Hjem | Forum | Dit togt | Om siden | Gæstebog | Kontakt | ©


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3459 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




 
 Tilmeld Frameld



  Wallpapers
  Memory
  Mahjong
  Frozen Bubble v2



  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 512364
  Hits i alt: 3419261
  Online lige nu: 0


Thyge Nielsen fortæller

Elev: Thyge Nielsen
Elev nr. 17
Togt forløb: 1949-50
_________________________________________________________________________

Togtet med Danmark 1949-50 (læseren bedes have forståelse for at det er begrænset hvad man husker efter 60 år)

Jeg husker sommeren 49 som en sollys, rar og venlig tid. Jeg havde fået plads på skoleskibet, det ville give mig min sejlskibstid til Navigationsskolen, jeg var 17, min fremtid så ud til at gå efter planen. De 119 andre påmønstrende virkede som om de havde samme målrettethed og gå-på-mod.

Første stop efter Holmen var ankerpladsen ud for Snekkersten, hvor vi lå nogle dage for at lære skibet at kende – der var ingen landlov før vi kendte vore reb – stag, skøder, gårdinger m.m. Men når det sad nogenlunde fast, og vi kom i land, var det dejligt at mærke hvor positive folk var overfor os. Uniformen med de to stjerner på kraven gjorde, at vi ikke skulle gå ret langt på Strandvejen, før vi blev samlet op og havde kørelejlighed.

Dér blev det også nødvendigt (sygdom??), at sætte en af bådene i vandet for en tur ind til Helsingør, selv om vejret var for voldsomt. Med en frivillig besætning ved årerne i olietøj havde vi en våd og slingrende tur indefter, som vi bagefter var lidt benovede over at vi havde klaret godt.

I Odense lå vi langs kaj med vagt ved falderebet, og jeg havde her den pudsige oplevelse, at der kom et ældre ægtepar, som jeg må gå ud fra har boet et stykke ude på landet, hvor manden spurgte: "Unge mand, min kone og jeg er kommet til at snakke om det, men hvilken ende af jeres skib er den forreste?". De fik et pænt og høfligt svar og blev retledt – men pudsig var situationen

Jeg mindes også ved afgangen fra Odense ud gennem kanalen/fjorden, var der en sød lille fynsk pige, som åbenbart var blevet meget forelsket i en af eleverne, og som først kørte på cykel, og siden løb grædende og på bare fødder så langt det var muligt for hende at følge skibet.

I Nyborg blev vi hentet med bus og kørt ud til Hesselbjerg Is. En lille isfabrik, hvor ejeren tog sig vældig pænt af os, og der var fri is-servering på en flot sommerdag.

Videre til Ærøskøbing hvor vi lå til ankers uden for havnen. Det indebar at vi blev sejlet frem og tilbage til bal på hotellet, og huskes især fordi jeg aldrig før eller senere har oplevet så meget og flot morild i vandet i danske farvande.

Sidste anløb på sommertogtet var Sønderborg, hvor vi også lå til ankers uden for havnen, og hvor vi mandede ræer – vistnok alene for at Berlingske Tidende skulle have mulighed for at få et flot billede – det fik vi andre så også. Men det var da ret spændende, og uden at vide det, vil jeg tro at det er en manøvre, som ikke er sket mange gange – og som jeg tror vil være udelukket i dag på grund af sikkerhedsbestemmelser (se billede i arkiv).

Vi havde fire oversergenter fra Søværnet som understyrmænd, og det har sikkert sat sit præg på tonen om bord. Udtryk som "Rejse, rejse ud af køjerne" var for mig helt nyt, og blev fremført med fuld søværns-stemmepragt hver morgen til tonerne af forskellige skingre bådsmandspiber. Også "Al gang ombord foregår i løb" blev hørt ret så tit. Det gjaldt for resten også når vi skulle op i riggen, så af og til røg der en vævling, men det hørte med, så vi vidste at holde os fast.

Anløbet af Funchal på Madeira huskes kun svagt, men der var noget med et besøg på en vingård for at smage Madeiraen, og noget med nogle hestetrukne slæder op og ned ad brostenene på de stejle gader – ja, og så var der noget med en bygning der lignede en borgmesterbolig, men hvor der efterhånden var nogen der snusede sig frem til at det var et sted med nogle gæstfrie damer, og hvor der efter et stykke tid dannede sig en kø af unge sømænd ved indgangen.

Næste stop var Santa Cruz de Tenerife og derefter Cap Verde-øerne hvorfra jeg ikke har nogle erindringer.

Derefter kom nogle uger i passaten mod vest til Caraibien. Man kan sige det var før air-condition til søs blev opfundet, så vi havde det lunt og godt med 120 mand fordelt på 3 banjer og sovende meget tæt i hængekøjer. Hygiejnen var skam fin, vi blev vasket hver dag i oceaner af saltvand – problemet var bare at ferskvandet var rationeret til ca. én liter om dagen, og det viste sig efterhånden at være for lidt. Mange af os fik saltvandsbylder – jeg har aldrig haft det før eller siden, men på skoleskibet var det slemt. Nogle store materiefyldte bylder, som til sidst bristede og udtømte et grimt indhold. Medvirkende til problemet var også vores tøjvask. Det foregik i et par store 200(?) liters beholdere på dækket med saltvand – hvor der var kommet Teepol i den ene – jeg tror det var en forløber for sulfo sæbe, og udmærkede sig ved at i modsætning til almindelig sæbe, så kunne Teepol skumme i søvand. Den anden beholder brugte vi til at skylle tøjet i – med saltvand.

