Hjem | Forum | Dit togt | Om siden | Gæstebog | Kontakt | ©


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3459 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




 
 Tilmeld Frameld



  Wallpapers
  Memory
  Mahjong
  Frozen Bubble v2



  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 509183
  Hits i alt: 3408304
  Online lige nu: 0


Frederik Grøntved fortæller

________________________________________________________________________________


Skoleskibet "Danmark"

Dagbog for togtet 1960-61.

- som oplevet af elev nr. 22.


18/10-60. Tirsdag.

København. Vi, de nye elever til skoleskibet, var tilsagt at møde kl. 0930 ved Værftsbro-vagten for enden Prinsessegade. En flok unge mennesker, fremmede for hinanden, der tøvende trækker hen mod fortovet på den ret ensomme lokalitet ved Værftsbroen på Christianshavn. Unge fyre med bevidsthed om, at disse fremmede ansigter i løbet af kort tid vil blive kendte kammerater. Dulgt spejdes efter tegn på indholdet i ansigterne. Kort efter dukkede et par kvartermestre og styrmænd op og fik alle firs fremmødte stillet op på to geledder, hvorefter der marcheres i spredt takt men god orden ind gennem Værftsbrovag-ten - ind på Holmen til beklædningsmagasinet. Her foregik der prøvninger af tøj, huer med skarpe kanter og skruegang til panden samt klodsede sko. Samtidig var der synsprøver med farvetavler, hvor en mand gik rundt og udspurgte hver enkelt om, hvad han kunne få ud af tegnene på de kompliceret farvede prøvetavler. En anden gik rundt og fotograferede os mere eller mindre halvtpåklædte unge fyre - antagelig i håb om senere at kunne sælge nogle billeder.

Efter at have fået udleveret tøjbylterne marcherede vi ned til Dokøen, hvor det smukke, hvide sejlskib lå fortøjet og klar til at modtage os - det nye hold på firsindstyve kadetter.

På kajens toppede brosten blev vi linet op, mens førstestyrmand sammen med anden- og trediestyrmand begyndte fordelingen af skibsnumre og udlevering af fordelingssedler, hvor vore fremtidige poster om bord er specificeret. På min seddel står der, at jeg har fået nr. 22 og dermed skal være baksformand i fjerde bakke, 2. skifte og bagbords vagt. I hver bakke er der ti mand, og i min er det de lige numre fra 22 til og med 40. I øvrigt står der på sedlen, at jeg hører til på stortoppen ved bramsejlet og er motorbådsfører. Skoleskibets elevbesætning er i øvrigt fordelt på to banjer à 40 mand, hvor styrbordsvagten består af de ulige numre, og besætter forbanjen, mens bagbords vagt med lige numre hører til på agterbanjen. Hver vagt er opdelt i to skifter og hvert skifte i to bakker. Som førstemand i hver bakke er der en baks-formand, som har ansvaret for god ro og orden i bakken og til gengæld er fritaget for at gå med i bakstørnen om opvask og rengøring. Af vi otte baksformænd er de fire også stores-keepere, der står for udlevering af rengøringsgrej, maling etc. fra storesrummene, mens vi fire andre også er motorbådsførere, når skibet ligger under land.

Efter at være kommet om bord i skoleskibet og have skiftet til det uniforme kluns og deref-ter fået det civile tøj pakket i papirsække for hjemforsendelse, blev hængekøjerne udleve-ret, så vi kunne få dem stuvet i de respektive finganetter, som køjeskabene kaldes. En masse pressefotografer sværmede rundt alle vegne, så vi står antagelig til at skulle figurere i landets aviser et par dage. Skipperen, kaptajn Knud Hansen, ser ud til at være en streng herre, rank som havde han en pind i ryggen. Han vadede også rundt og gik i vejen i forvirringen. Dette er altså så den navnkundige "Kong Knud".

Der blev givet landlov kl. 16 efter en regulær kritisk landlovsmønstring. Nattegn til kl. 23.

19/10-60. Onsdag.

København. Om eftermiddagen forhalede vi skibet ud til en bøje i havnen, hvor vi skal ligge fortøjet indtil videre. Der var øvelser i at pakke hængekøjen korrekt, for det skal gå stærkt om morgenen, når køjerne skal tages ned og pakkes, og det skal ske på korrekt vis med surringslinerne så tighte, at man ikke kan rive pakken op igen ved at stikke fingrene ind under surringen. Og der var øvelser i at entre toppene, hvor der er næsten 40 meter op til fløjknappen på stormasten. De færreste af os har tidligere prøvet at entre et skibsvant, over pyttingvantet til mærset og videre ad stængevantet til bramråen og derpå evt. videre ad jakobslejderen til røjlråen, om man skal helt til tops. Henved en snes af eleverne kommer lige fra skoleskibet "George Stage", så de er i forvejen vel øvede med hensyn til at færdes i en sejlskibsrig.

20/10-60. Torsdag.

København. Fortøjet ved bøje nr. 3. øvelser i riggen og på dækket. Der er mange navne at skulle lære udenad, idet hver eneste af de henved 100 tovender, der hænger som kvejl langs naglebænkene og rundt skostaldene har sit eget specielle navn. Der er naturligvis system i det, men immervæk er det mange navne. Og stagene, sejlene og meget mere har egne navne, som skal læres udenad hurtigst muligt.

21/10-60. Fredag.

København. Forholdene om bord er ved at blive mere fortrolige efter at vi de sidste par dage har holdt en mængde øvelser med arbejde i riggen og på dækket. For de allerfleste af er det jo noget helt nyt. Kun for de, som tidligere har sejlet med skoleskibet "George Stage", er rutinen mere kendt. Vi går de daglige vagter, som for mit vedkommende mest har bestået i at sejle motorbåden til og fra landgangstrappen ved Isbjørnen på Langelinie. Der er hele ti-den tempo over livet om bord. Man skal nok have overværet det, for at forstå, at der virkelig i løbet af sekunder kan bringes liv i 80 sovende drenge og få dem til i løbet af få minutter at komme på højkant, få sko og bukser på, få hængekøjen surret og bragt med til mønstring på dækket i en sådan stand, at en kvartermester ikke kan presse fingrene ind under surringen og rive den op. Ingen morgenmad før alle står på dækket med køjerne under armen surret og godkendt. Tiden er knap, så hvis det varer for mange minutter med køjemønstringen, bli-ver tiden mindre til morgenmaden. Desuden er der en stående trussel om straffeøvelser, hvis det hele ikke går hurtigt nok. Det er også ganske imponerende at overvære, at fyrre mand stamper afsted over dæksplankerne med f.eks. taljeløberen til en af redningsbådene uden tanke for andet end at hale i forening og samtidig, mens bådsmandspiberne hviner til takten, - og den tunge båd langsomt glider op for de mangfoldigt forenede armkræfter.

22/10-60. Lørdag.

København. Der blev givet landlov, men først efter at hver enkelt landlovsgast var blevet eksamineret i navnene på tovenderne ved naglebænke og skostalde. Det var trediestyrmand Skibbye, som foretog overhøringen, og det foregik på den måde, at han nævnede en tovende, hvorefter eksaminanden uden tøven skulle løbe hen og udpege den. Og løbe helt bogstave-ligt, for går det ikke hurtigt nok løber trediestyrmand med en finger i ryggen på manden og formeligt skubbede ham afsted i fuld firspring, for det var jo ikke meningen, at mønstrin-gen skulle vare hele dagen. Det så egentlig ret komisk ud, men var sikkert ubehageligt nok for den, der evt. ikke var helt sikker på tovendernes placering. Bestod man ikke overhørin-gen, var der ingen landlov i denne omgang. Så kunne man benytte eftermiddagen til at få den manglende viden suppleret op og derpå forsøge sig igen til aftenmønstringen. Landlovs udløb kl. 23.

23/10-60. Søndag.

København. Havde vagt hele dagen og sejlede regelmæssigt med motorbåden til Langelinie hver time på skift med nr. 62 fra ottende bakke, som er den anden motorbådsfører fra bagbords vagt.

24/10-60. Mandag.

København. Fortsætter øvelserne med arbejde i riggen - med at sætte og bjærge sejl samt i at møde på posterne til de forskellige ruller.

25/10-60. Tirsdag.

København. Det var egentlig planen, at vi skulle have været udenfor i Sundet for at sejle nordpå til Snekkersten, men vejret har været så koldt og blæsende, at man åbenbart har ræsonneret, at det vil være mest praktisk for de daglige øvelser, om vi bliver i læ for vinden her i havnen.

26/10-60. Onsdag.

København. Fortsætter øvelser i brug af sejlene og at møde efter rullerne. De vigtigste ruller er sejlrullen samt brand- og lækrullen, som jo omfatter skibets drift og sikkerhed. Om morge-nen og formiddagen har vi ofte roøvelser med redningsbådene, hvilket er hårdt for arme og hænder her i begyndelsen. Man bliver aldeles udkørt efter en times slid ved årerne, men der er ingen, der beklager sig. De allerfleste er her jo immervæk af egen fri vilje og resten affin-der sig vel med skæbnen.

27/10-60. Torsdag.

København. Arbejder hele dagen med riggen mv. Fik de sidste af sejlene, nemlig de to store undersejl, fokken og storsejlet, slået under, hvorefter alle sejl altså er klar til brug.

28/10-60. Fredag.

København. Nu kender jeg vist alle skibets hundreder af tovender af både navn og gavn. Heldigvis er der et klart system i placering og i navne, og de fleste af betegnelserne går på en måde igen ved de tre toppe, fortoppen, stortoppen og krydstoppen, eftersom der findes giv-tove og gårdinger, skøder, braser, fald og toplenter til hvert eneste af råsejlene samt skøder og op- og nedhalere til stagsejlene. Det gælder blot om uden tøven altid at få fat i netop den rigtige tovende. Vi har alle arbejdet i riggen det meste af dagen, hvor kaptajn Hansen selv har ledet øvelserne med at sætte sejl, brase rundt med toppene og siden bjerge og pakke sejlene. Det hele går ganske kvikt nu, selvom der naturligvis mangler rutine for at det hele kan forløbe perfekt. Det er et flot syn, når vi således har alt canvas'en oppe og braser toppe-ne fra side til side i den svage oktobersol. Det er vist ikke for meget sagt, at vi glæder os til at komme ud på åbent hav med sejleren.

29/10-60. Lørdag.

København. Styrbords vagt havde landlov og vi andre måtte blive om bord som vagt.

30/10-60. Søndag.

København. Efter morgenmønstringen fik hele bagbords vagt landlov - med undtagelse af de tre elever, som i løbet af ugen er blevet noteret for ikke at have kunnet deres lektier.

31/10-60. Mandag.

øresund. Så kom vi omsider udenfor havnen med skibet, idet vi straks efter morgenmøn-stingen gjorde klar til at lette. Klokken ti stod vi ud af havnen for maskinkraft og sejlede nordpå. Det var bidende koldt med en anelse af frost i luften, så jeg, der var udstukket til at være rorgænger, måtte dreje det store dobbelte rat med valne fingre. Der er ellers arbejde nok med at tørne det mandshøje rat. Maskinen er en ganske lille Frich's på 225 HK, som kun kan give skibet få knobs fart, så det varede en rum tid, inden vi var fri af molerne. Vel ude på Sundet blev alle sejlene sat, og vi gik bidevindt op gennem øresund. Senere krydsede vi frem og tilbage og havde forskellige øvelser med stagvendinger resten af dagen. Ved femti-den ankrede vi ved Snekkersten.

Det er en ny oplevelse at sejle for sejl alene. Da motoren blev stoppet ud for Middelgrunds-fortet og sejlene overtog fremdriften, havde man af gammel vane fornemmelsen af, at skibet lå og drev for vind og strøm som følge af denne pludselige stilhed og uden de for skibe ellers så karakteristiske vibrationer fra maskineriet. Men kastede man et blik ud over lønningen, kunne man konstatere, at skibet faktisk løb en god fart gennem vandet, ligesom man kunne høre det plaske langs siderne. Det varer nok lidt, inden man vænner sig til, at fremdriften ikke nødvendigvis er forbundet med maskinlarm, men at det også kan ske omtrent lydløst. Det føles næsten frydefuldt. Skibet pløjede sig frem nord gennem Sundet med en svag styr-bords krængning for den vestlige vind og de store lysegrå sejl. - Dette er altså at sejle!

1/11-60. Tirsdag.

øresund. Det er begyndt at blæse kraftigere. Ved ti-tiden lettede vi og stod sydpå for mærs- og undersejl og krydsede lidt rundt for disse alene. På trods af den reducerede sejlføring gjorde vi ganske god fart og havde rigeligt at gøre ved braserne i den ret kraftige vind. Der er stormvarsel for Sundet og lige nu blæser det styrke 6-7. Ved aften ankrede vi i læ af Middelgrundsfortet.

2/11-60. Onsdag.

øresund. Ligger stadig på Københavns red i læ for stormen. Vinden er dog løjet noget af, men der er fortsat stormvarsel og det regner hele dagen. Da vindpresset tog af, blev det ene anker taget hjem. Har haft øvelser med knob og stik og lign. i dag.

3/11-60. Torsdag.

øresund. Efter morgenrengøringen blev der sat sejl og vi krydsede frem og tilbage i Sundet med sejløvelser, som vi bliver stadig mere fortrolige med. Der er liv og tempo over arbejdet og alle går til sagen med stor energi. Skulle der være enkelte, som ikke rigtigt er motiveret, bliver de alligevel revet med, fordi det ubetinget kræver fuld indsats af hver enkelt mand at få toppene braset rundt i netop det rette øjeblik. Er man for langsom, falder straffen promp-te og konsekvent, idet der så følger det opslidende sejtrækkeri med at få drejet ræerne med sejlene op mod vinden. Det er f.eks. hvad der hænder, dersom de 20-25 mand, der løber forefter med stortoppens braser eller agterefter med fortoppens, ikke får toppene med rundt samtidig med at skibet drejer op gennem vindøjet. Er man rettidig, varer vendingen sekun-der, er man for langsom skal der slides desperat i mange minutter mod vindens seje tryk og med skældsord fra kvartermestre og styrmænd haglende ned over sig. Eller dersom f.eks. de ti-femten mand, som skal sætte røjlråen og har fat i storerøjlfaldet, ikke på én gang sætter i løb hen ad dækket til bådsmandspibens hvinen, og således ved en voldsom samlet kraftan-strengelse løber råen op, får de deres sag for med et opslidende arbejde at hive den tunge rå plus sejl op tomme for tomme. Dette skal sikkert nok lære selv den mest dovne forståelsen af samarbejde. Ved aften blev alle sejl bjærget og vi fortøjede ved bøje nr. 3 i Københavns havn.

