forhold, så kursen blev lagt mod Thyborøn ved Limfjordens vestlige indsejling, hvorfra redningsskibet "Vestkysten" samtidig lagde fra kaj og sejlede os i møde til en "patientoverførsel" fra "Danmark" til redningsskibet. Ved 21-tiden dukkede det så op, og officererne gjorde klar til at sætte en flåde i vandet, skyde et reb over til modtageren og så ekspedere 38 ned i flåden, så han kunne trækkes over og op og derefter i ekspresfart af sted mod kysten og hospitalet, medens vi atter lagde kursen nordover.

Fredag den 10. december

Endelig stiger barometeret. Alle mærssejl blev sat. Jeg havde fået tildelt rengøringen i forrummet.

Vi fik senere karakterer i sømandsskab. OK. Vi har også fået uddelt wire til splejseeksamen.

Vi øgede sejlføringen med fok og storsejl, så der igen skete noget med farten gennem vandet.

Lørdag den 11. december

Da vi blev purret kl. 7 var temperaturen uden for - 1½ C. Fra 4 - 5 var jeg støtterorgænger og fra 6 - 8 tjenestegørende på broen. Vi brasede rundt op ad formiddagen og igen ved 15-tiden, så kursen mod Skagens Gren kunne holdes. Så øgedes vinden igen, og folk blev sendt til vejrs i frostgrader og med masser af vand på sejlede, som hurtigt frøs til is. En assisterende gruppe - heriblandt mig selv - beordredes til vejrs for at assistere de første, så til sidst lå vi 22 mand over storråen og bankede først is af sejlet så langt ned vi kunne nå foran os. Derefter trak vi med frosne fingre en halv meter isfrit sejl op på råen og holdt det fast ved at presse maven ind mod råen. Derefter igen banke is af sejlet og videre op med dugen og så fremdeles, indtil hele storsejlet efter 35 min. endelig var lagt på råen og bundet fast. Under anstændige temperaturer kunne 8 mand klare jobbet på bare 6 - 7 minutter. Denne gang var det således også forbudt at have vanter på i riggen, da de med største lethed kunne fryse fast i tovværk, stag eller mod råen, som alle var våde og isede efter de evige sprøjt fra havet.

Aldrig havde jeg frosset så meget som denne gang - selv ikke på en vinterferie i Lapland med 34 minusgrader under juleferie i Ramsele i Södranorrlands Län.

Senere på dagen holdt kvartermester Larsen "tyrkisk party" under bakken, hvor vi lærte at lave tyrkisk knob på drengene. Vi fik også lige hængt det tøj op under bakken, som endnu ikke var tørt.

Søndag den 12. december

Der var desværre ingen rundstykker til morgenmaden i dag. I stedet blev vi budt på hovedrengøring om læ. Ved 10-tiden fik vi så øje på Skagen fyr i det fjerne. Alle sejl gjordes los, så de fik en chance for at tørre igennem. Det knagede i sejsingerne, da vi løsnede dem og nogle steder skulle lidt is også først bankes af.

Eftermiddagen gik igen med rengøring af dækket. Vi vaskede ned i petroleum og dækket blev skuret i oksalsyre. Før skafningen bjærgede vi atter alle sejl. Store stænge stagsejl blev til og med skåret helt fra og skulle altså ikke bruges mere.

Vi fik fri fra klokken 13 og kunne holde resten af søndagen fri til at hvile os i. Ikke flere lektier eller praktiske øvelser. Eksamen er overstået.

Sidst på eftermiddagen sejlede motorbåden ind i Skagen havn for at hente et par prominente gæster, som skulle deltage i den resterende del af hjemturen ned over Kattegat og Øresund. Det var såmænd arveprins Knud og et par folk fra ministeriet.