Ellers var det herlig sejlads over Atlanten. Vi havde flyvefisk flyvende og delfiner springende for boven, og på et tidspunkt var der et par hvaler af ca. 20 mtrs længde, som svømmede om kap med os i nogle timer. Medens jeg hang oppe på mærseråen oplevede jeg tillige at se en kæmpe rok i vandet under mig – jeg bedømte den til at være 2-3 mtr tværs over. Det skal måske ses i sammenhæng med, at de senere år jeg sejlede til søs (90’erne) så vi aldrig en fisk i vandet (ref. Klimadebatten).

Rækkefølge af havneanløbene i Caraibien står mig ikke helt klart, men det var vist St. Thomas, St. Croix og St. Jan, hvor vi fik lov til at låne en af bådene en dag på St. Jan, og var en 6-8 mand der drog ud og havde en fin dag med besøg på en meget lille ø, hvor vi traf nogle mennesker, der virkede som om de ikke havde været i forbindelse med civilisationen i en menneskealder. Andre af eleverne havde været ude og bade i det dejlige, klare caraibiske hav, og havde gjort pinlige erfaringer med nogle meget langpikkede søpindsvin der sad på stenene i strandkanten.

Kokken var ikke altid lige populær. Han blev kaldt "My-My", fordi vi tit hørte hans "My-my, hvor er mine koksmather" – fremført lettere affekteret. På St. Thomas havde vi besøg af nogle højtstående amerikanske officerer, hvor en af dem stod i kabysdøren, da kokken trak en bradepande med biksemad ud fra ovnen - og trak for langt, så hele indholdet væltede ud på vores jamsede kabysdørk. "My-My" skottede op til amerikaneren, medens han skovlede biksen tilbage i panden, og kom så med den mindeværdige bemærkning: "Never mind it’s only for the boys" (også affekteret). Jeg var koksmath den dag, og kunne derfor overvære hele seancen fra baggrunden.

Vi holdt nytår i Kingston på Jamaica, hvor det var en oplevelse en søndag formiddag tilfældigvis at komme forbi en kirke hvor der blev sunget så smukt, som det kun kan ske på det sted og med de mennesker – det var vel en slags gospel, og vi var et par gutter som nød sangen og musikken et stykke tid – det var før stedet blev spoleret af turister og medens det stadig var helt naturlige jamaicanere.

Vi blev tillige inviteret op i sømandsmissionen, hvor var arrangeret bal og til den ende var indkaldt en del engelske piger – det viste sig at blive meget gemytligt. Jamaica var på det tidspunkt stadig en engelsk koloni. Når jeg skriver vi, er det naturligvis kun den halvdel af besætningen, som havde frivagt.

Nytårsaften 1950 var der arrangeret revy på dækket af Danmark. Det var nok vore understyrmænd, der var de udfarende kræfter, men det viste sig at der var adskillige talenter blandt eleverne. Det jeg husker bedst var en parodi på vores kaptajn, som gik så tæt på at det var betænkeligt. Men alt gik fint og vi havde en flot nytårsaften under en tropehimmel fuld af stjerner.

Næste anløb var Vera Crux i Mexico hvor konsulen var dansk. For at gøre det festligt havde han chartret en flyvemaskine, så da vi var på vej gennem indløbet til havnen kom han flyvende ud og kastede et dannebrogsflag ned. Desværre faldt det lige agten for Danmark – og vi stod det meste af besætningen lige klar til at styrte til en af bådene og få den i vandet for at redde flaget. Men ordren kom aldrig og vi græmmede os lidt. Med den øvelse vi efterhånden havde, ville vi have klaret jobbet flot. Men vores kaptajn har muligvis ræsonneret, at vi ikke ville nå det, før det var sunket – eller at der var for lidt plads til at manøvrere i indløbet.

Derefter sejlede vi til Houston i Texas. Amerikanerne gjorde megen stads ud af os. Der kom en lille deling flotte og stramme soldater ned på kajen og nærmest opførte et tattoo til velkomst. Jeg følte os slet ikke på højde med situationen – selv om vi havde fine hvide uniformer, virkede vi sølle ved siden af amerikanerne.

Vi blev kørt på udflugt i busser eskorteret af politi på store Harley Davidson’er – dengang ikke på grund af nogen terrortrussel, men alene for at gøre det flottere og festligere, og hvor det gjorde indtryk at se dem sidde og tage handsker på medens motorcyklen fik lov at styre sig selv.

Derefter gik det tilbage over Atlanten med et sidste stop på Bermuda, hvor vi var på udflugt i nogle underjordiske huler.

Og så ellers over Nordatlanten hvor det stadig var vinter – det må have været februar-marts for hele togtet varede 10 måneder. Vi oplevede den hårdeste sejlads på turen, hvor hele riggen stod spændt til det yderste med alle sejl sat, og vi fik at vide at vi havde været oppe på 16 knob. Naturligvis blev nogle af sejlene bjerget efterhånden, jeg var selv oppe og være med til at bjerge røjl og bram på stormasten i snestorm – jeg mener det tog flere timer, og husker at jeg var følelsesløs af kulde fra bæltestedet og nedefter da jeg kom ned på dækket igen.

Alt i alt havde det været en god oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. I 1999, 50 år senere, holdt vi et jubilarstævne med rundtur i Københavns havn,  besøg på skoleskibet Danmark og spisning på fyrskibet i Nyhavn. Jeg havde været spændt på at se gutterne igen, og blev lidt skuffet over at se en samling gamle mænd, hvor jeg kun kendte det fåtal, jeg havde holdt forbindelsen ved lige med.

Skibsnr. 17

Thyge Nielsen

Pens. Kaptajn, ØK _________________________________________________________________________

Vil du i kontakt med Thyge Nielsen, så skriv til Webmaster.



Copyright © 2004-2017 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.