Hjem  |  Dit togt  |  Om siden  |  Gæstebog  |  Kontakt  |  © 


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3459 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 523716
  Hits i alt: 3456206
  Online lige nu: 2


Bent Flemming Nielsen fortæller

_________________________________________________________________________

Farvel "Danmark" - og på gensyn. Nykøbing M. 25. August 2010

Jeg har netop d. 8. August 2010 været sammen med 42 andre skibskammerater til 50 års

skoleskibsjubilæum på "Danmark", hvor den lå ved kaj ud for Mærsk-kontoret ved Amaliehaven. Det var en utrolig spændende dag, hvor kaptajn Kurt Andersen med stor velvilje tog imod os lidt "ældre" gaster fra vintertogtet 1960/61.

Vi fandt hurtigt vores gamle pladser på banjerne og snakken gik som om de sidste 50 år var pist væk. Efter en god times snak og de fleste sejl rebet kom vores havfruer ombord, og de fik så fortalt hvor fremragende sømænd de egentlig var gift med.

Efter en hyldest til skoleskibet og besætning var det tid til en forfriskning.

I silende regnvejr vandrede vi ned til Admiral Hotel, hvor vi gik om læ.

Dernæst var der sejlads rundt i Københavns kanaler med heldigvis overdækket turbåd.

På Christianshavn steg vi i land og spadserede til restaurant "Rabes Have", hvor vi nød en dejlig buffet i Georg Stage  og Danmarkstuerne. Til tider i svær søgang.

Det blev midnat inden de sidste sejl var bjærget og lanterne slukket.

Fra den faste besætning deltog læge Ole Meinhard Madsen og kvartermester Edvard Nielsen nu Snekkersten.

Desuden stillede formanden for skoleskibsforeningen Dan Folke Larsen sammen med et par medlemmer af foreningen på skoleskibet.

Endnu en minderig dag var vel overstået.

10 år tidligere blev vores 40 års jubilæum afholdt d. 11. August 2000 ligeledes i København.

Også dette arrangement var en succes, hvor de fleste af os så hinanden for første gang siden afmønstringen.

45 gamle elever mødte til baksmønstringen og fra den faste besætning 2. Styrmand  Hans Skeby, kvartermesterne Flemming Riber Larsen, Palle Anneberg og Edvard Nielsen desuden 2. Mester Frank Hansen.

Grunden til at begge jubilæer blev søsat gik tilbage til en kold og regnfuld søndag i marts 2000, hvor jeg besluttede at rydde op på loftet.

Det skulle senere vise sig at være en god ide.

Støt og roligt kæmpende sig igennem dyngerne kom jeg ind til den sidste papkasse.

Allerede ved første øjekast var jeg klar over, at det var en interessant kasse, for øverst lå der en gammel søfartsbog og papirer fra søværnet.

Da arbejdet nu næsten var tilendebragt, tog jeg papkassen under armen og med ned i stuen.

Ved gennemgangen kom jeg til et gammelt fotoalbum.

Da jeg tog det op og skulle bladre i det, faldt der pludselig et gulnet avisudklip ud.

Det var Berlingske Tidende fra den 23. November 1960.

Teksten var - Farvel "Danmark" - og på gensyn.

Artiklen var ledsaget af et par billeder, det største viste skoleskibet på vej ud af Københavns havn passerende en af søværnets undervandsbåde på vej ind.

Det var netop på det tidspunkt, at tankerne begyndte at rulle 40 år tilbage.

På den tid sejlede jeg med en coaster M/S "Ajax" af Bandholm som jungmand.

Da vi kom til København efter endt losning i Norge, lå der et brev om at jeg var antaget som elev på statens skoleskib "Danmark", med påmønstring den 15. oktober 1960.

Det fik mit hjerte til at banke en ekstra gang, for jeg var ikke helt ukendt med de store sejlskibe.

I 1959 var jeg nemlig elev på skoleskibet "Georg Stage".