4/11-60. Fredag.

København. Fortøjet ved bøje 3. øvelser hele dagen med riggen mv.

5/11-60. Lørdag.

København. Bagbords vagt havde fri, og jeg var en tur i land om eftermiddagen. Ikke fordi jeg egentlig havde noget særligt ærinde, men når der nu er givet landlov et par timer om ugen, er det da meget rart at gå en tur i land og strække benene. Var inde hos en fotograf på østerbro med en film til fremkaldelse, og det var så heldigt, at dette netop var en af de foto-grafer, som sprang omkring og filmede den første dag om bord. Han fremviste en del nega-tiver og håbede åbenbart at kunne gøre forretninger. Jeg var dog ikke interesseret i at være agent for ham og bestilte blot nogle kopier til egen samling, hvilket han tydeligvis ikke var rigtigt tilfreds med.

6/11-60. Søndag.

København. Vagtsdag, - og jeg sejlede som sædvanlig med motorbåden - en tjans som er ulig mere interessant end almindelig vagt, dels fordi jeg godt kan lide at sejle med bådene og dels, fordi det kun kræver, at jeg er tilstede den ene gang i timen, hvor der skal sejles. De to hagegaster derimod er nødt til at sidde ude i båden ved slæbebommen og kede sig en time ad gangen.

7/11-60. Mandag.

København. Det er koldt og blæsende, og vi bliver liggende ved bøjen i havnen hele dagen med for forskellige øvelser i riggen.

8/11-60. Tirsdag.

øresund. Efter formiddagsrengøringen gik vi ud på Sundet og havde sejløvelser resten af dagen. Vi sejlede ud af havnen for maskinkraft og satte sejl, så snart vi var udenfor. Det er koldt med en skarp vind og med temperatur omkring frysepunktet. Vinterens første sne faldt i store, våde klatter. Vi knækkede store røjlråen i formiddags - og jeg var desværre den skyldige i uheldet. En lidt pinlig affære. Det hændte under en forberedelse til at bjærge sejl, og der var fra broen blev beordret "klar ved røjlerne". Jeg var sammen med andre i færd at rive gårdinger og givtove ned fra naglebænkene i det sædvanlige hektiske tempo. En kvarter-mester kommer farende forbi og råber i det samme til mig, at jeg også skal lægge røjlfaldet ned, så jeg greb faldet, smed det på dækket og viklede hurtigt tørnene af naglen, hvorved faldet naturligvis fløj til vejrs og råen, der var sat, faldt ned i sine toplenter. I samme brøkdel af et sekund det var ved at ske, indså jeg fejltagelsen og prøvede at holde igen i det ret tynde hampetov, som udgør faldet, sammen med kvartermesteren, der også så fadæsen, men vi blev begge bare løftet med op og tovet gled ud mellem hænderne på os. Ved den bratte standsning i toplenterne, der har fat i hver af råens nokker knækkede den på midten ved rakken. Og det så jo slemt ud. Skipperen kom farende hen over dækshuset og brølede: "Hvem var det?!". og jeg, der straks ventede en større skideballe, råbte omtrent lige så højt: "Det var mig!". Kong Knud gloede vredt et øjeblik, mumlede et eller andet og vendte tilbage til broen.

9/11-60. Onsdag.

øresund. For anker ved Snekkersten hele dagen med øvelser med riggen.

10/11-60. Torsdag.

øresund. Det har livet vældigt op på stemningen om bord, at det er meddelt, at vi fra i mor-gen får fem dages orlov - d.v.s. fri fra fredag aften til onsdag middag. Der er nærmest jubel om bord. Desuden er det mortensaften, hvor der blev serveret søndagsmiddag i stedet for den sædvanlige spartanske aftensmad. Ved aften krydsede vi ind mod København og ankre-de ved Trekronerfortet, så vi er klar til at gå i havn i morgen.

11/11-60. Fredag.

København. Ved femtiden om eftermiddagen sejlede styrbords vagt skibet ind til Holmen, mens bagbords vagt klædte om til landgangstøj for at være klar til at tage på orlov straks efter ankomsten. Jeg tog hjemover med aalborgbåden om aftenen i følge med en bakskam-merat, nr. 30 Hans fra Vadum.

12/11-60. Lørdag.

København. Holmen. Orlov

13/11-60. Søndag

København. Holmen. Orlov

14/11-60. Mandag.

København. Holmen. Orlov.

15/11-60. Tirsdag.

København. Holmen. Orlov. Folketingsvalg

16/11-60. Onsdag.

København. Holmen. Bagbordsvagten møder tilbage efter orlov.

17/11-60. Torsdag.

København, Holmen. Styrbordsvagten er taget hjem på deres orlov og vi andre på bagbords vagt har overtaget vagttjenesten om bord.

18/11-60. Fredag.

København, Holmen. Vagttjeneste om bord.

19/11-60. Lørdag.

København, Holmen. Vagttjeneste om bord. Andet skifte havde landlov.

20/11-60. Søndag.

København, Holmen. Vagttjeneste om bord

21/11-60. Mandag.

København. Midt formiddag forhaler vi skibet til bøje nr. 3 i havnen.

22/11-60. Tirsdag.

København. Styrbords vagt er vendt tilbage efter orlov, så skibet igen er fuldt bemandet. Om formiddagen offentlig besøg om bord af forældre og andre pårørende, der ønskede tage afsked. Jeg færgede dem alle frem og tilbage med motorbåden, hvilket blev en lidt fugtig for-nøjelse for alle parter i den friske blæst, som selv inde i havnen kunne slå en del sprøjt over båden. Ved middag var de sidste gæster igen fra borde og vi kunne gå i gang med de sidste forberedelser inden afgangen på togtet. Kl.14 afgik vi så fra København. En slæbebåd bugse-rede os udenfor molerne, hvorpå der blev sat sejl med kurs nordud af Sundet. Der blev gjort et kort ophold på Helsingørs red for at sætte en del æresgæster og bestyrelsesmedlemmer i land, hvorefter vi fortsatte med rumskøds sejlads nordpå gennem Kattegat for en frisk syd-østlig vind styrke 6-7. - Det er jo en god start på turen.

23/11- 60. Onsdag.

Nordsøen. (Middagspos. ud for Løkken. Kurs 275, fart 3-4 knob og udsejlet distance på 200 sømil.)

Skagen Rev fyrskib blev passeret halv seks i morges, efter en rask tur med agterlig vind op gennem Kattegat. Nu i eftermiddag ligger vi og driver afsted med svag vind foran for tværs om bagbord, men har dog kun mærs- og undersejl sat. Vi kunne godt bruge en rask lille storm at sætte fart i kludene, for på denne måde kommer vi jo ingen vegne. Vandet er iøv-rigt roligt og solen skinner.

Resten af eftermiddagen har vi ligget og drevet et sted mellem Vendsyssels og Norges kyster, men hen under aften er det begyndt at blæse op og tilmed fra den rigtige kant. Vinden blev dog efterhånden så stærk, at vi inden midnat måtte bjærge alle sejl på nær undermærssejle-ne på for- og stortop. Det var meget pludselig, at den ellers så rolige sø rejste sig og begynd-te at vise tænder. Bramsejlene blev bjærget mens det endnu var lyst - og forresten efter kun at have været brugt en times tid. Ved 22-tiden blev til sidst storsejlet og fokken bjærget sammen med yderklyveren.

Under nedhalingen af yderklyveren knækkede nedhaleren og der efterlystes et par mand, som var villige til at gå ud til nokken af bovspryddet for at hive sejlet ned ved håndkraft. Jeg meldte mig og kravlede derud sammen med kvartermester Larsen, og da jeg uden sam-menligning er langt mere adræt end den tykke kvartermester, klatrede jeg helt ud på det alleryderste af nokken og satte mig overskrævs på den spids, der rager ca 30 cm ud efter det forreste beslag, med et solidt greb om forerøjlstaget med den ene hånd og halede i det piskende sejl med den anden. Larsen stod indenfor i pyntenettet med venstre hånd i et so-lidt greb i min trøje, mens han med sin skovl af en højre hånd søgte at tæmme sejlet efter-hånden som jeg fik det trukket ned til ham. Dette blev min hidtil voldsomste og mest udsatte gyngetur. Søen var temmelig svær og skibets bevægelser kraftige som jeg sad derude i det buldrende mørke på bovspryddet spids vel en snes meter foran skibet stævn og skiftevis svævede tyve-tredive meter oppe mellem himmel og hav for i næste øjeblik at få dyppet fødderne i vilde bølgetoppe. Efter en drøj strid i vind og skumsprøjt fik vi det baskende, flagrende sejl ned og nødtørftigt surret, og kunne så begynde at arbejde os indefter tilbage til det mere trygge skibsdæk. Inden midnat begyndte vi at pakke de bjærgede sejl, hvoraf det stive, tykke storeovermærssejl kræver mange kræfter, selvom vi var ti mand om at få det pakket. Sejlene var naturligvis gennemvåde og skibet huggede og rullede i søen.

24/11-60. Torsdag. (57'34 N og 7'44 ø, Kurs 260 grader, fart: 0, Vind: 0-1.)

Nordsøen. Ud for Hanstholm til middag og det sidste døgn tilbagelagt 50 sømil. Det var en drøj nat og vi var langt fra færdige med at pakke sejl, da styrbords vagt afløste ved midnat, så det blev sent, inden vi kunne klatre op i hængekøjerne for en kort søvn inden den nye vagtstørn kl. 04. På morgenvagten lagde vinden sig lige så pludselig, som den var opstået, og det meste af formiddagen var der praktisk taget vindstille med skyfri himmel. Dog rullede der stadig meget kraftige dønninger, der mindede os om nattens besværligheder. Inden mid-nat blæste det atter op til styrke 7-8 fra Sø.

25/11-60. Fredag. (57'29'N og 6'26'ø, Kurs 265, fart 2-3 knob, Vind Sø 2-3.

Nordsøen Distance 66 sømil, hvorefter vi har tilbagelagt i alt 312 mil.)

Vinden er ved middagstid aftaget, men inden midnat igen oppe på styrke 5-6. Kl. 0330 bliver der braset bidevindt og herefter styret kurs 275.

26/11-60. Lørdag. (56°08'N og 5°48'ø. Kurs 210°, fart 4-5, Vindstyrke 1-2.

Nordsøen Distance: 154 sømil; i alt 423 mil).

27/11-60. Søndag (54°05'N og 3'25'ø. Fart 6-7 knob, NV 5-6

Nordsøen. Dist; 154 sømil (ialt 577 sømil.))

28/11-60. Mandag. (51°10'N og 1°40'ø. Kurs 205, Fart 6-7. Vind NV 3-5.

Engelske Kanal Distance 189 sm.)

Passerede klinterne ved Dover ved middagstid.

29/11-60. Tirsdag (Kurs 280, Fart 1-4 knob, Vind SV 4-5.)

Engelske Kanal.

30/11-60. Onsdag. (49°53'N og 0°19'ø. Kurs 280, Fart 0-4 knob,

Engelske Kanal. hård SV-lig kuling, 1016 sm)

På hundevagten i nat præsterede styrbordsvagten både at knække forebramrå og flænge to forsejl på omtrent samme tid. Uheldet med bramråen fandt sted under en stagvending, hvor man kaster de læ røjl- og brambraser los og haler i de luv braser for at få toppene til at svinge rundt samtidig med, at skibet løber op i vindøjet. Vinden gør da størstedelen af ar-bejdet med vendingen og modarbejder i alt fald ikke folkene på dækket. Men i dette tilfælde havde man åbenbart glemt at kaste de læ braser los, så da en halv snes mand lagde forene-de kræfter i de luv braser, halede de simpelthen bommen midt over. Den knækkede i rakken med en grim knagen. Denne lyd af en trærå, der knækkede over hovedet på dem gennem stormens hylen i riggen, gjorde forsejlsgasterne så forskrækkede, at nogle af dem et øjeblik slækkede på grebet i skøderne, de var ved at hale ind på, hvilket bevirkede, at vindens voldsomme tryk med en gang rev skøderne ud af hænderne på de af forsejlsgasterne, der endnu holdt fast, og i næste øjeblik piskede de to klyvere med voldsomme smæld mellem stagene. Efter meget kort tid var sejlene sønderrevne og flåede ud af ligene. Kaptajn Hansen og førstestyrmand Bendtsen rasede så voldsomt over de uheldige styrbordsvægtere på dæk-ket, at vi, der lå og sov dødtrætte nede på agterbanjen, fik en brat opvågnen. Men det er herligt at kunne krybe endnu længere ned i hængekøjen, når det bliver klart, at der ikke er alvorligere ting på færde end, at de andre har dummet sig. Man ligger rigtig godt i en sådan svingende pose, når vejret er hårdt, og det er koldt oppe på dækket, og man kan høre den anden vagts fyrretyve mand hidsigt stampe rundt på dæksplankerne i kamp med skøder, braser, regn og storm - og være sig bevidst, at der endnu er et par timer til, at man selv skal derop.

Den havarerede bramrå hænger nu deroppe og ser rigtig trist ud og danner en kedelig vin-kel, idet den jo stadig er fast i toplenterne og også holdes sammen på midten ved rakken, men peger agterud med nokkene. Sejlet er blevet slået fra og bragt ned i sejlkøjen. Det var så den anden rå, der er knækket på dette togt. Men storerøjlråen fik vi dog fornyet, inden vi tog hjemmefra.

1/12-60. Torsdag. (Kurs 310, fart 1-2 knob.

Engelske Kanal. Hård V-lig kuling styrke 7-8.)

2/12-60. Fredag. (50°15'N og 3°14'V. F art 0-2 knob, Vind: V 1-2

Engelske Kanal Distance i alt 1190 mil.)