Mandag den 13. december

Den sædvanlige morgenrengøring og almene klargøring til paraden under hjemkomsten om et par dage betød lige nu, at alting efterhånden flød lettere end vanligt. Der var ikke flere bitre miner over at skulle tjenestegøre i maskinen eller på andre upopulære poster. Alt blev godvilligt accepteret, for om et øjeblik er hele postyret overstået

Om aftenen var der fællessamling på agterbanjen, hvor arveprinsen underholdt med forskellige beretninger fra sin tid i søværnet og fra nogle af sine rejser. Både han og hans broder kong Frederik havde sejlet sammen med min morfar i søværnet.

Tirsdag den 14. december

Hvad kunne være flottere end at se Kronborg dukke op af disen i det fjerne. Langsomt men sikkert sneg vi os rundt om pynten og stoppede så lige op en halv times tid, så nogle af gæsterne kunne fragtes i land, inden vi afsluttede den lange rejse med anløbet af København.

Spændingen var tyk i luften, da vi for maskine senere sejlede langsomt ind i havnen og gled på plads ved Langeliniekajen, hvor fantastisk mange mennesker ventede med flag og meget andet samt ikke mindst også for rullende tv-kameraer til nyhederne i fjernsynet.

Vi måtte dog styre os så meget, da landgangen først skulle sættes, før de utålmodige pårørende bogstaveligt væltede om bord i en vild kamp for at komme først.

Min egen familie var naturligvis også til stede med både søskende, forældre, en kusine og en moster. Det var helt utroligt, hvor meget der kunne siges på så kort tid. Antallet af omfavnelser og kram var ubeskriveligt, for vores familier havde da også fulgt og følt med os under orkanen i Atlanten, om redningsskibet Vestkystens aktion i Vesterhavet osv. Trods alt var vi så nu kommet hjem i hel tilstand og med så meget mere hår på brystet, end da vi forlod Danmark for "et helt liv siden."

Da alt postyret havde lagt sig og de fleste havde snakket af og forladt skibet, sejlede vi "Danmark" over på den anden side af havnen til sin plads på Holmen, hvorfra vi næste dag skal afmønstre.

Onsdag den 15. december

Denne dags hændelsesforløb er først skrevet i dag den 21. december 2014, hvor jeg er ved at være færdig med at skrive min dagbog ind på min computer. Bogen har ligget i skuffen lige siden min afmønstring i 1965, og i alle årene, som siden er gået, har den højst været oppe af skuffen et par gange, for minderne og følelserne er selv den dag i dag så stærke, at jeg føler et større tomrum/savn fra en væsentlig periode i mit liv. Mange personer og mange oplevelser har gjort så dybt indtryk på min tilværelse, at jeg med stolthed stadig kan kalde mig en ægte "Danmarksdreng."

Der bredte sig en spænding for de fleste, da repræsentanter fra forskellige rederier kom om bord for at hverve nye unge talenter som styrmandsaspiranter. Ret mange fik blot ved at have sejlet med "Danmark" en chance hos det nok største rederi i landet, medens kun et fåtal havde høje karakterer nok til at få ansættelse i det mest attråværdige i tiden, nemlig ØK.

Jeg forhørte mig hos flere rederier, men fælles for dem alle var, at jeg skulle binde mig permanent for en længere årrække, hvilket ikke passede mig, så jeg lod dem alle i fred med de andre interesserede elever.

Sidste morgenskafning blandt kammeraterne i 3.-skifte. Tømning af kistebænk og skab med bl.a. de souvenirs, som jeg havde købt under besøgene i fremmede lande, aflevering af min gode kammerat hængekøjen, iklædning af paradetøj, udbetaling af de sidste penge fra egen konto fulgt af baksmønstring på dækket for alle.

Skippers sidste formanende ord om hvor meget uddannelsen som sømand betød, om retfærdighed, ærlighed, evnen til at samarbejde med alle og flid, som tilsammen skabte et godt menneske, der kan være stolt af sig selv.

Vi mønstrede af, og nogle stykker fulgtes ad forbi Værftsbrovagten og til hovedbanegården. Nogle skulle om bord på langdistancetog til det fynske eller jyske, medens lille jeg bare kunne tage S-toget til Husum station sammen med hele min verden, der var pakket ned i køjesækken, og inden længe ville jeg være tilbage i den kendte gamle verden fra barndommens tid.