Efter påmønstring og endt træningssejlads i Øresund, var vi så endelig klar til det 6 måneders lange togt til de Canariske og Vestindiske øer.

Den ellers faste 1. styrmand Rømer var syg, så vi lånte Wilhelm Hansen fra "Georg Stage" på første del af togtet til Madeira, hvor så Otto Lavigne Bentsen overtog hans job og Hansen rejste hjem.

Rømer fik jeg dog senere "fornøjelsen" af på øvelsesskibet "Navigator".

Første stop på turen var planlagt til øen Madeira, hvor jul og nytår skulle fejres.

På vej ud af den Engelske Kanal løb vi for første gang ind i dårligt vejr. I de efterfølgende 9 døgn var det storm fra vest med høj brydende sø.

Vi lå underdrejet et par dage og da vi endelig satte kursen ud i Biscayen, stadig i hård sø, knækkede store  bramrå som en tændstik under en manøvre. I den anledning blev der talt med stort til hele vagten.

Gamle Georg Stage elever og en kvartermester blev sendt til vejrs og fik efter møjsommeligt arbejde firet råen på dækket.

Vores skibstømrer Jørgen Niels Petersen gik straks i gang med at udforme en ny bramrå af en reserve topstang.

Et arbejde der blev nøje fulgt af interesserede elever.

Vejret var meget omskifteligt og vi tilbragte meget tid i regntøjet.

Ud for Nordafrika kunne vi mærke vejrskiftet og pludselig lå Madeira forude med havnen Funchal som ventende ankerplads.

Overalt på banjerne blev der pyntet til jul. Selv et vellignende juletræ blev fremtryllet og stod flot pyntet på dækket.

Kaptajn Knud Hansen læste juleevangeliet og julesalmer blev sunget og tankerne blev sendt hjemover.

Til julemaden blev der undtagelsesvis serveret et glas madeira til desserten.

Fra sømandsmissionen i Danmark var der julegaver til alle om bord.

Jeg fik et varmt halstørklæde, som straks blev afprøvet i den lune aften.

Vi oplevede mange spændende ting under vores ophold.

Var på dejlige busture rundt på øen og egne oplevelser i gode kammeraters lag.

En af juledagene var vi 3 kammerater der følte trang til en natlig svømmetur.

Godt det ikke blev opdaget.

Et af højdepunkterne var dog et besøg på et Madeira-tapperi.

Alle os elever var vældig interesseret i glassenes indhold og da værterne var yderst gæstfrie medførte det en noget uensartet march tilbage til skibet.

En fodboldkamp mod et lokalt hold blev det også til.

Utroligt, men vi tabte 2 - 1

Nytårsaften var betagende flot.

Der lå en del krydstogtsskibe i havnen bl.a. "Batory", alle var de lige som "Danmark"  med lys over toppen. Kl. 24 brød det løs med et fantastisk fyrværkeri over havn og by,

samtidig med at skibene begyndte at tude med fløjterne.

Den 3. januar afgik vi fra Madeira med kurs mod Tenerife.

Vi lå ved kaj i Santa Cruz og det var meget praktisk for vi fik frisk proviant om bord til den forestående tur med passatvinden over til Skt. Thomas.

Der blev arrangeret udflugter til Puerto de La Cruz, hvor vi bl.a kom til et flot hotel med en stor pool, så badetøjet kom hurtigt i brug.

 

En balaften med smilende "senoritas" og sprudlende champagne var også til alles glæde.

Da vi kom om bord igen blev det til en rigtig hyggelig aften, da vores 2 grønlændere nr. 76 Lars Lidenbann og 79 Andreas Amassen tog harmonika og guitar frem og underholdte sammen med kvartermester Flemming Larsen som netop havde skrevet en rigtig god sang om vores togt.

Men en sømands liv leves jo også på søen.

Nogle dage  efter afgang fra Tenerife skete der det, der ikke måtte ske.

En af eleverne faldt over bord.