3/12-60. Lørdag. (49'02'N og 4'07'V. Fart: 0, Storm 9-10.

Engelske Kanal. Dist. i etmålet: 105 sømil og dist . i alt 1295 sømil.)

Stormen hyler i riggen og vi har ligget underdrejet hele dagen for mærssejlene. Vinden hol-der sig stædigt i vest og har gjort det siden vi i mandags passerede Dover. Havde den så blot været mindre stærk, ville vi have været i stand til at krydse op mod den, men hidtil har den enten været ganske flov, så vi næppe kommer af stedet, eller også raser stormen, så det på det nærmeste går den forkerte vej. Alligevel er vi efterhånden nået omtrent halvvejs gennem dette fordømte stræde, og var det så ikke igen i dag sat ind med stiv kuling og svære regnby-ger, var vi måske sluppet ud i Biscayen, hvor der er mere plads til at krydse op mod vinden.

4/12-60. Søndag.

Engelske Kanal. Underdrejet for vestlig vind af stormstyrke 9-10.

5/12-60. Mandag. (49'31'N og 3'29'V. Kurs 220, 0-1 knob. vestlig vind2-3 senere O.

Engelske Kanal. Etmålet 79 sømil,ialt 1441 mil.)

Omsider stilnede stormen af efter at vi de sidste par døgn har ligget underdrejet eller kryd-set frem og tilbage mellem den engelske og den franske kyst uden at komme ret meget vide-re i den ønskede retning. Det passede i reglen sådan, at vi kom til at stagvende på hver vagt, hvilket er et drøjt og meget vådt stykke arbejde i hårdt vejr. Altid bruger vi stagvendinger - aldrig kovendinger, hvilket antagelig skyldes, at man falder mere af for vinden i en koven-ding, som ellers er den mest behagelige måde at komme rundt på. Det eneste sted, det er værd at opholde sig under sådanne omstændigheder, er i hængekøjen, og det er den, man ser frem til på de hårde vagter, - at komme ned og strække sine trætte lemmer i bananskræl-len. Det meste af tiden sidder forøvrigt en del af vagtholdet og øser vand op i pøse fra ban-jedørken. Vandet kommer ind ved utætheder ved ventiler og lignende. Nr. 24 Ole, hvis køje befinder sig lige under banjens ventilatorblæser, fik således på et tidspunkt et større skvat vand over sig i køjen, hvorefter ventilatoren blev lukket vandtæt.

Dette relativt lille skib slingrede voldsomt og mangen gæv sømand med ikke så megen erfa-ring til søs, var så temmelig søsyg. Der var mange gustne og livstætte ansigter at se i storm-vejret. Men i løbet af dagen i dag er vinden altså flovet fuldstændig af, og vi ligger nu stille med sejlene slapt daskende mod masterne i dønningen. Dette er næsten værre end stormen, for nu kommer vi da slet ingen vegne.

6/12-60. Tirsdag.

Engelske Kanal. (Kurs 30, Fart 5-6 knob. Storm fra vest styrke 8-10.)

På'en igen og det stormer værre end nogensinde. Det begyndte at friske op i løbet af natten og i formiddags var det vokset til fuld storm. Den sidste udvikling skete i løbet af en halv time, i hvilket tidsrum vi sled som rasende for at bjærge overmærssejlene samt fokken og storsejlet. Det lykkedes altsammen i ordentlig tid, men forinden havde vi fået mangen en våd sø ind over os. Således kom der en af de mere sjældne forkerte søer ind over bakken, mens vi stod og halede i fokkebraserne, og skibet blev bordfyldt i læ side, så vi stod i søvand til livet. Det er ikke værst, at vejret igen er frisket op; værre er det, at vi nu nærmest driver den gale vej i dette ugæstfrie farvand. Efterhånden har vi ligget og rodet her i kanalen i ni døgn i forsøg på at slippe udenfor i Biscayen. Efter sejlplanen skal vi ankomme til Madeira om seks dage, men det ser ikke alt for lovende ud i øjeblikket.

7/12-60. Onsdag. (48°30'N og 6°10'V. Kurs 280°, Fart 3-5 knob. NV 2-3.

Biscayiske Havbugt. Dist. i etmålet: 197 sømil. Ialt 1638 sømil)

Så blæste vi omsider forbi hjørnet ved Lands End og passerede Kap Ushant i morges kl. fem. Nu er der større spillerum for ordentlig sejlads igen, ligesom farten er blevet mere antagelig.

8/12-60. Torsdag.

Biscayen. (Kurs 210, Fart 9-10 knob, Vinden NV 8-9.)

Vi har nu fået vinden i et rigtigt hjørne og farer afsted med en halv snes knob. Og hvad gør det forresten så, at det har stormet en smule den sidste tid. Af sejl fører vi kun de tre under-mærssejl, mens riggen klarer resten af farten. Med denne fart kan vi vel være ude af Biscayen allerede i morgen - om vinden holder.

9/12.-60. Fredag. (5°00'N og 9°16'V. Kurs 225, Fart: 8-9 knob. Vind NV

Biscayen. . Dist: 120 sømil, ialt 1899 mil.)

10/12-60. Lørdag. (42°40'N og 11°01'V. Kurs 225°. Fart: 8-9 knob. Vind NNV.

Atlanten. Distance: 171 sm og ialt 2070 sømil)

Passerede kap Finisterre i morges ved ottetiden.

11/12-60. Søndag. (40°22'N og 13°25'V, Kurs 225, Fart 4-5 knob, Vind NNV;

Atlanten. Etmål: 176 sømil. og total 2246 mil)

12/12-60. Mandag. (38°31'N og 15°05'V. Kurs: 225, Fart: 4-5 knob, Vind: NNV 2-3.

Atlanten. Dist: 138 mil; ialt 2384 mil.)

Fik i dag en lille mindelse om de varmere himmelstrøg, vi stævner imod, idet vi mødte en stor havskildpadde, der drev forbi en halv snes meter fra skibssiden.

13/12-60. Tirsdag. (36'36'N og 16'02'V; Kurs 225; Fart: 7-8 knob. Vind N: 3-4.

Atlanten. Dist: 127 sømil, ialt 2511 mil)

Vi befinder os nu på højde med Gibraltarstædet og vejret blevet lunt - næsten som en juni-dag hjemme. Der gøres forberedelser til landgang igen. Motorbåden bliver malet, faldrebet efterset og hele skibet iøvrigt fikset op. I dag har vi været undervejs i tre uger, og vi glæder os til at få Madeira i sigte i overmorgen.

14/12-60. Onsdag. (32'35'N og 16'18'V. Kurs 185, Fart: 7-8 knob. Vind N 4-5.

Atlanten. Distance i etmålet 189 mil og hermed ialt 2700 sømil siden vi tog hjemmefra.)

Om eftermiddagen land i sigte. Det var de små øer og holme nord for Madeira, og ved aften ankrede vi op i læ af øen Porto Santo.

15/12-60. Torsdag.

Funchal. Madeira. Ankom midt formiddag, idet vi tidligt i morges lettede fra ankerpladsen ved Porto Santo og tilbagelagde de sidste 40 sømil til Madeira for en frisk nordlig brise. I havnen ses ikke andre større skibe. Kun en samling af lystfartøjer og fiskerbåde samt en del lægtere. Da vi sejlede ind i havnen, kom der en del små robåde os i møde bemandet med drenge, som ved tegn betydede os, at vi skulle kaste mønter i vandet, som de derefter ville dykke efter, hvilket de også var ganske ferme til og de fangede næsten altid mønten, inden den forsvandt mod bunden. Det meste af dagen har der ligget en båd ved faldrebet med

bananer og anden frugt plus en samling af farvestrålende kram udbudt til høje priser. Da ingen af eleverne er velhavere (alle penge er taget i forvaring af kaptajnen, så at ingen skal kunne gå og spille hertuger på andres bekostning), var der meget lidt handel. Det er forøv-rigt et princip på skoleskibet, at alle får tildelt lige stort beløb at gå i land for. Alle elever skal være lige. Set fra havnen giver Funchal ikke indtryk af, at være nogen stor by, men den lig-ger spredt over et relativt stort areal opad bjergskråningen. Madeira er meget bjergrig og en af kvartermestrene påstod, at på trods af øens beskedne størrelse, findes der dale med lands-byer i dens indre, hvor folk lever uden nogensinde at have set havet.

16/12-60. Fredag.

Funchal. Madeira.

17/12-60. Lørdag.

Funchal. Madeira. Der blev kun givet kort landlov om eftermiddagen, hvor der var lejlighed til at gå på opdagelse i de spændende omgivelser. Hver mand fik tildelt 50 escudos svarende til ca 12 kr. Mange fik hurtig dette beskedne beløb omsat i den liflige madeiravin. En masse bordellodser gjorde sig ihærdige anstrengelser for at lokke klienter til de to offentlige bor-deller "Nr.5" og "Casanova", men med de begrænsede pengemidler, blev der nok ikke så meget af den slags handel. Vejret er meget lunt sammenlignet med de hjemlige forhold, men vi har dog ikke fået lov at optræde i den hvide tropeuniform endnu.

Byens gader er ikke asfalterede men brolagte med mere eller mindre toppede brosten ofte i flotte mosaikmønstre. De toppede brosten er en fordel, når gaderne er så stejle som tilfældet er her, for så er der noget mere for fødderne at holde fast i for både mennesker og æsler. Her er også mange mørke gyder, hvor de handlende optager det meste af fortovet og næsten blokerer for al trafik. Butikkerne er mest åbne boder, og overalt ser man små beværtninger med et stort udvalg af madeiravine. Var sammen med en del kammerater oppe i et smukt parkanlæg, Casino Garden, oven for byen, hvor der er masser af palmer og blomster i stærke farver og med mosaikmønstrede gange. - Egentlig er det jo slet ikke så lidt, man kan nå at se af byen på en sådan ellers kort treenhalv times landlov.

18/12-60. Søndag.

Funchal. Madeira. Styrbords vagt have landlov om eftermiddagen og vi på bagbords passede vagten.

19/12-60. Mandag.

Funchal. Madeira. Har malet udenbords på den grønne vandlinie hele dagen, idet skibet blev krænget over, så der kom en meter ekstra ud af vandet til maling. Om eftermiddagen var 2. skifte ude med redningsbådene for at få øvelse i at bruge de til bådene hørende latinersejl.

Der var post hjemmefra, som blev fordelt ved udskejningen til middag og det mærkedes på stemningen om bord. Intet er mere oplivende, end at få en hilsen hjemmefra, selv om vi jo ikke har været væk så længe endnu. Nogle får mange breve, andre kun få, men næsten alle hilsener er velkomne. En af undtagelserne var vel det nr. 40, Bent, modtog fra udskrivnings-kontoret - en indkaldelsesordre til hæren; - havde det så endda været til flåden. Alle beret-ter om sne og kulde.

20/12-60. Tirsdag.

Funchal. Madeira. I formiddags var hele bagbords vagt i samlet flok inviteret til at besøge et stort vinfirma oppe i byen. Man marcherede derop i to geledder, og de forreste fløjmænd havde et par koste over skulderen. Optoget med kostene er åbenbart en tradition i forbindel-se med besøget i vinfirmaet og den praktiske årsag er angiveligt, at direktørens kone er så begejstret for de danske kostes egenskaber, at man fra skoleskibet ved hvert besøg her på stedet, forærer hende et par stykker. De lokale fejeredskaber er ellers runde riskoste, som ikke er nær så praktisk anvendelige. Vi blev vist rundt i firmaets imponerende vinkældre, hvor der hele tiden lagres et par millioner liter af den liflige vin, som øen er kendt for. I husets specielle vinstue, hvor bordene er lavet af vinfade og det øvrige interiør smagfuldt indrettet, blev vi bænket på små trebenede taburetter og fik serveret smagsprøver på madeiravinen. Der blev sagt, at vi måtte drikke, så meget vi lystede, men kaptajn Hansen holdt et vågent øje med, hvad der foregik. Han ville nok helst, at alle kunne gå tilbage om bord på egne ben og helst nogenlunde ordentligt.

21/12-60. Onsdag.

Funchal, Madeira. Bagbords vagt havde landlov fra 1330 til 1700. Der er fortsat nok at kigge på oppe i byen, og tiden går alt for hurtigt under den korte landlov. Uafbrudt bliver man jagtet af de ihærdige lodser, der vil vise vej til forretninger og værtshuse, hvor man får til-budt det første glas vin på husets regning. Men også almindelige borgere kan finde på at byde på vin, når man færdes i Funchals gader. Folk er i det hele taget overordentligt flinke og venlige.

22/12-60. Torsdag.

Funchal, Madeira.

23/12-60. Fredag.

Funchal, Madeira.

24/12-60. Lørdag. Juleaften.

Funchal, Madeira. Efter middag begyndte førstemester, førstestyrmand og sejlmageren at rigge et juletræ til på dækket agten for stormasten. Træet har man skaffet lokalt og det ligner mest toppen af et fyrretræ. Der er blevet spændt et solsejl ud mellem bådedækkene, så en evt. regnbyge ikke skal kunne genere alt for meget. Desuden vil det skærme mod blikke fra nyfigne tilskuere, som måtte indfinde sig i parken ovenfor. Vi vil gerne holde vores julefest for os selv, hvilket yderligere blev markeret ved, at falderebet for første gang siden ankom-sten blev halet op, så ingen kunne komme om bord.

Straks efter middag klædte alle mand om til landgangstøj og gik derefter i gang med at pynte op på banjerne, hvor alle skotter blev draperet med signalflagenes festlige farver. Der blev brug for alle med evner for dekoration og der jongleredes med udklippede billeder fra uge-bladenes julenumre samt opklæbede postkort med meget mere. Under dækket blev der draperet med rød-hvide guirlander på kryds og tværs samt masser af papirstjerner. Og der kom duge på bakkerne. Hvide papirsduge med kulørte juleløbere og servietter. Klokken fire lukkede vi os inde på skibet med løftede faldreb og bådene ekstra godt fortøjede ved slæbe-bommene. Halv seks blev der serveret julemiddag med gåsesteg, flæskesteg, risengrød og æblekage. På hver af banjerne var der placeret et lille anker med madeiravin, som vi kunne tappe af efter behag. Efter middag blev der uddelt to cigaretter til hver, de første to, vi nogensinde har fået lov at ryge ombord, hvor der ellers på grund af brandfaren er generelt forbud mod al cigaretrygning. Rygere må holde sig til piberne.