Aldrig før eller siden har jeg følt mig så forladt og alene i verden, som da jeg stod af på stationen, gik op af trapperne og stod på en trafikeret Husumvej og tænkte bare: "Hvad er det, der sker lige nu? Springet tilbage til fortiden var voldsomt. Savnet allerede meget stort."

Midt i min genvundne familie, dejlige forældre og skønne søskende, som viste stor glæde over min tilbagekomst, var tomheden alligevel dominerende. Utroligt, at et utal af ensformige hverdage med så megen konstant rengøring, trælsomme nattevagter, emsige officerer, hysteriske kvartermestre, søvndrukne kammerater samt spændende oplevelser i fremmede lande alligevel kan gøre tilværelsen rummelig og betydningsfuld.

Der gik flere uge, før jeg langsomt, men alligevel lidt efter lidt kom til hægterne igen og kunne deltage i det sociale liv på almindelig maner med resten af familien samt gamle kammerater.

Epilog:

Karrieren til søs blev så midlertidigt indstillet, da det tilsyneladende var en fast politik hos rederierne, at man ville stavnsbinde de nye styrmandsaspiranter til en længere årrække. Desuden spillede det for mit vedkommende også kraftigt ind, at jeg absolut ingen indflydelse havde på, hvor i verden man blev udstationeret samt i hvor lang tid.

Efter et halvt års fravær med Danmark genoptog jeg i stedet et par af mine fritidsinteresser på helt andre områder, hvor der så samtidigt blev skabt andre sociale netværk som kompensation for det nyligt mistede fra skoleskibet.

Rent arbejdsmæssigt fik jeg midlertidig ansættelse som pædagog på et fritidshjem i København, og her oplevede jeg den store glæde at arbejde med børn i forskellige aldersgrupper, og jeg fik stor lyst til at forsøge mig videre ad den vej, så snart muligheden gav sig.

Jeg genoptog også min store interesse med fodboldspillet, dog i en anden klub end tidligere, men ikke mindst blev også dansen hurtigt mit primære interesseområde, og da evnerne ikke var helt ved siden af, udviklede det sig meget hurtigt til konkurrencedans på højere niveau, og hverken værre eller bedre skete der den helt naturlige ting, at jeg pludselig stod over for præcis hende, jeg gerne ville være sammen med for altid, og tilmed fik hende som dansepartner og senere livsledsager. Vi er i dag yderligere begunstiget med to dejlige piger og danser stadig fint i takt.

Det resulterede hurtigt i, at arbejdet til søs blev skrinlagt, og i stedet søgte jeg plads på Københavns Dag- og Aften Seminarium, hvor en læreruddannelse så blev målet. Efterfølgende har jeg derefter været ansat i Frederikssund kommune i 40 år med tjeneste på samme skole alle årene. Tiden er fløjet af sted, og pludselig havde jeg 40 års jubilæum.

I livet som pensionist har der så været mange andre muligheder for aktiviteter, og en af dem blev at indføre den håndskrevne dagbog i computeren og bagefter få digitaliseret de gamle dias, så den kunne bruges. Nogle af dem var i en stand, som absolut trængte til at blive optimeret via moderne billedbehandlingsprogrammer.

Renskrivningsprocessen har været lang og tidkrævende, men yderst interessant - ikke mindst genoplevelsen af hele togtet med Danmark på Middelhavet i 1965 i både ord og billeder.

Sejladslivet er ikke helt skrinlagt, da jeg gennem årene har haft flere både til at nyde glæderne i. Både feriesejlads med familien på langfart samt forskellige kapsejladser og DM har vi deltaget i og vundet.

Næsten helt aktuelt fik jeg sammen med min broder og 4 sejlkammerater chartret en katamaran i Vestindien i januar 2012, og gruppen har dags dato atter et projekt på beddingen med en tur på 14 dage til Kroatien i september 2015.



________________________________________________________________________________
Copyright © 2004-2017 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.