Hjem | Forum | Dit togt | Om siden | Gæstebog | Kontakt | ©


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3459 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




 
 Tilmeld Frameld



  Wallpapers
  Memory
  Mahjong
  Frozen Bubble v2



  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 515712
  Hits i alt: 3431044
  Online lige nu: 1


Hauke Ritterbusch fortæller

Elev: Hauke Ritterbusch
Elev nr. 20
Togt forløb: 1960
_________________________________________________________________________

Mit togt med Skoleskibet Danmark i 1960.

Påmønstrede på Holmen i København den 15. mar. 1960.

Jeg hed den gang Hauke Simon.

Tog senere (1962) navneforandring til Hauke Ritterbusch.

Født i München 1943 (1. bølge af 2. generationsindvandrere efter krigen)

Vi have kun lov til at have et i forvejen defineret sæt af ejendele med. Det var ikke ret meget. Der blev udleveret diverse uniformsgenstande, således at vi alle så ens ud og de 'rige' ikke var til at skelne fra de 'fattige'. Vi måtte ikke have penge liggende, dels for igen at gøre alle lige og dels undgå problemer med tyveri. Vi fik at vide, at det var en alvorlig forbrydelse mod reglerne, at ligge inde med 'private' penge (hjemsendelsesgrund). Der påmønstrede 80 drenge den dag. Vi blev herset godt rundt med, fordi skibet havde været afrigget i forbindelse med at have være i dok i løbet af vinteren. Nogle enkelte havde haft lønnet arbejde med at rigge til en periode inden den store påmønstringsdag og var derfor 'forud' for os andre, hvilket var lidt irriterende.

Vi fik numre og blev organiseret i 2 vagter. Hver vagt i 4 bakker med 10 mand i hver. Jeg kom i 2. bakke (numrene 2 til 20). Mit nummer var 20. Herefter hed jeg ikke andet de næste 6 måneder. (På sømandsskolen hed jeg 55 i 3 måneder). Hver mand fik et lille smalt stålskab, samt rummet i den bænk vi sad på ved bordet - kistebænk, hvor man sad på klappen. Soveplads var en hængekøje, som skulle rigges til og af, hver gang man skulle sove/stå op. Det tog lidt tid at vænne sig til at sove i sådan en bananskræl, som vi kaldte dem.

Formålet med opholdet var at lære og øve følgende:

Diciplin - tage mod ordrer/udførere ordrer.

Mange sammen på lille plads - indordne sig.

Teoretisk undervisning i visse fag.

Lære at sejle et sejlskib med hjælpemotor.

Stifte bekendtskab med naturkræfterne om bor på et sejlskib.

Blive modne via at gøre erfaringer af den rigtige slags.

Leve med forbrug af meget lidt ferskvand.

Lære sømandsskab og teamwork.

Vi blev kommanderet af:

1 Kaptajn

3 Styrmænd

1 Telegrafist.

8 Understyrmænd

1 Sejlmager

1 Kok

1 Bager

1 Hovmester

1 Maskinmester

Ud over at være på vagt, når skibet sejlede, var vi ind imellem på 'daghold' i kabyssen, stikkerriet, Maskinen, Sejlværkstedet eller som messegast for de fastansatte.

Inden vi kunne sejle nogen steder, skulle skibet rigges færdigt og vi skulle lære nogle indledende færdigheder. En af dem var at klatre op og ned i de op til ca. 50 meter høje master på sikker vis i en helvedes fart - også når det var mørkt - uha. Hold da op hvor var vi trætte i den første tid.

Det var rigtig aktivitet til unge raske mænd. Vi åd alt, hvad vi kunne komme i nærheden af og det med at sove i køjerne var ikke noget problem, bare man var træt nok.

Allerede under den indledende fase blev enkelte sendt hjem igen. Nogle for at snyde og være uærlige, andre fordi der blev fundet penge i deres gemmer, andre fordi de ikke turde kravle i riggen, nogle blev syge, et par stykker viste sig at være kriminelle og andre igen fordi de hurtigt fandt ud af, at det ikke 'var lige dem' (hjem til mor).

Der kom nye til at erstatte de afmønstrede så vi stadig var 80.

Det viste sig også hurtigt, at der var kommet elementer med, som nogen mente trængte til en 'kærlig hånd'. De værste slap vi af med og resten blev efterhånden 'forbedret'.

Det på trods af, at vi havde skrevet under på, at det var vor agt at uddanne os til officerer i handelsflåden.

Så snart skibet kunne sejle 'tøffede' vi til bugten syd for Helsingør, hvor vi lå for anker ud for 'Kystens Perle' en tid for at blive trænet færdige. Der var en skrigen og skrålen dagen lang. Vi skulle lære om natten at finde de rigtige tovender - jeg tror, der var ca. 400. Alle tænkelige sejlmanøvrer blev trænet. Sejl op, sejl ned, dreje og bakke. Herefter var vi så endelig klar til de første par live ture på Sundet og i det Sydlige kattegat, hvor det hele blev finpudset – i godt vejer.