Det var en flot middag. Klokken otte samledes alle omkring juletræet, hvor kaptajn Hansen holdt andagt og vi sang et par julesalmer. Så blev der dannet to store kæder omkring træet, hvor vi sang de kendte salmer og sange på traditionel vis. Der var uddeling af julegaver. Mange havde deres med hjemmefra med påskriften om ikke at måtte åbnes før jul, men an-dre, som f.eks. undertegnede, nøjedes med de gaver, som Indenlands Sømandsmission havde forsynet skibet med. I den pakke, som ved lodtrækningen tilfaldt mig, var der et stearinlys med en glasfod samt et eksemplar af missionens julehefte. Afsenderen var en kone på Sejrø. Andre fik mere praktiske ting såsom håndklæder og puder samt spil af forskellig art.

Klokken ti blev der serveret kakao og julekage, hvoraf det sidste var ‘æ bager's sædvanlige produktion. ‘æ bager ‘ er vestjyde og spiller fodbold, men bager altså også sommetider brød.

25/12-60. Søndag. Juledag.

Funchal. Madeira. Der var landlov for bagbords vagt - først indtil middag og derpå igen fra middag til aften. Jeg forblev dog om bord grundet mangel på lokal valuta, og det har ikke været muligt at få en ny uddeling i stand i dag. I disse første ti dage, vi har opholdt os her på Madeira, har vi som lommepenge haft til rådighed hvad der svarer til 12 kroner - og det er ret så begrænset, hvor langt det forslår.

26/12-60. Mandag. 2.juledag.

Funchal. Madeira. Styrbords vagt landlov hele dagen, og vi andre vagt.

27/12-60. Tirsdag.

Funchal, Madeira. Tømreren har i et par uger næsten dagligt arbejdet med at fremstille en ny forebramrå til erstatning for den, der blev ødelagt i den Engelske Kanal. Arbejdet er skredet frem langsomt med sikkert ved forarbejdning af den reserve røjel/-bramstang, som har ligget under naglebænken i bagbord side, og der er faktisk kommet en ganske nydelig rå ud af det. Arbejdet har endda opnået ros og anerkendelse fra hans højhed Kong Knud, så tømreren har så meget mere grund til at være stolt af sit værk. I dag blev den nye rå slået under, og vi kan igen føre alle topsejl - og endelig er det kedelige hul i fortoppen blevet udfyldt. At det har taget så lang tid for tømreren at fremstille råen, skyldes at bram-røjlstan-gen ikke på nogen måde havde den form, en rå skal have. Den var både for tyk og for kort. Med øksen har han slanket den, og den er blevet forlænget med et stykke af den gamle rå.

28/12-60. Onsdag.

Funchal, Madeira. Bagbordsvagt på heldagsudflugt med bus op i bjergene. Afgang kl. 0830 og ad hårnålesving og smalle, snoede bjergveje ind og opad mod øens midte. Efter et par timers kørsel blev der gjort holdt i 1300 meters højde, således, at vi fra et plateau kunne se ned over en lille isoleret bebyggelse dybt nede i en næsten utilgængelig dal. Rejselederen fortalte, at den eneste måde hvorpå disse folk kan komme i forbindelse med omverdenen på, er til fods ad smalle bjergstier og at æsler er eneste anvendelige transportmiddel. Her bor der altså mennesker, om hvem vi er blevet fortalt, at de trods øens ringe størrelse aldrig har set ha-vet. Vor rejseleder berettede, at det ikke er ualmindeligt, at folk fra disse afsondrede lands-byer aldrig kommer udenfor den dal, hvor de er født. De ser kun disse stejle bjergvægge fra vugge og til graven på den lille kirkegård. Og de er forresten såmænd nok lige lykkelige for det. Vi klatrede lidt rundt mellem klipperne - så højt, vi kunne komme. Efter en halv times ophold kørte busserne en anden vej tilbage til Funchal, hvor der blev gjort ophold ved et stort mindesmærke med omgivende parkanlæg og en pragtfuld udsigtsterrasse højt over byen. Var tilbage om bord først på eftermiddagen og fik derefter landlov indtil aften.

29/12-60. Torsdag.

Funchal. Madeira.

30/12-60. Fredag.

Funchal. Madeira.

31/12-60. Lørdag. Nytårsaften

Funchal. Madeira. Der var egentlig os på bagbordsvagt, der havde fridag, men der blev lavet en ordning, så alle kunne få en lejlighed til at komme en lille tur i land at kigge på den i an-ledning af nytåret festligt pyntede by i halvanden time. Hele byen var oplyst af kulørte lam-per og anden pynt, og der var en voldsom trængsel i alle gader, hvor der i øvrigt rundhån-det blev skænket vin til alle. Ude på Funchals red var der i løbet af dagen ankommet ikke færre end fem store krydstogtslinere, som nu sidst på dagen sendte en strøm af passagerer i land med redningsbådene. Mange nationers sprog lød i de fyldte gader. Der var drævende amerikanere klædt i deres rædselsfulde blomstrede bermudashorts, fede italienske matroner med spinkle gestikulerende ægtemager, værdige engelske gentlemen med stive fruer, små sirlige japanere etc. etc.

Men også ude fra vor tilskuerplads i havnen var det et festligt skuespil. Den lange og meget høje læmole var i hele sin længde blevet prydet med kæmpebogstaver, der ønskede alle, der måtte vende blikket den vej, "HAPPY NEW YEAR" i røde lysstofrør. Oppe på bjergskråningen kunne ses tallet 1960 skrevet med lyskæder på en halv kilometers længde - skiftende til 1961 ved midnat.

Vor korte landlov udløb 2030, hvorefter styrbordsvagt fik fri til kl. 2200. Ved tilbagekom-sten om bord blev der serveret æbleskiver og kakao og stemningen var god. Vore to grøn-landske kammerater underholdt med harmonika og guitar, og vi sang de kendte sømands-viser og shanties til musikken. Sangene har vi indøvet ved sangtimerne om bord.

Alle havde naturligvis smagt på madeiravinen, og enkelte havde også fået en del mere, end de strengt taget kunne tåle. Et par stykker kunne man finde oppe på bakken sovende rusen ud og derved altså gik glip af hovedparten af festlighederne. Da styrbords vagt vendte til-bage, var der også en del af dem, som havde fået vel rigeligt af den gode vin, og et par mand måtte på hospitalet for at blive pumpet ud hos den lille doktormand. Kort før midnat brød der et inferno af fyrværkeri løs over byen, - af dimensioner, som jeg ikke har set magen til eller for den sags skyld har gjort mig forestillinger om. Fyrværkeriet havde base fra tre "vulkaner" en mils vej oppe på bjerget ovenfor Funchal, således at de kunne dække hele området over og bag byen med vifteformede springvand af ild og i alle farver. Med korte mellemrum eksploderede et nyt lyshav det ene flottere og mere imponerende end det andet med sole, slanger, guldregn, sølvregn og serpentinere og meget mere, som dalede ned og slukkedes umiddelbart over hustagene. Der var virkelig lavet fest for de mange gæster fra hele verden, som var kommet hertil for at fejre nytårsaften.

Klokken tolv midnat blev der i overensstemmelse med gammel maritim tradition og skik slået seksten glas på skibsklokken - den eneste gang i året dette sker, nemlig først otte glas for det gamle år og derefter otte for det nye. Derefter blev der serveret rompunch for alle, der endnu var vågne, hvilket naturligvis gav stemningen endnu et løft.

Pludselig begyndte der en ivrigt aktivitet på dækket og inden længe var alle toppene braset "juletræ" med de mange ræer strittende ud til alle sider i vild forvirring som kontrast til den ellers så pertentlige orden, vi kender alt for godt. Også nede om læ på banjerne blev der lavet ravage, idet alt, hvad der kunne findes af fendere og tovværk og andet løst gods fra henstuvningsrummene blev fyldt ind på de fraværende kvartermestres lukafer, hvorpå dørene blev surrede. Også doktorens kammer i agterskibet blev aldeles fyldt op - om det så var et par årer, var der blevet plads til at få dem stukket ind mellem meget andet gennem døren. En havde smidt en skumslukker ind på bagerens køje, hvorved ildslukkeren uheldig-vis var blevet udløst og havde fyldt køjen med skum. Men så pludselig blev der dog sat en brat stopper for morskaben. Gæsterne henne fra salonen skulle fra borde og dukkede op på dækket sammen med kaptajn Hansen og førstestyrmand Bendtsen. De stod et øjeblik og måbede over synet af dette ragnarok, hvorpå Bendtsen omgående gik i aktion og der kom gang i opklaringsarbejdet. Førstestyrmanden svor på, at skibet den ondelyneme skulle være i orden, inden en eneste fik lov at komme til køjs - og nu var det bestemt meget mindre morsomt, ikke mindst da vi alle i virkeligheden var både trætte og søvnige. Også skipperen blev på dækket under denne oprydning og gik rundt med spydige bemærkninger om, at det egentlig var et underligt tidspunkt af foretage skibsarbejde på her nytårsnat. Han troede faktisk, at vi havde nok af det ude til søs, at vi ikke også følte så stort behov for at gøre det i havn og i fritiden.

1/1-61. Søndag. Nytårsdag.

Funchal. Madeira. Styrbordsvagten havde landlov, og vi andre vagt, så jeg sejlede hver time ind til kajen med motorbåden. Denne sejlads med vore to motorbåde er blevet mig ganske velkendt og er langtfra kedeligt. Hver morgen sejler enten jeg eller en af de andre tre motorbådsførere udenfor havnen med skidtpøsen "Olga". Der er ret langt derud udenfor molerne og ofte er søen så urolig, at vi bliver våde af søer, der vasker ind over båden.

På det tidspunkt, hvor jeg er ude med "Olga", er der oftest et par af redningsbådene ude i havnen til roøvelser, og en morgen nogen tid før jul var jeg meget nær ved at have torpe-deret en af disse. (Jeg var simpelthen for chokeret til at kunne skrive om det dengang).

Vejret var ret dårligt og søen slog i sprøjt ind over den overdækkede forende af 1-båden, hvorfor udkiggen var gået ned i læ. Selv stod jeg nede i bunden af båden ved rorpinden i stedet for som ellers i bedre vejr oppe balancerende på agterste tofte. Min udsigt var derfor ret begrænset, og jeg opdagede som følge heraf heller ikke, at en af redningsbådene med kvartermester Anneberg som bådfører lå ude midt i havnen og lige på min kurs.

Pludselig anede jeg intuitivt, at noget var galt, og kravlede højere op, så jeg bedre kunne se over cockpittet - og så da i et glimt noget af et åreblad over stævnen. Jeg kastede mig over rorpinden og fik båden drejet netop så meget, at den for fuld fart strøg langs rækken af årer fra redningsbåden. I forbifarten nåede jeg lige at fange et glimt af de seks kammerater og Anneberg, der sad og stirrede som lammede ventende på den tilsyneladende uafvendelige katastrofe. Mødet var gået så hurtigt, at jeg ikke havde nået at mindske fart, og et øjeblik efter var vi langt borte, - og jeg fortsatte mod skibet lettere chokeret over denne near-miss ulykke. Da redningsbåden var kommet tilbage, fortalte de, der havde været med den, at de faktisk havde råbt og vinket og forsøgt at sejle væk ved at ro hårdt til, men tilsyneladende uden at kunne slippe væk fra den hurtiggående motorbåd, som kom farende lige imod dem. Tilsidst var Anneberg opgivende dumpet ned på agtertoften og ventede på kollisionen og katastrofen. Jeg gav dem naturligvis en uforbeholden undskyldning for det chok, jeg således havde givet dem, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg var tørnet durk ind i den forholdsvis skrøbelige redningsbåd med fuld fart. Tabet af båden ville have været en bagatel sammenlignet med, hvad der kunne være sket de ombordværende.

En anden gang, hvor tjansen som bådfører også var ved at stå på spil, om end med mindre katastrofale virkninger, var under sejlads med den lidt vanskeligere nr. 2-båd, der er udstyret med rat i stedet for en rorpind, og dertil meget tungere end 1-båden, som forøvrigt på grund af sin hurtighed og manøvredygtighed er den mest anvendte. Jeg var ved den pågældende lejlighed på vej mod faldrebet, men opdagede i sidste øjeblik, at der ikke var plads nok til, at jeg kunne få båden vendt rundt, hvorfor jeg lagde roret hårdt til den anden side for at stryge under hækken og under fortøjningstrossen ud til bøjen. Jeg opfattede da lige i øjenkogene, at flagspillet agter ragede for højt op til at kunne gå under trossen, og i samme øjeblik som der lød et brøl oppe fra halvdækket var jeg sprunget omkring cockpittet og hen agter, havde revet flagspillet op fra sin holder og derefter tilbage til rattet igen. Da jeg kiggede op, så jeg, at det var kaptajn Hansen, der havde fulgt mine desperate manøvrer, og nu hørte jeg til min forbavselse et anerkendende "bravo" fra skipperen deroppe på poopen.

2/1-61. Mandag.

Funchal. Madeira. Vi er begyndt at gøre klar til at forlade Madeira og har i dag gjort skibet søklart igen. Afgangen er fastsat til i morgen formiddag.

3/1-61. Tirsdag.

Funchal. Atlanten Afgik fra Funchal klokken 0930 med kurs mod de Kanariske øer. Det blev altså til 17 uforglemmelige dages ophold på Madeira med jul og nytårsfestligheder. Men vi har dog stadig det meste af togtet foran os.

4/1-61. Onsdag.

Atlanten med kurs sydover.

5/1-61. Torsdag.

Atlanten med kurs sydover.

6/1-61. Fredag.