Vi var på vej sydover for at nå ned til passatbæltet der skulle føre os til Vestindien.

Elev nr. 72 Henning Vesterlund var sammen med en makker sat til at vaske forreste styrbords redningsbåd, hvorpå de entrede dækket over kabyssen. Der var en frisk vind, så for at kunne nå mest muligt havde han taget en line om livet, men ikke fået givet ordentlig besked om fastsurring eller selv checket om det var sket.

Resultatet udeblev ikke da han ved næste rulning mistede balancen og strøg uden bords.

Mand over bord gjaldede råbene over hele skibet.

I løbet af ganske få minutter var vi 8 mand i færd med at opgå båd- og åresurringer på styrbords båd agter, for dernæst at være klar til affirring under 1. Styrmand Otto Bentsen`s kommando.

Samtidig med nedfirring blev udkiggen beordret op i stormasten for at holde øje med og fastholde den overbordfaldnes position ved at tilkendegive retning til Kaptajn Knud Hansen og redningsbåd.

Vi rammer den første sø ret hårdt og Bentsen råber: "Vent med at hugge taljer ud til næste sø, når jeg råber nu".

Få sekunder efter blev der hugget ud og vi gled agterover og kom  lidt ind under hækken, da denne blev løftet ved  skibets rulning i søen.

I næste øjeblik var vi klar af skoleskibet og Bentsen`s ordrer lød: "Ud med årerne, nu skal der fa´en gale mig roes, som I aldrig har gjort det før".

Mine tanker gik et kort øjeblik på hvordan er det mon at ro i Atlanten og ville vi finde ham i tide ?

Der blev trukket i årerne og efter ca. 20 minutters roning var vi fremme ved nr. 72.

Havde Bentsen  lydt anstrengt var det intet i forhold til de udgydelser der kom, ved at finde en smilende elev flydende i det store hav.

"Hva` fa`en griner du af knægt", og i samme øjeblik havde hans store næver fat i elevens kravetøj og hev ham op i båden.

Først da var der tid til at se sig omkring.

Jeg kan huske, at jeg tænkte det sikkert ikke var mange forundt at sidde i en redningsbåd midt ude i Atlanterhavet, og se skoleskibet "Danmark" for fulde sejl vende, for at få den perfekte vinkel for ombordtagning.

Det blæste beaufort 4 og solen havde kastet de sidste stråler på råsejlene.

Skoleskibet kom i pæn fart op på siden af os, og fra bakken blev der kastet en lang solid tovende ned til os. Heldigvis fik vi omgående fat i den og firrede med langs skibssiden.

Samtlige elever lagde alle kræfter i taljerne og var med til at løbe båden op med samtlige 10 mand om bord.

Alle var glade og lettede og vi troede faktisk vi skulle have ros for indsatsen.

Vi fik en skideballe af dimensioner af Kaptajn Hansen, der pointerede om vigtigheden af at passe på sig selv.

Ikke desto mindre blev der ved hjemkomst uddelt et mergelspir med teksten "Præmie roning Danmark" til de elever der havde deltaget i roningen.

Mergelspiret gjorde senere god gavn som matros i bl.a. Torm, Ø.K. og Mærsk.

Et par dage efter skete det næste uheld, som heller ikke måtte ske.

Endnu en mand faldt over bord.

I en sen nattetime faldt nr. 15 Eivind Ringgaard Kristensen i søvn siddende på nagelbænken, måske drømmene om næste  ophold i Charlotte Amalie.

Som det var skik og brug ved søvnige folk, fik han hevet en pøs vand i hovedet af kvartermester Flemming Larsen,  med det resultat at han gav et sådant spring i vejret, at han røg udenbords.

Heldigvis var der ikke meget vind, så farten var langsom selv med alle sejl sat.

Nr. 15 oplevede at vågne op af sin søde slummer liggende midt i det Karibiske Hav.