Endelig var vi så efter en måneds hård terpen og træning klar til selve togtet på de 'store' have. Det var hårdt men meget lærerigt.

Den fast ansatte besætning kunne kommandere rundt med os, nærmest som at trykke på knapper. Vi vidste præsis, hvad hver eneste kommado betød. Og vi havde lært mundtlig at gentage alt, for at sikre kommunikationen. Ikke noget med at sidde i rundkreds og parlarmenter.

'Javel!

Selve togtet skulle først gå til nogle få danske havne - jeg husker at vi var i land på Tåsinge og Kalundborg, og derefter til Gotland (Visby) og Stokholm. Vi blev godt modtaget overalt, som det 'toppen' af landets ungdom, vi efterhånden opfattede os selv at være.

Inden den lange del af togtet startede, fik vi 'orlov' nogle dage og kunne rejse hjem fra Holmen. Vor uniform lignede marinens (den amerikanske – striber i kraven og en stjerne i hjørnet af rygsmækken).

Vi fik at vide, at vi ikke kunne rejse på billige soldaterbilletter. Men det gjorde de fleste nu alligevel uden at blive opdaget. Men lille jeg blev afsløret, sammen med et par andre på vej tilbage. Inden Odense kom der en konduktør, som straks kasserede vore soldaterbilletter.

Vi fik en balle og de andre betalte. Men jeg havde ikke penge nok, så jeg blev sat af i Odense og blev vist ind til stationsforstanderen, medens de andre kørte videre. Jeg fik skæld ud og blev nægtet videre rejse, med mindre jeg betalte det, jeg skyldte. Jeg måtte jo forklare, hvordan landet lå, og det endte med, at jeg fik lov at rejse videre med næste tog mod at efterlade mit 'Agfa klik klak' camera. Det ville være helt skidt, hvis ikke jeg nåede tilbage til tiden.

Da jeg nåede frem var jeg dagens mand i skysovs. Jeg skrev hjem, der blev sendt penge til stationsforstanderen i Odense, og jeg fik sendt mit camera tilbage. Ak ja, hvad man dog måtte igennem.

Efter den indledende meget spændende tid, gik det over i daglig rutine, som der ikke er så meget at fortælle om. Fra Visby gik turen til Holland (Ostende) nord om Skagen. På vejen derned deltog vi i en kapsejlads sammen med diverse andre store skolesejlskibe. Vi blev hæderligt placeret.

Jeg kan huske, at det norske 'Sørlandet' brækkede noget på en mast i de sidste hektiske manøvrer. Vi 'mistede' en mand fordi han glemte, at et tov han løsnede, bar en stor vægt. Tovet løb ud gennem hans hånd og op om armen, og brændte både hud og kød væk. Han kom på sygehus og vi så ham ikke siden. Det er den eneste større ulykke, jeg kan huske fra hele togtet.

Ud over det praktiske blev der givet teoretisk undervisning i noget af det vi skulle bruge senere som navigatører.

Fra Ostende gik togtet videre til Lisabon og Kap Sagres, hvor vi bla. a. deltog i festlighederne i anledning af Sinbad Søfarerens jubilæum.

Jeg husker forskellige hændelser fra togtet.

Under landgang Ostende, var der flere elever som fik for meget 'ildvand'. Bla. nr. 12 – vi kaldte ham 'tulle'. Efter at være kommet retur fra land, blev han puttet i køjen. Men han brækkede sig kort efter og lå og flød i sit eget bræk, nærmest helt bevistløs. Han blev 'firet af', pakket sammen i køjen og båret op i baderummet, hvor han og køjesagerne blev spulet rene med saltvand. Hård behandling, men det hjalp.

Jeg syntes selv, at jeg klarede mig godt og var god til det meste. Ingen store problemer. Der var dog nogle hændelser, hvor jeg uforskyldt blev forfulgt. F.eks. havde den ene af understyrmændene fået den ide, at jeg gik og grined af ham, hvilket han gik vældig op i - det passede ikke.

Jeg var en gang oppe at stå ret for 1. styrmand Rømer. Det var noget med, at jeg dækkede over noget, som han ville have, jeg skulle fortælle. Men jeg holdt min mund.

Officerene havde en svaghed for at bruge kollektiv afstraffelse. På en måde var det ikke smart, men på den måde sørgede de for, at 'gruppen' selv blev motiveret til at holde justits, hvilket af og til ikke var helt så smart.

Men også det lærte vi af....

1. styrmand Rømer mødte jeg senere til skibsfører eksamen på navigationsskolernes skoleskib Navigator, hvor han var kaptajn. På det tidspunkt var jeg en af de bedre i klassen. Han kaldte os par stykker, han kunne huske fra Danmark for 'sine drenge' og var særlig venlig imod os og hjalp os mere end de andre. Så det var nok ikke noget dårligt, man blev husket for.

På Danmark var diciplinen hård. Faktisk hårdere end det, jeg senere mødte i søværnet i værnepligtstiden og et par års frivillig tjeneste som reserveofficer.