Santa Cruz de Tenerifa. Ankom ved ellevetiden og fortøjede ved ydermolen i Santa Cruz's havn. Turen hertil fra Madeira tog os altså tre dage. Den kunne vel også have været tilbage-lagt på den halve tid, men det er jo ikke ideen med togtet, at vi bare skal skynde os fra havn til havn. Det er i alle tilfælde under sejladsen, at vi lærer det programmerede praktiske og teoretiske sømandsskab - afgjort ikke, når skibet ligger solidt fortøjet ved kaj. Her på den kanariske ø Tenerife, som jo ligger en del sydligere og nærmere de tropiske himmelstrøg, er der både varmere og lysere end på Madeira. Det siges også, at havvandet omkring disse øer aldrig kommer under 20 grader celsius. Byen Santa Cruz ligger på en flad strækning neden-for en halvkreds af nøgne, brune bjergsider. Den er ret forskellig fra Funchal, og stedet vir-ker også mere europæisk hvad angår byens huse og befolkningens væremåde. Langs havnen findes en særdeles smukt anlagt waterfront med parkanlæg og mange blomsterarrangemen-ter.

7/1-61. Lørdag.

Santa Cruz de Tenerife.

8/1-61. Søndag.

Santa Cruz de Tenerife. Første skifte overtog vagten om bord, mens 2, 3 og 4 skifte drog på en heldags busudflugt, som kom til at vare fra otte morgen til syv aften. Vi fik her en ople-velsesrig lejlighed til at se det meste af denne herlige ø med, som der står i turistbrochurer-ne, det evige forår. En funktionær fra den danske ambassade var med som turguide. Først besøgte vi den store, meget frugtbare Orotavadal, hvor omtrent hver en kvadratmeter er udnyttet til bananplanter. Busserne gjorde holdt på bjergvejen, hvor der var en god udsigt over hele dalen, der ligger på nordskråningen af vulkanen Pico de Teide. Teide, som engang i fortiden skabte øen Tenerifa, er godt 3700 meter høj og havde sidst udbrud i 1909. Lutter grønne bananpalmer helt ind til den spredte bebyggelses røde tegltage og til kanten af de store vandbeholdere, der som runde kar rager op over træerne. Guiden oplyste, at jorden her på Teides skyggeside er lige så kostbar, som grundene i Københavns centrum. Plantagerne når højt op ad vulkanens side. På sydsiden af vulkanen er der kun gold ørken med kaktus og kameler, og man skal efter sigende kunne koge æg derovre ved blot at lægge ægget i sandet, så varmt er der, fordi Teide til stadighed udvikler betydelig varme, selvom den altså ikke har haft udbrud i lang tid.

Vi aflagde besøg i en smuk park med eksotisk blomsterpragt, og var inde at se et stort paladsagtigt turisthotel med billige priser. Var oppe i den gamle spanske by La Orotava, hvor husene endnu står meget velbevarede helt fra 1500 årene - altså fra Columbus's tid. Columbus var den første europæer, som kom hertil øerne og var dermed forløber for en kraftig indvandring af spaniere, der skånselsløst udryddede det oprindelige folk, således, at der i dag antagelig slet ikke eksisterer efterkommere af denne ellers ganske højt udviklede civilisation. Som andre steder, drev spanierne klapjagt på de indfødte i den gode kristne guds navn og ånd, hvilket jo vidner om spaniernes fromhed og gudsfrygt - for ikke at tale om grådighed. De afbrændte også øernes bevoksning af årtusindgamle drageblods-træer, hvoraf der nu kun findes enkelte på svært tilgængelige steder. I La Orotava anvendte man i sin tid da også drageblodstræet til husbyggeri, og lod udskære pragtfulde balkoner af det røde træ, som har kunnet holde de hundreder af år indtil vor tid. Nu værner man om La Orotava som et pragtfuldt velbevaret museumsstykke - for turisternes skyld naturligvis. Det er der jo gode penge i.

Turen sluttede i badebyen Puerto de la Cruz på øens vestende. Her blev de medbragte madpakker fortæret på et stort badehotels åbne terrasse, hvorefter der var mulighed for et bad i den til terrassen hørende swimmingpool, hvor der også i forvejen var mange andre gæster. En lokal dansetrup iklædt spanske folkedragter underholdt med spil og kædedanse. Til gengæld gav vore to grønlænderkammerater nogle numre på guitar og harmonika. Går man ned på stranden for at bade i atlanterhavsbølgerne, bemærker man, at strandsandet ikke er hvidt, som de fleste andre steder, men derimod helt sort på grund af den vulkanske aske. Udenfor hotellet stod gadehandlere og falbød kulørt kram, såsom papirknive formet som tyrefægterkårder, tørklæder med lokale motiver etc. En af dem havde en bakkefuld kuglepenne, hvis fortrin bestod i, at der i øverste halvdel var et lidt vovet billede af en afklædt dame. Mekanismen var indrettet således, at når pennespidsen vender nedad, har damen en klædelig badedragt på, som dog glider af, når pennen vendes. Jeg bemærkede, at der på klipsen stod "Made in Denmark".

Om aftenen overtog tredie skifte vagten, mens vi øvrige gjorde klar til at gå til bal på den finske ambassade. Vi marcherede derop i samlet trop. Der var mange mennesker foruden os til ballet. Først var der spisning med champagne til. Senere blev der spillet op til dans, men vi drenge måtte desværre føle os noget udenfor, da alle de andre gæster jo havde deres damer med og havde rigeligt i eget selskab. Faktisk kedede vi os en del, og søgte som tids-fordriv at få kontakt med pigerne på nabohusenes balkoner. Mange forsøgte også at slippe ud af huset, men det havde Kong Knud åbenbart forudset, eftersom han havde posteret kvartermestre ved alle udgange. Ingen protester nyttede, og vi blev gjort opmærksomme på, at vi var specielt inviterede gæster og havde derfor bare pænt at blive i huset og tage del i selskabet. Og det var kedeligt.

9/1-61. Mandag.

Santa Cruz de Tenerife.

10/1-61. Tirsdag.

Santa Cruz de Tenerife. Under landloven i dag var jeg sammen med nogle af kammerater oppe i byen. Jeg aner ikke, hvor visse ihærdige personer får penge fra, men slet ikke så få render fra værtshus til værtshus og taler tilmed også om alle de bordeller, de har besøgt. Men de klarer sig måske uden penge. Vi har fået tildelt sølle 100 pesetas, hvilket næppe kan beløbe sig til meget over 25 kr. Landloven i dag varede stakket fem timer - mellem kl. 13 og kl. 18.

Det er virkeligt dejligt vejr her, og man kunne næsten fristes til at slå sig ned her. Aldrig for varmt og aldrig for koldt. Vil man have lidt mere tempereret klima, kan man blot flytte lidt højere op i bjergene. På toppen af Pico de Teide er der tilmed sne og is, selvom vulkanen altså er så varm længere nede, at man vil blive forbrændt, om man borede tæerne ned i sandet. Hernede i læ af bjergene ved vandet findes nok det varmeste beboede område, og her er som sagt ganske tilpas.

11/1-61. Onsdag.

Santa Cruz de Tenerife/Atlanten. Afgang fra Tenerife kl. 0900 og satte kurs mod Vestindien.

12/1-61. Torsdag.

Atlanten. (25°30'N og 21°48'V; kurs SV, Fart 8-10 knob, Vind Nø 4-5)

Vi sejler altså sydvestover med passatvinden på samme rute, som de første europæere med Christoffer Columbus for næste 500 år siden.

13/1-61. Fredag. (23°36'N og 20°04'V, Kurs:SV, Vind Nø-5,

Atlanten. Dist. 162 sømil og ialt 380 sømil)

14/1-61. Lørdag. (22°36'N og 20'04'V; Kurs SVtV, Vind Nø-5,

Atlanten. Dist: 169 sm. Ialt 543 sømil)

Selv om vi nok arbejder hele dagen og går de sædvanlige vagter om natten, føles det alligevel omtrent som en slags ferietilværelse. Vi starter om morgenen med en rask omgang gymna-stik på dækket efterfulgt af et saltvandsbrusebad fra en brandslange. Så er der rengøring overalt og dæksarbejde resten af formiddagen. Frivagten, som har gået vagt til klokken otte, sover indtil middag. Om eftermiddagen har frivagten undervisning på banjerne. Undervis-ning i navigation, regning, dansk, sundhedslære, maskinlære og naturlære. På bagbords vagt har vi førstestyrmand Bendtsen som lærer, medens andenstyrmand Skibbye har styrbords vagt. Førstemester "Arkimedes" instruerer i maskinlæren. Vor lille nyudklækkede doktor-mand fortæller om kønssygdomme som en følge af letsindig omgang med løsagtige kvinder i havnebyerne - og rødmer meget derved. Skibbye, der har en fortid som signalmath i søvær-net, tager sig også af signalundervisningen. Dog er det en kvartermester, som holder opsyn med ro og orden under øvelserne i at modtage morsesignaler over højttalerne på banjen.

15/1-61. Søndag. (21°13'N og 25°06'V., Kurs VtS,

Atlanten Dist: 152, ialt 702 sømil)

16/1-61. Mandag. (20'16'N og 26'20'V. Kurs: SV; Vind Nø-3,

Atlanten. Dist i etmål: 134 sømil, Ialt 836 sømil)

17/1-61. Tirsdag.

Atlanten. (20'18'N og 28'54'V. Kurs: SV, Vind: Nø)

Der var terminsprøver i naturlære i dag. Og hvilket magsejlads her i passatvinden. Livet om bord går i en stille rytme døgnet rundt, hvor den ene dag ligner den foregående til forveksl-ing. Vinden kommer hele tiden fra samme retning og med praktisk taget samme styrke. Alli-gevel braser vi riggen et par gange om dagen – velsagtens for ikke at komme ud af øvelsen, men med den svage vind, er det blot nogle øjeblikkes sag. Solen skinner varmt og dejligt, men der er desværre ikke så megen tid til at nyde det på grund af undervisning hele dagen samt lektielæsning i fritiden.

18/1-61. Onsdag. (20'14'N og 30'31'V. Kurs: vest. Vind: Nø,

Atlanten. Dist: 92 sømil, Ialt 1021 sømil siden Tenerife)

Et par gange om dagen drejer vi stortoppen lidt og ændrer lidt på kursen for at kunne udnytte hele sejlarealet mest muligt, hvilket ikke er tilfældet, når vi har vinden ret agterind. Det bedste er, om vi har vinden ind på låringen på en af siderne.

19/1-61. Torsdag.

Atlanten.

20/1-61. Fredag. (19°44'N og 36°25'V. Kurs: vest, Vind: Nø,

Atlanten. Distance 338 sømil, Ialt 1359)

21/1-61. Lørdag. (19°30'N og 39°29'V, Kurs:vest, Vind:Nø,

Atlanten. Dist: 177 sømil og ialt 1536 sømil)

22/1-61. Søndag. (19°25'N og 42°37'V, Kurs: vest,

Atlanten. Dist: 180 sm, Ialt: 1716 sømil)

Vi fortsætter denne støtte sejlads på elvte døgn og har nu efterhånden fået alle de gamle, slidte, hvide passatsejl op og fået gemt de svære grå stormsejl ned af vejen i sejlkøjen, hvor de vil ligge indtil vi skal hjem gennem stormene på Nordatlanten. Sejlmageren underviser os i at sy nye sejl samt naturligvis reparere de gamle, og der er altid en af eleverne, der er udstukket til at være sejlmagerdagmand for en uge ad gangen. Jeg har haft min tørn, idet det er et at de få dagmandsjob, jeg som baksformand skal deltage i. De øvrige dagmandsjob i maskinen, servering i salonen og messen samt kabysdagmand slipper jeg heldigvis for i kraft af min baksformandsstilling.

23/1-61. Mandag. (19'°08'N og 45°50'V, Kurs:vest

Atlanten. . Dist; 187 sømil og ialt 1903 sømil)

24/1-61. Tirsdag. (18°49'N og 48°29...V, Kurs:vest,

Atlanten. Distance i etmål: 155 sømil, Ialt: 2058.)

25/1-61. Onsdag.

Atlanten.

26/1-61. Torsdag. (18°32'N og 52°50'V)

Atlanten

27/1-61. Fredag. (18°34'N og 55°15'V,

Atlanten. Distance i etmålet: 138 sømil, Ialt 2450 sømil.)

En mand faldt i dag overbord og blev reddet op igen. Det var nr. 72 fra 8.bakke, som på eftermiddagsvagten var ved at male nr.1-båden udenbords. Det fortælles, at han først havde malet den på den side, der vendte ind mod bådedækket og herunder havde kastet surringen los for bedre at kunne komme til, og at da han derefter ville i gang med den udvendige side af båden, gik ned på dækket og kravlede op over naglebænken og lønningen og greb fat i surringen, som han havde glemt, at han tidligere havde opgået, og faldt på ryggen ud i vandet med såvel malerpøs som surring. En anden version går på, at han havde fastgjort en

sikkerhhedsline, som han havde bundet om livet, et sted nede på dækket, inden han krav-lede op på bådedækket, og at en kvartermester så den løse line hængende op udenbords, hvilket jo er en uorden, hvorfor han løsnede den og hev den ind – og derved trak 72 ned i baljen. Vi på andet skifte nede på agterbanjen og hørte døsigt på førstestyrmands højrøst-ede, men meget monotone forelæsning om navigationens mysterier, da vi pludseligt anede et svagt råb oppefra, som lød som: "mand over bord". Alle var i et nu lysvågne og lyttede og Bendtsen standsede brat og lyttede også op mod nedgangskappen. Så lød det tydeligere: "Mand-over-bord!!" - og i løbet af sekunder var alle oppe ad lejderen med førstestyrmand i spidsen. Mindre end to minutter efter var 3-båden bemandet og sat i vandet - på vej mod den forulykkede, som lå og klamrede sig til den af andenstyrmand udkastede redningskrans. Næsten samtidig var kaptajn Hansen på broen, vækket at sin middagssøvn, og skibet blev omgående gjort klar til at vende. Aldrig har jeg set toppene blive braset så hurtigt som under denne krydsning tilbage mod vinden. De tre toppe formelig fløj rundt til de beordrede stillinger. Det varede nøjagtigt fire minutter fra manden var faldet ud, til redningsbådsholdet havde hold i ham. Og tyve minutter senere var skibet atter tilbage på kursen og alt om bord tilbage i daglig gænge. Ved en fejl var der netop denne eftermiddag ikke blevet udstukket et redningsbådshold, som der ellers altid skal være døgnet rundt af hensyn til at just sådanne uheld jo kan hænde. Alligevel var der mødt flere ved båden, end der var brug for, og tilfæl-det ville, at der var en dagmand fra salonen og en anden fra pantryet med på bådholdet, mens resten ganske vist var fra vagten. Der faldt anerkendende ord til hele bagbordsvagten for den hurtige indsats, og der blev antydet noget om muligheden for en eller anden form for belønning til bådeholdet.