Kvartermester Edvard  Nielsen opfangede hurtigt situationen. Han løb  agterover og smed en tovende og bjærgemærse ud i mørket.

Heldet tilsmilede Eivind for ud af ingenting fik han pludselig fat i tovenden og holdt fast af alle kræfter, slæbende efter skibet.

En morselampe blev omgående rigget til og lyset blev rettet ud i søen.

Dem der var nærmest og kunne se den nu lysvågne elev i vandet kunne konstatere et helt vildt udtryk i øjnene, der inderligt bad om en hurtig ombordtagning.

Måske også med en frisk erindring om en fanget haj dagen i forvejen.

Nr. 15 blev hevet om bord i god behold til alles lettelse og vi forventede måske lidt for optimistisk ros for den hurtige redning.

Intet var dog mere forkert.

Kaptajn Knud Hansen kaldte alle mand på dæk, hvor vi fik en røffel af dimensioner.

Om vi var ved at lave en klub for udspringere, for så kunne vi den underlyneme godt  tro

om igen. Nu havde han sejlet i så mange år uden de helt store uheld og nu havde han 2 mand der var røget i "baljen" på samme togt, så vi kunne godt indstille vores yderligere forsøg.

En af de største oplevelser på turen var anløbet af St. Thomas.

At stå bugten til hovedstaden Charlotte Amalie ind for fulde sejl og blive modtaget af et virvar af lystbåde, hvis besætninger bød os velkommen med vink, smil og råb - det var fantastisk stort.

Da vi fik landlov var det en speciel fornemmelse at gå på tidligere dansk jord.

Mange gader havde stadig danske navne.

I dette paradis gik vi op og ned af St. Kongensgade og Bredgade og pludselig stod vi ved den gamle  fæstning Christiansborg  med tankerne adskillige år tilbage i tiden.

Selv om det ikke var helt efter bogen blev den Vestindiske Rom afprøvet på den nærmeste bar.

Efter afsluttet landlov og den efterfølgende baksmønstring var det for flere elever ret vanskeligt at finde balancen og holde notlinien på dækket.

Det blev gentagne gange pointeret, at vi skulle huske på at det ikke alene var skoleskibet "Danmark", men også os elever der var ambassadører for vores land når vi var på besøg fremmede steder.

Som regel gav det sig selv for vi havde ikke mange midler til rådighed og ved alle udflugter og arrangementer var der ikke tid og lejlighed til andre fristelser.

Både styrbords og bagbords vagt blev på skift inviteret af den danske ambassadør til stort bal på Grand Hotel.

Det blev en overdådig fest vi aldrig glemmer.

Bare det at komme ind i den flot pyntede festsal og se et stort orkester midt for, smukke unge smilende piger til højre og sidst men ikke mindst et festfyrværkeri af et veldækket mad- og drinksbord  til venstre.

Som på tælling gik vi alle til bagbord, hvor vi forsynede os med diverse lækkerier.

Først da sulten og tørsten var stillet var vi parate til at skæve til styrbord.

Der blev så danset til den store guldmedalje og til midnat blev der taget afsked med vores dansepartnere og mindet om en storslået  aften.

På vej tilbage til skibet fik vi lov til at synge gamle sømandssange.

Under vores ophold på denne smukke ø blev der arrangeret en badeudflugt til Magdens Bay. En  kridhvid strandbugt omkranset af flotte palmer ventede på os og vi legede turister i et par timer.

Det var med vemod vi forlod St. Thomas, men kursen blev sat mod næste stop Jamaica.

Vi fortøjede ved en gammel træbro tæt ved Kingstons bymidte og var spændte på, hvad der ventede os af oplevelser.

Under vores ophold blev der arrangeret en kaproning  mod et hold engelske army-folk, der måtte lide under manglende træning.

En aften var vi i en udendørs biograf sammen med de lokale folk, der morede sig gevaldigt hver gang en af filmens personer blev slået ud.