Jeg kan huske, at en nat til en mønstring, manglede der en mand. Han kunne jo være faldet overbord. Himmel og jord blev sat i bevægelse, for evt. at finde ham. Og hvor fandt vi ham - sovende i den tømte/tørre vasketøjstønde. Han fik en diciplinær straf.

Det var på Danmark, jeg lærte begrebet 'Snejegast' at kende, som var en der forsøgte at unddrage sig sin del af arbejdet, via at 'putte sig væk' eller på anden vis gå i 'glanstilling'.

På et tidspunkt lå vi for anker i Guldborsund i nærheden af godset Rosenborg, hvor man lavede Rosenborg blåskimmel ost. Vi var på rundtur der og fik lov at tage det ost med, vi ville. Nogle af godsets ansatte forlystede os med at lære os at stå på vandski. Det var vældig sjovt. Også da vor maskinmester glemte at slippe grebet og blev trukket tæt forbi skibet, som en torpedo under vandet.

Osten gemte vi i vore skabe. På et tidspunkt blev lugten så fæl, at der blev foranstaltet en randsagning, hvor alle osterester blev fundet, beslaglagt og smidt ud.

Hovmesteren kunne vi ikke lide (han sparede på maden). Han havde også sodavandssalget m.m. Varerne var stuvet af vejen under vor banje. Vi havde selv stuvet det - måske med vilje ikke for godt, for en dag med dårligt vejr, hvor skibet blev presset over på siden, røg det hele ad h til med et enormt rabalder. Sikke en oprydning. Vi frydede os guddommeligt i lang tid.

Af de 8o jeg var sammen med på Danmark mødet jeg kun nogle få igen senere. Nogle på værtshuse rundt omkring i verden, andre på navigationsskolen, andre i min tid hos søværnet.

Under opholdet på Danmark, blev diverse historier fortalt os ang. tidligere krittiske hændelser. F.eks. at skibet havde været tæt på at gå ned ved en lejlighed, at en var faldet ned på dækket fra en rå og var død, samt historien om understyrmand Jesper Ussing, som blev slynget overbord fra bakken i hårdt vejer – og en snarrådig udkik agter som fik smidt et bjærgmærs ud til ham og hele den komplicerede manøvre med at stoppe/vende og komme tilbage og samle ham op (Jesper var meget heldig).

I Lisabon var vi i forbindelse med festlighedene inviteret til en park, hvor der var fri mad og rødvin. Det var nær gået helt galt, fordi officererne ikke kunne styre os og der måtte en større 'round up' til, før vi var samlet sammen og kunne køres tilbage til skibet i busser. En del elever synligt berusede. Vi tålte ikke så meget, men udskejelsen kom os aldrig til skade, fordi den fri rødvin i den grad kom bag på skibsledelsen.

Senere var en udvalgt del af eleverne – bla. jeg, heldige og komme med i land v. Kap Sagres, hvor vi var på spillecasino. Jeg var nær ikke kommet med fordi min hvide uniform ikke var helt hvid mere efter Lisabon – jeg måtte låne mig frem. Ved den lejlighed blev der passet bedre på os.

Jeg lærte, at komme ud af det med de andre, nogle bedre end andre. Jeg blev aldrig rigtig ven med nogen af dem. Jeg havde lært, at det med at være venner er svært. Dels at finde de rigtige, dels at holde det ved lige senere. Og hvorfor lægge en masse i noget, som man godt vidste ikke ville vare længere end den tid, man var nødt til at være sammen. Fra hele min tid til søs, er der i dag kun et bekendskab tilbage - Leo, som jeg mødte på Navigationsskolen i Svendborg og senere igen i Søværnet.

Forbindelsen til hjemmet var brevene. Det var vigtigt. Det var mor som altid fik tid til at skrive, således at der ofte var flere breve, når vi kom i havn og der blev delt post ud.

Turen hjem, var den længste sammenhængende sejlads nord om Skagen.

I Biscayen byttede vi på åbent hav, sprut og cigarretter mod bonitoer med nogle fiskere. Aftalen blev lavet med tegn og fakter og varerne blev hevet frem og tilbage med line, medens vi sejlede. Herlig mad i massevis.

Afmønstrede den 14 sept. 1960 på Holmen.

Jeg havde skrevet under på, at uddanne mig til officer i handelsflåden. Det holdt jeg, men handelsflåden fik kun rigtig glæde af mig i 8 måneder, idet jeg i starten af 1970'erne gik i land for at få et ordentlig familieliv med kone og børn. Har ikke været arbejdsløs en dag i mit liv og har haft div. ledende stillinger. Mødte mange mennesker, som åbenbart mente, at man sagtens kunne bruge en som mig til andet end at sejle til søs. Jeg ved at flere andre har haft tilsvarende let ved at 'skifte spor' senere i livet.

Træls for handelsflåden, som løbende har måttet uddanne over behov, for at få det nødvendige bemandingsgrundlag.

_________________________________________________________________________
Vil du i kontakt med Hauke Ritterbusch, så skriv til Webmaster.



Copyright © 2004-2017 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.