28/1-61. Lørdag.

Atlanten. Vi har i nogen tid haft en fiskekrog på slæb i en svær line i forsøg på at fange en haj. Krogen er en af kokkens store kødkroge forsynet med en kraftig luns oksekød. Vi har dog ikke set noget til hajer endnu.

29/1-61. Søndag. (18°20'N og 60°13'V, Kurs:vest. Vind:øst.

Atlanten. Dist. 136 sømil og hermed ialt tilbagelagt 2783 sømil siden Tenerife)

30/1-61. Mandag. (18'33'N og 62'33'V, Kurs:vest,

Atlanten. Dist. i etmål 127 sømil og ialt 2863 sømil)

31/1-61. Tirsdag.

St.Thomas, Virgin Islands, USA. I løbet af dagen kom de vestindiske øer i sigte, og lige så glade, man har været for den behagelige sejlads i passatvinden og næsten kunne ønske, at den ville fortsætte i det uendelige, lige så opsatte bliver man nu på at komme ind til øerne, som ligger der i disen i det fjerne og lokker så uimodståeligt - som tågebanker i horisonten.

Kl. 21 ankom vi til St.Thomas efter mere end 20 dages sejlads fra Tenerife og ankrede op i den beskyttede naturhavn ved Charlotte Amalie. Indsejlingen passerede vi i et aldeles strålende måneskin og gled derefter lydløst ind i bugten for en meget let og varm brise. Straks efter strømmede en armada af små både med nysgerrige ud til os for at hilse på og tage fuldriggeren i øjesyn. Skoleskibet er her næsten hvert år, så det er godt kendt og altid velkommen. I den mørke tropenat lød der dæmpede velkomstord på dansk, amerikansk og en blanding af sprogene. Der synes at herske en fortættet højtidelig stemning om bord, hvor ingen talte højere end højst nødvendigt. Ingen støjende munterhed, som da vi ankom til Madeira efter lige så lang tid i søen. Det var som om den lune tropenat lagde en fortryllet dæmper på alle. Man mærker, at vi er ventede og velkomne gæster her på St.Thomas.

1/2-61. Onsdag.

St. Thomas. Bagbords vagt havde et par timers landlov i dag, og jeg var sammen med et par kammerater på en tur rundt i byen. Vi kiggede rundt på denne mærkelige by, som er en sær blanding af dansk og amerikansk. Her er ca 32 graders varme i skyggen. I gaderne bliver vi ofte tiltalt af sorte indbyggere på dansk. De kender os jo på uniformen. Især er der mange ældre negre, som vil vise os, at de endnu ikke havde glemt deres danske "modersmål" og som hilste os med "Hej landsmænd". Nogle fortalte ivrigt, at de var "født under dansk flag", havde gået i dansk skole og i virkeligheden stadig følte sig som danskere. Skiftet til ameri-kansk borgerskab ligger jo over fyrre år tilbage og dermed ophørte man vel også med at lære dansk i skolerne, så der er nok ikke noget at sige til, at ordforrådet er ret begrænset. På den anden side er det da klart, at midaldrende folk stadig må have en vis erindring om tiden før, de blev amerikanere. Men mon der ikke også er en god portion nostalgi med i spillet. Vi skulle endelig huske at hilse hjemme.

2/2-61. Torsdag.

St.Thomas. Om eftermiddagen fælles badetur til Magdens Bay på den anden side af øen. Et par røde lastbiler med "Carlsberg Beer" logo på vogndørene bragte os op over bjerget og ned på den anden side - efter en lille rundtur på øen. Magdens Bay er et udmærket badested ved en stor bugt som, er afspærret med hajnet til værn mod rovfiskene, som sammen med de glubske baracudaer - (også kaldet skeletfisk), skal være ret så talrige i disse tropiske farvande. Vi plaskede rundt i det varme vand i 2-3 timer, dasede på strandbredden og nød saften fra kokosnødder. Sceneriet er præcis som man i fantasien forestiller sig en tropeø med høje slanke palmer, der dovent læner sig ud over vandet. Her manglede faktisk kun de dansende brune piger i luftige bastskørter for at gøre billedet helt fuldendt. Om eftermidda-gen var det styrbordsvagtens, der fik samme tur, hvorpå de havde landlov.

3/2-61. Fredag.

St. Thomas. Landlov fra kl. 13 til kl. 18. Vi støvede rundt i varmen i adstadigt tempo med fotografiapparaterne og læskede jævnligt ganen med nationaldrikken rom & cola. Rommen er i alt fald af lokal oprindelse. Bl.a. besøgte vi den gamle røde borg Fort Christian, hvor der nu er indrettet brandstation, museum og politistation. I byen kan man også se den gamle markedsplads, hvor man i sin tid handlede slaver. De gamle stader, hvor man udstillede den fra Afrika nyankomne arbejdskraft, står endnu som dengang, men hvor det da var hvide mænd, der havde sorte mennesker til salg, er det nu sorte mænd og kvinder, der faldbyder bananer, kokosnødder og anden sydfrugt fra boderne. Slavemarkedet er blevet til grønttorv. Sort er forøvrigt mere end 90 % af befolkningen her. Man bemærker, at mange af gadenav-nene stadig er danske, og at det også er de gamle originale emaljerede gadeskilte,som sidder på gadehjørnernes husmure. Her ser man f.eks. Kronprindsens Gade, Store Kongens Gade, Dronningens Tværgade. Pilestræde, Grønnegade og mange flere med meget hjemlig klang. Trods de pompøse navne, er det dog ofte smalle smøger, som det f.eks. er tilfældet med Store Kongens Gade. Forøvrigt udtales navnene på amerikansk, så de lyder i virkeligheden ikke ret meget dansk. I et supermarked blev vi kontaktet af en hvid mand, som spurgte på dansk, om vi vidste, om nr. 55 var i land i dag. Vi kunne oplyse, at han var på vagtsholdet om bord. Manden inviterede os, jeg og to kammerater – 64 og 70, med en tur op til sit sommerhus på toppen af bjerget, og undervejs op ad bjergvejen i hans store amerikanske vogn, fortalte han lidt om sit virke her under disse himmelstrøg. Han er nemlig dansk forretningsmand, der har boet her i en længere årrække og har en del større butikker både her og på St. Croix. Sommerhuset er stort og med glasfacader som vægge. Det ligger med en storslået udsigt over Charlotte Amalie og bugten, hvor vi kunne se ned over skoleskibet, som ligger for anker der. Han viste os rundt i huset og demonstrerede også sit meget teknisk indrettede køkken. Sydmuren ud mod bugten var helt af spejlglas. Nedenfor terrassen var krattet ryddet, og der var plantet nogle træer i en behagelig og velvandet græsplæne. Her gik et par ponyer og græssede. Vi fik serveret et kæmpestort glas rom&cola, som efter alt det vi i forvejen havde nydt i eftermiddagens løb, gjorde os en del mere slørede, end vi egentlig havde godt af. Efter en times ophold kørte han os ned til havnen, hvor sidste landlovsbåd tog os med ud om bord.

4/2-61. Lørdag.

St.Thomas. Styrbords vagt havde landlov og vi andre vagt om bord. Om aftenen var de til et større party oppe i byen, hvor de tilsyneladende havde moret sig storartet.

5/2-61. Søndag.

St.Thomas. Om eftermiddagen landlov for sidste gang på denne herlige ø. Mine to kammera-ter 64 og 70 og jeg travede endnu engang rundt i de hyggelige gader for at tage nogle sidste billeder med vore fotografiapparater. Om aftenen var det så vor tur til at komme til fest, og denne gang var det på Grand Hotel, hvor indehaveren havde inviteret til et traditionelt party for "Danmark"s besætning. Værten hedder Christensen, er dansker og gift med en puerto-rikaner og i øvrigt netop den mand der havde os med til sit sommerhus i forgårs. Vi marche-rede derop i samlet trop med skipperen, styrmændene og halvdelen af kvartermestrene i spidsen. I hotellets store sal var der rettet an med et utal af lækre retter på et langt bord, hvorfra alle kunne forsyne sig efter behag. Det var efter tag-selv-bord princippet, hvor man fylder sin tallerken og finder sig et sted at spise. Som dessert stod der en hel række kasser med iscreme til fri afbenyttelse. Baren var i starten åben for gratis udskænkning, men blev snart mere tillukket, da skipper bemærkede dens særlige tiltrækning og selv tog plads på en af barstolene og herved øvede en ganske effektiv dæmper på visse lidt for tørstige sjæle.

Efter spisningen blev salen ryddet til dans og et 15-20 mands orkester, - et såkaldt steelband, spillede op med den for karibien karakteristiske trommemusik udført på overskårne olietøn-der, hvor toppen er udhamret i forskellige mønstre. Med disse instrumenter kunne de frem-bringe en iørefaldende rytmemusik med trommestikkerne. En ganske fascinerende rytmisk musik - og det var prima danserytmer.

Værtinden havde sørget for at invitere lokale unge damer med til festen, så der var danse-partnere til alle. Kaptajn Hansen og førstestyrmand Bendtsen lagde for med forskellige selskabsdanse og anden morskab. En af dem var en danseleg, hvor man på signal fra musik-ken skulle slippe sin dame en tid og derpå ved nyt signal finde hende igen. Skete dette ikke hurtigt nok, måtte man gå ud af legen.

Hotellets indehaver, fru Christensen, er en mørkhåret skønhed og altså fra Puerto Rico gift med en dansk forretningsmand her i Charlotte Amalie. Hendes unge, meget smukke datter Ruthie var med i selskabet – vel ikke mere end 15 år, lige så mørkhåret og brunlødet som sin moder. Jeg var den utroligt heldige, som hun foretrak at danse med det meste af aftenen.

Der var også optræden af en Limbodanser, hvor artisten med en fakkel i munden snor sig under en line, som for hver gang han går under, bliver sænket en tand mere, mens steel-bandets trommede sine hidsende rytmer. Linen er først sat i ca en meters højde. Jo lavere den derefter bliver sat ned, jo voldsommere lyder trommehvirvlerne og tilskuerne bliver mere og mere medrevet. Bortset fra trommerne er der åndløst stille i salen. Tilsidst er linen kun en fod fra gulvet og danseren snor sig endnu en sidste gang med faklen i munden uden af røre snoren, hvorpå en voldsom klapsalve bryder ud - og fortryllelsen er brudt.

Kaptajn Hansen optrådte på scenen sammen med værtinden med sjov og komik. Foruden steelbandet var der iøvrigt også et stort jazzorkester til at levere dansemusik og underhold-ning. Der var til slut en dansekonkurrence, hvor par efter par skulle gå ud. Det endte mærkværdigt nok med at de to sidste par var Ruthie og jeg samt Kong Knud og hendes mor. Og selvfølgelig vandt de sidstnævnte.

Ved midnat blev alle samlet udenfor på gaden, og vi marcherede i sluttet trop og i høj stem-ning til waterfronten for at blive færget om bord. Mange af de øvrige gæster fulgte os på vej. Straks vi var om bord, blev der beordret omklædning og vi gjorde klar til at afsejle, idet alle bådene blev taget om bord og surrede.

6/2-61. Mandag.

St.Thomas/Karaibiske Hav. Afgik fra St. Thomas i morges kl. 0930 med kurs mod Jamaica. Vi regner med en ugestid i søen dertil, og det er jo et behageligt farvand vejrmæssigt.

7/2-61. Tirsdag.

Karibiske Hav. Havde for anden gang på rejsen prøver i naturlære, som man åbenbart lægger stor vægt på. Der siges at være en del hajer i dette farvand, og vi har da også i nogen tid haft fiskekrogen ude igen med en luns oksekød på slæb agter i en solid line. Der har også været en stor krabat af en haj, som vi i nogen tid har kunnet se gå og snuse til maddingen, og i dag bed fyren omsider på krogen, men kokkens ellers så kraftige kødkrog viste sig at være for veg og rettede sig ud, - så hajen fik sig en godbid kød for sin umage. Nu har 2.mester smedet en anden og meget kraftigere krog og en ny luns råt kød er hængt ud som madding.

8/2-61. Onsdag.

Karibiske Hav. Igen havde vi et tilfælde med mand over bord, og som heldigvis igen blev bjerget op i god behold - trods hajerne. Det skete på aftenvagten, hvor den del af vagten, der ikke i øjeblikket er på post, skal opholde sig i læsiden ved kabyshuset. Nr. 15 var i mørket kravlet op på naglebænken og havde sat sig vel tilrette på den lille pullert til bagbords fokke-skøde, hvor man i øvrigt også kan sidde ret behageligt og lade sig køle af brisen. Men han sad desværre og faldt i søvn med hovedet hvilende på armene. Og det må man naturligvis ikke, når man er på vagt. Kvartermester Larsen, som havde vagten på dækket, bemærkede, at der sad en elev og sov på naglebænken, hvorfor han listede ind i kabyssen, hentede et krus isvand fra køleskabet og smed det kolde vand i hovedet på den formastelige. Han vågnede brat og rejste sig op - helt i vildrede med, hvor han befandt sig, fik overbalance og der lød et plask nede ved skibssiden. I få spring var Larsen agterude ved storskødet, som han slyngede ud over siden, hvorved tovet ramte oven i hovedet på den overbordfaldne, der i øvrigt ikke kan svømme, og panikken fik han sig viklet ind i tovværket, hvorefter det blot varede et øje-blik, inden mange hænder havde hevet ham om bord igen, - våd og forskrækket men uskadt.

9/2-61. Torsdag.

Karibiske Hav

10/2-61. Fredag.