Ellers var det mest fattige legende børn og slumkvarterer der  mødte os på vores landlov, men lidt "Jamaica- rom" blev det da til på en halvsnusket bar.

Måske var vi blot uheldige i gadevalg, men havneopholdet bar for mit vedkommende præg af længslen efter skumsprøjt for boven med alle kludene sat.

Efter et par døgns sejlads "bound for" Bermuda rundede vi Cuba`s vestkyst med Havanna om styrbord.

Cuba og især Havanna skulle jeg senere se meget mere til, idet jeg påmønstrede

M/S "Gunhild Torm" som letmatros d. 18 december 1961.

Vi sejlede fast i sukkerfarten oftest til Alexandria eller Port Sudan i Rødehavet.

Lastede forskellige havne i Middelhavet og tilbage til Havanna og Matanzas.

Det blev altid en losse-og lastetid på ca. l måned, så der var rig mulighed for at høre Fidel Castro´s taler. Det blev som regel hurtigt afsluttet for vores vedkommende, da der var andre spændende steder at besøge.

Men vi lå i Havannas havn med 1 times varsel om afsejling, da præsident Kennedy stoppede de russiske raketskibe der var på vej til Cuba.

Jeg blev ommønstret til matros i Matanzas . 18 maj 1962 og var om bord i 1 år.

Afmønstring i Augusta på Sicilien og festlig togrejse op til Genova sammen med 4 skibskammerater.

Det blev til 1 måneds hyresøgning uden resultat og ingen penge på lommen efter adskillige "Zanzibar" besøg.

Derefter videre togrejse hjem, hvor søværnet netop ventede på min ankomst i Auderød.

Det var en mindre deviation, så tilbage til sejlskibssejladsen til Bermuda.

Da vi gik ind i Floridastrædet blæste det pludselig kraftigt op.

I løbet af ingen tid havde det yderste af en tropisk orkan ramt os med det resultat, at et par af røjlsejlene blæste ud af liget.

Da min faste plads var på krydsrøjlen var det af sted for at bjærge de flagrende rester sammen med andre gaster.

Jeg husker endnu sejlstumpernes smæld i ansigtet, men vi fik surret fast og kunne så se andre elever i gang med at bjærge topsejlene på for- og stormasten.

En af de første dage i marts 1961 anløb vi den smukke ø Bermuda og lagde til kaj i Hamilton.

Et af højdepunkterne var en udflugt til drypstenshulen Crystal Cave, hvor vi kunne betragte det forunderlige skue dybt nede i snirklede gange under jordens overflade.

Det blev ligeledes til flere gange spændende landlov.

Der boede nogle danskere på øen som inviterede os hjem til et imponerende kaffebord med kager i alle afskygninger. Vi indtog herlighederne på en stor terrasse lige ud til havet.

Det overgik simpelthen vores egen bagers formåen, og hvor vi dog nød det.

Det var nu lige før jeg var blevet nægtet landgang af Kaptajn Hansen.

Jeg var på det tidspunkt hans oppasser og skulle som sådanne udfører forskellige opgaver.

Han bad mig om at stryge hans hvide tropeuniform.

Jeg turde ikke at sige jeg aldrig før havde strøget tøj.

Jeg skulle muligvis have fortalt ham sandheden, for da jeg var færdig var der et umiskendeligt brunt aftryk af et strygejern på ryggen af uniformsjakken.

Til mit store held havde han en ekstra hvid jakke, men at dømme efter ansigtsudtrykket havde han sikkert mest lyst til en kølhaling med mig i hovedrollen.

Dagen efter var jeg pludselig ikke oppasser længere, men almindelig pudsegast.

Efter nogle gode dage på Bermuda var det nu i begyndelsen af marts måned  tid til afsejling.

Vi lå langs kaj inde i en bugt og ved afgang var vindforholdene os så gunstige, at Knud Hansen til alles overraskelse valgte at sætte alle sejlene samtidig med fortøjningerne blev smidt.