Karibiske Hav. Så var der bid på hajkrogen. Gennem det klare vand har vi kunnet iagttage en stor haj, der tålmodigt har fulgt efter maddingen et stykke tid og omsider altså slog til - og blev hængende. Der blev lagt en talje om nokken på messanbommen, og vi halede uhyret op af dens element, mens den piskede som en rasende med halen så det dundrede i skibssiden, og uhyggelig så den ud, som den hang der og sprællede desperat med hele det frygtindgy-dende tandsæt blottet i dagslyset. Kong Knud fandt sin gamle stumpede haglbøsse frem og gjorde med kort proces en ende på hajlivet med et velrettet skud blyhagl. Jeg aner ikke, hvad sådan en tamp kan veje, men den var henved tre meter lang. Vi tog den ikke ind på dækket, men skar hovedet af den, som den hang der i bommen. Resten af kadaveret gik tilbage i til fyrens grådige fæller. Kokken kogte hovedet, så vi kunne fjerne de mange fine, skarpe, tre-kantede, riflede tænder, hvoraf der findes hele tre rækker i hver kæbehalvdel. Tænderne sidder forresten ikke fast i munden, men kan bevæge sig lidt i muskulaturen. Der kunne blive et par savtænder til alle interesserede.

11/2-61. Lørdag.

Karibiske Hav.

12/2-61. Søndag.

Karibiske Hav.

13/2-61. Mandag.

Kingston, Jamaica. I formiddags begyndte vi at gøre klar til næste havneanløb i Kingston på Jamaicas sydøstkyst og ved middagstid gik vi indenfor de meget lange læmoler. Der blæste en god vind, og kaptajn Hansen ville åbenbart gerne demonstrere, hvad han og skibet formå-ede af dristige manøvrer for tilskuere i land, vise hvilket storslået syn en stor fuldrigger kan udgøre, når den går med fuld fart for en frisk vind. Så i stedet for at mindske sejl og gå ind for maskinkraft, blev alle sejlene bibeholdt, og vi fortsatte ind gennem bugten bidevindt og med så stor en krængning, at styrbords skanseklædning næsten var under vand. Jeg gad godt have set dette skue på afstand med fotografiapparatet i hånden, men også om bord nød vi farten og sportsglæden ved sejladsen. Ankrede på Kingston Roads klokken 1330.

14/2-61. Tirsdag.

Kingston, Jamaica. Bagbordsvagten havde vagt og jeg sejlede motorbådene hele dagen.

15/2-61. Onsdag.

Kingston, Jamaica. Landlov fra kl. 13 til kl. 17, hvor jeg var lidt rundt i byen. Byen her virker ikke helt så spændende, som dem, vi hidtil har besøgt. Den er nok mere havneby og ikke helt så eksotisk. Men også her er det altovervejende sorte, der udgør befolkningen. Om aftenen blev der arrangeret biograftur for frivagten, hvor vi så to film. De var begge omtrent lige dårlige og ren tidsspilde.

16/2-61. Torsdag.

Kingston, Jamaica. Styrbordsvagten på landlov og jeg sejlede motorbåd hver time til kajen.

17/2-61. Fredag.

Kingston, Jamaica. Kl. syv i morges lettede vi og gik til kaj for at proviantere. Bagbords vagt var på badetur i formiddags. Der kom en lille turistbåd og sejlede os ud til et friluftsbad ved kysten, hvor vi tilbragte et par fornøjelige timer med vandpjaskeri. Der var ikke andre gæster ved badestedet, så vi kunne muntre os, som vi ville. Landlov fra kl. 1330 til 1700, hvor jeg var i byen sammen med mine to kammerater. Om aftenen efter spisetid, mens vi hyggede os på dækket foran stormasten med tobakspiberne og hyggesnak i den farvestrålen-de, flotte solnedgang, dukkede der en repræsentant for byens lette garde op og trippende i højhælede sko ud ad træbroen, hvor skibet ligger fortøjet. Hun følte sig tydeligvis særdeles godt tilpas ved så mange ungdommelige herreblikke, der sultent fulgte hende med øjnene.

Vi forsøgte at komme i snak med damen, men hun kunne kun meget få engelske brokker, så det var ikke store dybsindigheder, der lød over skibssiden. På indtrængende opfordringer fra første parket indenfor skanseklædningen, begyndte hun at klæde sig af, men nåede desværre ikke længere end til at vise indholdet under den røde bluse, da andenstyrmand dukkede op og forstyrrede festen. Først jog han damen langt væk med nogle mindre høviske tilråb og derpå blev alle kaldt til mønstring og skideballe, hvor han bl.a. kaldte os en flok savlende hanhunde med tungen ude af halsen. Vi var dog enige om, at han sagtens kunne være tilfreds med tilværelsen, da der er jo ikke er noget krav om, at også han skal være om bord inden mørkets frembrud hver aften - og dermed være afskåret fra at gå i byen og se på sagerne, som det er tilfældet for vi andre.

18/2-61. Lørdag.

Karibiske Hav. Afgik fra Kingston i formiddags klokken ni med kurs mod sidste destination, Bermuda, oppe i Atlanterhavet.

19/2-61. Søndag.

Karibiske Hav. (18°54'N og 80°07'V, Distance i etmål: 237 sømil.)

20/2-61. Mandag.

Karibiske Hav. (20'°25'N og 82°37'V, Dist: 170 sømil og ialt 407 sømil.)

21/2-61. Tirsdag.

Yucutan Strædet. (21°25'N og 84°33'V, Distance i etmål: 128 sømil, Ialt 535 sømil.)

22/2-61. Onsdag.

Yucutan Strædet. (23'10'N og 84'11'V, Dist: 141 sm, og Ialt 676 sømil.)

23/2-61. Torsdag.

Florida Strædet. Hidtil har vi haft samme fine vejr, som da vi sejlede i passatbæltet, men nu da vi er på vej ud i Atlanterhavet for nordgående, skal vi nok regne med mindre stabile vejr-forhold med blæst og byger. Jeg har i dag måttet overtage storeskeeperjobbet fra nr. 2, idet han som straf er sat fra bestillingen. Samme Anton kan godt være en noget trekantet herre, der ikke altid kommer lige smidigt om ved alle mennesker, omend han og jeg altid har været på god fod. I morges tørnede han imidlertid sammen med kvartermester Nielsen også kaldet "Lillebror", fordi han er så stor, da denne beordrede ham til at deltage i gymnastik-øvelserne. Anton vægrede sig med henvisning til, at han ikke havde tid på grund af sit job som storeskeeper. Nielsen indberettede det passerede og ved middagsmønstingen blev jeg af førstestyrmand Bendtsen kaldt frem foran geledderne og fik meddelt, at jeg fra nu af overtog jobbet som storeskeeper i stedet for nr. 2. Jeg føler det noget pinligt i forhold til Anton og har måske ikke set alt for begejstret ud, for førstestyrmand tilføjede: "Og det er en ordre!". Det vil så sige, at jeg fremover har to dagmandsjob at passe - både som bådfører og som storeskeeper, hvoraf det sidste vel regnes for det fornemste og normalt tilhører numrene 1 og 2 samt 41 og 42.

24/2-61. Fredag.

Florida Strædet. (25'25'N og 79'57'V, Dist i etmål: 196 sømil, Ialt: 1006 sømil.)

25/2-61. Lørdag. (28°37'N og 77°56'V

Atlanten. Dist: 241 sømil og ialt siden Jamaica: 1249 sømil)

Aldrig så snart var vi udenfor det lune Florida Stræde og havde Atlanterhavet foran os, før vi fik meget køligere luft og måtte finde stortrøjerne frem af kistebænkene for første gang siden Madeira. I dag mistede vi et storebramsejl under en voldsom byge. Bedst som vi sejlede for en frisk brise med alle sejl oppe og gjorde god fart, bemærkede jeg, der sammen med de fleste øvrige af vagten stod oppe under bakken og arbejdede med tovværk, at førstestyr-mand kom farende forefter langs bagbords naglebænke, idet han i forbifarten rev alle toven-derne af naglerne og ned på dækket og, idet han nåede frem til bakken, brølede: "Klar til at bjerge sejl!" - og fortsatte så agterover langs de styrbords naglebænke på samme måde.

Vi styrtede naturligvis ud på dækket og var på et øjeblik i fuld gang med at give op topsej-lene, - derefter mærssejlene og undersejlene. Efter et kvarter manglede vi kun storsejlet og fokken og under arbejdet med disse, kom regnen som fra et vandfald. Derpå fulgte en vold-som storm, som rev så hidsigt i riggen, at den læ lønning kom under vand. Storebramsejl, der som de øvrige sejl blot var givet op under råen og endnu ikke pakket, blev revet ud af liget og forsvandt ud over havet i småstykker med knald som fra geværskud. Det hele varede vel ikke meget mere end tyve minutter, hvorefter vi atter kunne sætte alle sejl. En halv time efter var vi under vej som før, - minus det mistede bramsejl, som man gik i gang med at skifte. Vi befinder os jo pt. i den berygtede "Bermuda Trekant", hvor så mange skibe og fly er forsvundet. Måske som følge af sådanne byger.

26/2-61. Søndag.

Atlanten. (30°04'N og 74°21'V; Distance i etmål: 213 sømil og hermed ialt 460 sm)

27/2-61. Mandag.

Atlanten. (30°54'N og 72°38'V; Dist: 104 sømil, Ialt: 1564 sømil)

28/2-61. Tirsdag.

Atlanten. (31°25'N og 70°20'V; Dist: 123 sømil, og hermed ialt 1684 sømil.)

1/3-61. Onsdag.

Atlanten. (32°01'N og 67°27'V; Distance: 154 sømil og ialt 1841 sømil)

2/3-61. Torsdag.

Sct.George, Bermuda. Ankom til øerne kort efter middag og gik ind til Sct.George havn på den nordligste ø. Sct.George har en smukt beliggende naturhavn med indsejling gennem et snævert stræde med næsten lodrette klippevægge. Efter ankomsten fik vi udleveret post med breve hjemmefra, og til mig var der også et postkort fra Sct.Thomas adresseret til "nr.22 på skoleskibet "Danmark"" med en hilsen fra Ruthie (!). Det var skrevet på dansk, og da hun ikke taler dette, havde hun fået en kusine til at skrive kortet. Kong Knud kom og rakte mig det med et skævt smil.

3/3-61. Fredag.

Sct. George, Bermuda. Landlov om eftermiddagen, hvor jeg sammen med mine to venner var oppe at kigge på byen. Der har gået rygter ombord om, at man her kunne leje knallerter billigt, men der var desværre ingen at få, da det kom til stykket. En af udlejerne sagde, at alt var udlejet, og en anden, som havde køretøjer nok, forlangte så ublu priser, at vore beskedne midler ikke forslog. De var nok i virkeligheden ikke særligt interesseret i at udleje til netop os. Vi fortsatte derfor til fods og besøgte bl.a. en gammel fæstningsruin, som ligger ved ind-sejlingen til havnen og engang havde været et forsvar for stedet. Det mindede lidt om en gammel sørøverborg. Der er nu indrettet museum på stedet. I et krat på stedet fandt vi nogle kaktusbær med en sød mælkesaft, som vi smagte på efter Sørens forsikring om, at han vidste, at de var spiselige. Bærrene smagte såmænd godt nok, men kaktuspigggene var vist lidt gif-tige og stak ubehageligt og sviende.

4/3-61. Lørdag.

Sct.George, Bermuda. Vagtsdag.

5/3-61. Søndag.

Sct.George, Bermuda. Ved kajen lige foran "Danmark" ligger der nogle canadiske fregatter, som er her på officielt flådebesøg, og nogle af de canadiske orlogsgaster kom her over til os på visit. En af dem talte dansk og fortalte, at han egentlig stammer fra ålborg, men emigre-rede til Canada sammen med sine forældre for mange år siden. Vi fik lokket nogle af cana-dierne med til tops i riggen, hvilket de vist alligevel fortrød, inden de nåede helt op. De er jo ikke vant til på krigsskibene at skulle entre 30-40 meter til vejrs, som vi andre. Senere viste vor dansk-canadiske bekendte os rundt på sit eget skib HMS "Swansea", hvor jeg som tidlige-re orlogsgast nok kunne se, at de har noget mere komfortable forhold, end hvad vi kender fra danske orlogsskibe. Bl.a. har de faste køjer i store soverum og spisningen foregik i rum-melige cafeterier. Om eftermiddagen var der for bagbords vagt arrangeret en bustur til en af de sydlige øer - eller rettere halvøer, eftersom vi jo kunne komme dertil ad landevejen. Undervejs passerede vi en meget stor amerikansk flyveplads, som er opbygget på et opfyldt område mellem to øer. Befolkningen kunne nemlig ikke afse så meget areal af deres begræn-sede land, som en flyveplads ville kræve, hvorfor den altså måtte bygges ude i vandet. Et af turens mål var et større badehotel, som på grund af, at det er udenfor turistsæsonen, var næsten tomt for gæster. Her tilbragte vi et par timer med at bade i det lune vand i hotellets store swimmingpool, hvor der også var udspringsvippe samt en tømmerflåde at more sig med. Der blev serveret sandwiches og soft drinks på terrassen. Værtinden viste sig at være dansker og fra min hjemegn – uden at jeg dog kender nærmere til hendes familieforhold.

6/3-61. Mandag.

Sct.George, Bermuda. Om formiddagen var vi på udflugt til nogle drypstenshuler med disse lange stentappe, som i løbet af tusinder af år har dannet sig som noget der kunne minde om istapper fra hulernes loft. Vi besøgte også en lille lokal, privat zoologisk have med et akva-rium. Det mest bemærkelsesværdige på dette sted var dog en bestand af meterhøje land-skildpadder, der så at sige lå i en dynge, kravlende over hinanden, hvorved de tunge skjolde med brag dunkede mod hverandre. Det var fodertid, hvorfor skildpadderne var ret aktive for at nå frem til kålhovederne, der var serveret. Det bragede og bumpede i indhegningen med en dump, hul rumlen fra skjoldene, når de store dyr masede sig frem over og mellem hinanden. På stedet var også en selskabelig gammel papegøje, som stedets ejer havde fået af en ældre sømand. Den skulle kunne snakke en del, men det eneste, jeg hørte den sige var en gentagen gnækken: "I like the girls - I like the girls"

7/3-61. Tirsdag.