Hele den forsamlede menneskemængde på kajen klappede af den perfekte manøvre og "Danmark" gled elegant ud af havnen for snart efter at krænge sig godt over og vi lå bidevind på den anden bov.

Forude lå 2.300 sømils sejlads til vores hjemhavn  København  som var næste stop.

Det blev en forrygende sejlads de første 10 døgn , hvor vi loggede mellem 12 – 14 sm/t, endda med topsejlene bjærget det meste af tiden.

Lønningen stod stort set under vand hele tiden og det var forbudt at gå på dækket uden det var tvingende nødvendigt. Vi skulle jo nødig have flere frisvømmere.

Al trafik til og fra toiletter og skyllerum foregik igennem banjerne og forbi kvartermestrenes messe og kamre videre op under bakken.

Ned til banjerne var der selvfølgelig lukket vandtæt, så det var ikke af "Chanel no. 5" der duftede af, når både der skulle skaffes, undervises og soves i vores uundværlige hængekøjer uden udluftning af betydning.

Officererne om bord snakkede om rekordsejlads til den Engelske Kanal, såfremt vinden holdt.

Det gjorde den imidlertid ikke.

Vinden flovede da vi nærmede os Azorerne og pludselig huggede vi sagte i søen og kom nærmest ingen vegne.

Det blev overvejet om vi skulle anløbe Azorerne for motor, da provianten godt kunne bruge lidt fornyelse.

Men det blev kun ved overvejelserne, da sejlene begyndte at fylde igen

Dernæst stod den på 14 dages prøver og bedømmelser i praktik og teori.

Vi gled ind i den Engelske Kanal i roligere vejr end på udturen.

Om natten måtte vi ofte lyse med morselampe på sejlene for at gøre andre skibe opmærksomme på,at her kom altså et sejlskib som de skulle gå af vejen for.

En af de sidste dage i marts måned løb vi ind i en tæt  sne- og sludstorm tæt på den jyske vestkyst.

Som så mange gange før blev vi sendt til vejrs for at bjærge sejl, men denne gang var en prøvelse ud over det normale.

Alt i riggen var isglat, fodperterne var næsten umulige at stå på, men ud på ræerne kom vi ved at holde fast skiftevis med hænderne.

Nu begyndte den besværlige del med at få de stive isbelagte sejl op på råen.

Det var en kamp med flere elementer i sig.

Vi var klar over at der skulle rykkes samtidig af alle mand, men også at der ikke måtte gå for lang tid da vores fingre snart ville ligne ubrugelige istapper.

Alle mand lå på maven oven på råen og fik fat så langt nede som muligt og ganske langsomt blev der ryk for ryk mere sejl på råen. Surringerne kom på plads, men der var heller ikke følelse tilbage i fingrene, da vi atter stod på dækket.

Bagefter var vi faktisk lidt "friske" af oplevelsen indtil det kom os  for øre fra rorgængeren, at Knud Hansen havde taget sin kasket af, smidt eller tabt den på dækket og råbt op til os på ræerne – at nu skulle han minsandten også opleve det inden sin død, at sejlene ikke kunne bjærges.

I samme åndedrag da sejlene var surret og alle mand atter på dæk var Knud Hansens ord -

godt sømandsskab .

Det var en underlig fornemmelse at runde Skagen Fyr og stævne ind i Kattegat og vide at togtet snart ville være forbi.

2 døgn senere kippede vi med flaget med Kronborg om styrbord og stod  Øresund ned for fulde sejl.

Fredag den 7. april 1961 lagde "Danmark" til ved Langelinie efter et uforglemmeligt 6 månders togt.

Familie, venner og bekendte stod i hundredevis og beundrede vores færdigheder til vejrs, og det kan godt være der blev spillet lidt for galleriet, men i det øjeblik var vi jo fuldblods søfolk.

Det var et dejligt gensyn med den nærmeste familie, der fik lov til at komme om bord for en kortere rundvisning.

Næste dag den 8. april 1961 stod vi for sidste gang til baksmønstring på dækket.

Styrbord og bagbords vagt klar til afmønstring lød det med en dreven stemme fra den dygtige sømand og 1´ styrmand Otto Bentsen til Kaptajn Knud Hansen.

Knud Hansen tog afsked med os med ordene om at huske hvad vi havde lært om bord under vores ophold, og at vi ikke skulle glemme "En hånd til skibet og en til dig selv" i fremtidige skibe.

Køjesækken var pakket og det var tid til at sige farvel til den faste besætning, som havde været vores læremestre på en disciplinær, men voksen og  retfærdig  måde.

Med tanken om, at nu skulle man ud og indtage verden blev afskeden med alle ens gode kammerater ikke særlig sørgelig. Tværtimod blev der banket på skuldrene og grint med ordene: "Tak for denne gang – og vi ses".

Vi gik ned af landgangen, nogle kiggede sig en enkelt gang tilbage mens andre hastede af sted efter den næste udfordring.

For mange af os blev det først til vores 40 års og sidst 50 års jubilæum vi atter trykkede på næven.

Skoleskibet "Danmark" har betydet meget og gør det stadig

Både herhjemme og under fremmede himmelstrøg har skibet været en fremragende Ambassadør.

Det har samtlige besætningsmedlemmer og elever fra alle togter, lige fra skibets jomfrurejse  i 1933 til i dag, været en del af.

Vores vintertogt 1960/61 var slut.

Elev nr. 40 Bent Flemming Nielsen                       

SENERE :

Efter afmønstring fra "Danmark" tog nr. 73 Jørn Holding og jeg til Sverige og påmønstrede et svensk skib M/S "Rindø" som letmatroser.

Min tid i søværnet var fra november 1962 til april 1964. De sidste 12 måneder om bord på depotskibet "Ægir" som signalkorporal.

Derefter blev det til nogle år som matros i Mærsk.

Jeg gik på Københavns Navigationsskole i 1966 – 68, hvor jeg gik i klasse med bl.a. Niels P. Kruse,

som efterfølgende havde en mangeårig karriere netop på skoleskibet.

Det blev til 11 år som styrmand i Mærsk, de sidste 7 år under Liberia Flag i de gamle stykgodsbåde.

Så et par år som skibsfører i danske coastere i fart Europa – Mellemøsten.

Gik i land og fik job som havnemester i l981 til 2006, hvor jeg gik på pension

Når man efter et langt arbejdsliv ser tilbage i tiden, dukker der mangeartede erindringer frem.

Nogle bedre end andre, men kedeligt var det ikke.

Der er dog 2 skibe der står lysende klare på nethinden og det er "Georg Stage" og "Danmark".

Vel nok fordi de formede ens fremtid, gav mig en god ballast i livet, samt ikke mindst en oplevelse og stolthed over at have sat sine søben på dækket af et sejlskib.

LIDT STATISTIK :

Efter afmønstring fra "Danmark" fortsatte ca. 90 % af de 80 elever med at sejle.

Ved 40 og 50 års jubilæum kunne det konstateres ved gennemgang af lister, at 43 elever fra togtet l960/61 havde valgt en karriere inden for søfarten, de fleste til søs og nogle til lands.

Over  50 % af samtlige elever valgte altså at fortsætte et liv inden for den maritime verden.

EFTERDØNNINGER:

Som en ekstra gevinst er der genskabt gode kontakter ved vore skoleskibsjubilæer.

Ved det afholdte 50 års jubilæum d. 8. august 2010 i øsende regnvejr, checkede vores læge fra togtet Ole Meinhard Madsen (den røde lægejournal) vores almene helbredstilstand.

Hans påbud om hurtig væskeindtag blev fulgt nøje ved efterfølgende "kan du huske"  i "Rabes Have".

_________________________________________________________________________
Vil du i kontakt med Bent Flemming Nielsen, så skriv til Webmaster.



Copyright © 2004-2017 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.