Bermuda. Afg kl. 09 Har hermed sat kursen hjemover. Da vi lagde fra kaj i Sct. George stod vi ud gennem strædet for sejl alene og altså uden brug af motoren, hvilket sikkert har været et flot syn for de mange tilskuere, som som var mødt op for at tage afsked. Der blæste en frisk vind fra land, og skibet lå med stævnen op i vinden. Ved hjælp af forsejlene, forestæn-gestagsejl, yderklyver og inderklyver svingede skibet fri af kajen og rundt i havnen. Så blev mærssejl og topsejl sat og derpå undersejl og mellemstagsejlene, hvilket i alt kun varede få minutter, så da vi stod ud af havnen var samtlige af de hvide af solen blegede tropesejl sat.

Håndtaget på maskintelegrafen havde kaptajn Hansen demonstrativt ladet stå på "Stop" - og altså ikke engang på "Klar". Men jeg tvivler dog ikke på, at førstemester alligevel stod klar nede ved Molly for alle tilfældes skyld. Og så har vi nu en meget lang vej hjem over oceanet, inden vi når de kendte kyster igen.

8/3-61. Onsdag. (34'31'N g 60'02'V, Distance: 88 sømil)

Atlanten

9/3-61. Torsdag.

Atlanten. På nordøstlig kurs

10/3-61. Fredag.

Atlanten.

11/3-61. Lørdag.

Atlanten. (37°55'N og 52°57'V; Distance: 195 sømil, Tilbagelagt ialt 720 sømil.)

12/3-61 Søndag

Atlanten. (39°11'N og 48°03'V; Distance: 213 sømil, og i alt: 933 sømil.)

13/3-61. Mandag.

Atlanten (40°00'N og 44°00'V; Dist: 197 sømil og hermed i alt 1130 sømil)

14/3-61. Tirsdag.

Atlanten. (41°26'N og 40°14'V; Dist: 191 sømil, og i alt: 1321 sømil)

15/3-61. Onsdag.

Atlanten. (42°26'N og 36°15'V; Distance 191 sømil, og i alt: 1512 sømil)

16/3-61. Torsdag.

Atlanten. (43°09'N og 31°42'V; Distance: 203 sømil. I alt: 1715 sømil.)

17/3-61. Fredag.

Atlanten. (42°48'N og 29°00'V; Distance: 125 sømil. I alt: 1840 sm)

18/3-61. Lørdag.

Atlanten. (42°09'N og 27°48'V; Distance: 80 sømil. Ialt 1920 sm)

19/3-61. Søndag.

Atlanten. (43°22'N og 27°55'V; Dist: 75 sømil og hermed i alt 1995 sømil)

20/3-61. Mandag.

Atlanten. (44°43'N og 27°18'V; Dist: 87 sømil og i alt: 2082 sømil)

Første eksamensdag med skriftlig eksamen i naturlære og navigation.

21/3-61. Tirsdag.

Atlanten. (46°27'N og 26°21'V)

22/3-61. Onsdag. (47°19'N og 26°03'V; Dist: 68 sømil og i alt: 2250 sømil.)

Atlanten

Eksamen i sømandsskab og morsning.

23/3-61. Torsdag. (48°12'N og 25°35'V; Dist: 68 sømil og ialt 2318 sømil)

Atlanten

Eksamen i regning, hvilket var den sidste af de skriftlige prøver.

24/3-61. Fredag.

Atlanten. (48°41'N og 22°00'V. Dist: 145 sømil, Ialt 2463 sm)

25/3-61. Lørdag.

Atlanten. (48°49'N og 17°28'V, Dist: 180 sømil, I alt 2643 sm)

26/3-61. Søndag.

Atlanten.

27/3-61. Mandag.

Atlanten.

28/3-61. Tirsdag.

Atlanten.

29/3-61. Onsdag.

Atlanten.

30/3-61. Skærtorsdag.

Atlanten. Fik Englands kyst i sigte og er nu på vej ind i den Engelske Kanal. Det er så hermed 23 dage siden, at vi sidst har haft landkending.

31/3-61. Langfredag.

Engelske Kanal.

1/4-61. Lørdag.

Passerede Dover midt eftermiddag. - Man har en fornemmelse af, at man ved sejladsen her mellem kysterne i kanalen er kommet ind i smult vande, hvilket jo netop langtfra altid er tilfældet - med vor udfærd in mente. Det skyldes måske også det uvante fænomen, at man her kan se land til begge sider eller i det hele taget dette, at være landet så nært efter den lange fart over oceanet. Ved passagen af Lands End skiftede vandet farve fra Atlanterhavets mørke dybblågrønne til Kanalens og Nordsøens mere grålige udseende. Det er i virkelighe-den en ret uforklarlig fornemmelse denne at sejle inde på ‘lavt' vand efter flere uger over oceanets bundløse dybder. Vinden er ikke videre gunstig, og ud for Dover løjede den helt af. Vi frygtede, at den skulle skifte til Nø, hvilket ville vanskeliggøre vor videre færd ud i Nord-søen, om vi skulle krydse gennem den stærke trafik i det snævre stræde mellem Dover og Calais. Så i stedet for at risikere at komme i samme situation som på udrejsen med konstant modvind i dagevis, blev gamle Molly startet for første gang siden ankomsten til Bermuda, og vi stod ud i Nordsøen for maskinkaft. Først da vi var vel klar af strædet, blev maskineriet igen stoppet.

2/4-61. Søndag. Påskedag.

Nordsøen. Vinden er ganske føjelig, og de kunne se ud til, at vi ret ubesværet kan få over-stået de sidste hundrede sømil; - dog man skal jo være forsigtig med optimismen; der kan nå at komme mange vanskeligheder endnu her på Nordsøen. Vinteren er jo knap overstået på disse nordlige bredder.

3/4-61. Mandag. 2. påskedag.

Nordsøen. Der er faldet en del sne, så at der nu ligger et hvidt tæppe over sejl og rigning samt på dækket. Et mærkeligt uvant syn - og gyseligt koldt. Vi har fået en masse fugle med som passagerer. Siden passagen ved Dover har vi haft en stor flok gråspurve i riggen, men efterhånden er der også kommet mange andre arter til. De er ganske tillidsfulde, at man næsten kan tage dem med hænderne. Jeg har endda set dem lande på søkortet i bestikluka-fet, mens styrmanden står og arbejder der, og nogle flyver rundt på banjerne. Jeg tog et foto, hvor en gråspuv havde sat sig til rette oven i hovedet af nr. 20. Han sad roligt med hovedet støttet i begge hænder og læste i en bog, da fuglen landede og begyndte at gøre sig det be-kvemt i hårpragten. Manden fortsatte i øvrigt sin læsning uforstyrret og lod fuglen hygge sig.

Der har også siddet et par duer med oppustede fjer i riggen, men en gang imellem kommer de ned og spadserer rundt mellem benene på os. Jeg gad vidst, om vort lange fravær fra land skulle have givet skibet en "lugt", som gør fuglene tillidsfulde, eller det kan måske være et udslag af kulde og sult. Måske har også skibets lydløse fremfærd, når bortses fra vindens susen i riggen og vandets plasken langs siden, betydning

4/4-61. Tirsdag.

Nordsøen. Vi fortsætter op langs Jyllands vestkyst og er snart på højde med Limfjorden. Sid-ste nat skød vi en fart af 9 knob under bidevindtsejlads for bagbords halse. I dag til morgen fortalte radioavisen os og landets befolkning, at vi kommer til København i morgen, hvilket vi dog har vor tvivl om. Når man skal til vejrs at arbejde med sejlene er det ikke praktisk mu-ligt at bruge handsker eller vanter, da disse vil hindre arbejdet med især surringer, og man vil ikke kunne få fat i sejldugen, når sejlet skal hives op til pakning oven på råen, om man har handsker på hænderne. Derfor går man til vejrs ad de overisede vævlinger ved med sine bare, blåfrosne fingre at gribe om vantene, der står som isstænger - videre op over pytting-vantet til et overiset mærs og derfra videre ud i fodperterne under mærsræerne holdende sig solidt fast i en isbelagt rå og ditto sejl. Ude på råen, skal man bore de følelsesløse fingre ind i det stive, frosne sejl og hive det op på råen til pakning under glatskind. Vi bærer jo under dette arbejde, eller overhovedet under arbejdet til vejrs i riggen, aldrig nogen form for sikkerhedsliner. Det hedder sig: "En hånd for skibet og en hånd for dig selv". I virkeligheden kan man ikke løse opgaverne med en hånd, men hager sig fast med den ene albue over råen, mens man arbejder med begge hænder og stående i de svingende fodperter, de klædte wirer ophængt under ræerne.

5/4-61. Onsdag.

Nordsøen. Sejlede op langs Jyllands vestkyst for en frisk nordvestlig kuling. En overgang havde vi en del vanskeligheder med at slippe forbi pynten ved Hanstholm. Vinden pressede os længere og længere ind mod kysten - den i gamle dage så frygtede vestkyst med de lum-ske revler. Det kunne snart blive nødvendigt at vende og stå længere til søs, da vinden hel-digvis sprang over i Nø, hvorefter vi havde god plads at manøvrere på og kunne fortsætte op i Jammerbugten. Det kunne dog ikke ske uden en del sejlmanøvrer under forhold, der be-stemt var det værste, vi har været udsat for på togtet, idet der konstant falder sne og opstår isslag, som danner et panser af is på sejl, master, ræer og vævlinger. Værst var bjærgningen af det næsten 200 kvadratmeter store meget svære fokkesejl. Her lå vi på hver side ti mand skulder ved skulder plus en kvartermester yderst med fat i nokkebændslet, mens første-styrmand stod nedenfor på bakken og rasede og skældte for at holde operationen i gang.

Ens fingre var da forlængst aldeles følelsesløse af kulde, og vinden jog bagfra op under olietøjsbusseronnen, og der lagde sig et lag af is og sne over ryggen under trøjen. Sydvesten var forlængst blæst ned i nakken og håret indkapslet i en skal af is. Kulden smertede slemt, og jeg så da også flere af mine kammerater kæmpe med det tykke, stive sejl med tårer i øjnene. Førstestyrmand Bendtsen nedenunder på bakken svor og bandenede på, at vi skulle se at få den forbandede fok pakket, men efter en times anstrengelser, måtte alle indse, at det ikke var muligt for os at få det stive sejl op til pakning, hvorfor vi måtte nøjes med at surre det hængende under råen. Med den stride nordøstlige vind voldte det også nogle vanske-ligheder at komme rundt Skagen, hvorfor vi måtte søge op nordpå i Skagerak for at opnå plads til at krydse ind i Kattegat.

6/4-61. Torsdag.

Kattegat. Passerede Skagen Rev fyrskib ved midnat og fik omsider relativt læ i Kattegat. Vin-den skal dog åbenbart bestandig være os imod på denne sidste del af togtet, for nu er den gået over i sydvest, hvorfor vi ikke fik den medvind, vi havde ventet efter at have rundet Skagen. Vi er derfor nu henvist til at krydse os ned gennem Kattegats snævre sejlender - og værst var det, at vi ikke kunne slippe forbi Kullen, som jo ligger der og rager sin lange næse ud i havet ved indgangen til øresund, med denne vind. Men så var kaptajn Hansens tålmo-dighed altså også forbi, og han beordrede alle sejl bjergede, så vi kunne komme resten af vejen til Helsingør red for maskinkraft.

7/4-61. Fredag.

København. Passerede Kronborg i morges klokken syv og ankrede kort tid efter på Helsingørs red for at tage skoleskibets bestyrelse om bord, hvorefter vi fortsatte mod Københavns havn for sejlene alene. Skoleskibet "Danmark" stod ind gennem København havn for fuld sejlfø-ring og lagde også til ved Langelinie uden brug af maskinen. Så snart vi var indenfor havne-molerne, blev der gjort klar til at slå sejlene fra efterhånden, som de blev bjergede og få dem bragt ned i sejlkøjen. Der blev varskoet, at ingen pårørende kunne komme om bord før alle sejl var stuvet af vejen, og vi fik tildelt halvanden time efter færdigfortøjningen til dette job, - som dog kom til at vare mere end to timer, idet der jo altid ved sådanne lejligheder, hvor man har travlt, er noget, der vil drille, såsom at sjækler og surringer, der har sat sig fast og må brydes op eller kappes. Vi fortøjede ved Langelinie kl. 14, og en masse mennesker var mødt op og fyldte kajen for at tage imod. Desværre var vi fra andet skifte så uheldige at måtte tage vagten om aftenen, mens de øvrige skyndte sig i land.

8/4-61. Lørdag.

København. Der blev gjort klar til afmønstring i formiddags efter en hurtig rengøring og en endnu hurtigere pakning af køjesækkene. Klokken elleve blev alle samlet på agterbanjen, hvor kaptajn Knud Hansen i overværelse af skoleskibets bestyrelsesmedlemmer, folk fra

navigationsdirektoratet og medlemmer af diverse andre søfartsinstitutioner uddelte eksa-mensbeviser og præmier. Der var to hovedpræmier til den "dygtigste elev" på hver af de to vagter. Den for styrbords vagt tildeltes som forventet nr. 1. Den for bagbords vagt gik uven-tet til mig - til min store overraskelse. Præmien bestod af Lærebog i Navigation af Knud Hansen samt en Nautisk Tabelsamling. Bøgerne er signeret af navigationsdirektøren og med skoleskibets stempel. Af andre præmier var der et merlespir til hver mand af den bådbesæt-ning, som så hurtig bjærgede nr. 72 under hans vandgang ved Vestindien. Desuden var der 50 kr til hver at storeskeeperne - også til "Anton", selvom han jo var blevet afskediget under-vejs. Der var en flidspræmie til Vorbasse, og Hessing fik en præmie for bedste teoretiske resultat. På mit eksamensbevis, hvor der står anført 7 karakterer, er der 5 ug'er og 2 ug/minus'er. Og det må vel være godt nok.

Afmønstring,

Med venlig hilsen fra Frederik Grøntved.

________________________________________________________________________________
Copyright © 2004-2017 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.