Hjem | Forum | Dit togt | Om siden | Gæstebog | Kontakt | ©


[Ingen titel]
Se resten af albummet her
I alt 3459 billeder


  Nyt på siden
  Følg skibet
  Billedgalleri
  Sejlplaner
  Skibets Historie
  Skibet i detaljer
  Teknisk Data
  "Danmark" i dok


Åben alle | Luk alle




 
 Tilmeld Frameld



  Wallpapers
  Memory
  Mahjong
  Frozen Bubble v2



  Om elev 15
  Om siden
  Kontakt
  Links
  © Ophavsret



  Besøgende: 517562
  Hits i alt: 3437378
  Online lige nu: 0


Carl Østergaard fortæller

Elev: Carl Østergaard
Elev nr. 67
Togtet 1948-49 _________________________________________________________________________

Klik for større billede   Klik for større billede   Klik for større billede  

Vi mønstrede skoleskibet den 15. juni 1948 og afmønstrede skibet den 16. marts l949 i København efter fart til South Africa, i alt 9 måneder, hvoraf de første 3 måneder fandt sted i danske farvande for at lære at "sejle" skibet. Der blev på togtet sejlet 22.ooo mil med  167 dage i søen, og hele 47 døgn fra Canarieøerne til Sydafrika.  Ingen kom til skade ved fald fra riggen, selv om fodperterne i hvert fald på fokkeråen på vejen hjem fra Azorerne i januar/februar var isbelagte.

På godt og skidt var det en kæmpe oplevelse og vi blev de rene "abekatte" i rigningen, med tiden stærke som "bjørne". Vi løb op ad rigningen, i regn, i storm og i buldermørke, og af hele besætningen var der vist nok kun 2, som aldrig blev gode deroppe.

Skipper Knud Hansen ,  1.styrmand Rømer, 2.styrmand Bertelsen, 3. styrmand hed vist nok Hartorf. Der var læge, sejlmager, kok Trygved  Hansenansen, bager, maskinmester Klixbüll Jørgensen og maskinassistent og da vist nok også en radiotelegrafist.

Så  var der 116 elever, fordelt på de 3 banjer. Vi sov i hængekøjer, som hang så tæt, at når man skulle løfte sig op i køjen, måtte man skubbe de 2 nærmeste væk. Det var der nu ikke nogen som tog sig af, sådan var det bare.

Jeg kom fra DFDS’s m/s Argentina, (dæksdreng), der sejlede på Nordamerika, og var vist nok den eneste ombord som havde fotografiapparat. Nå, jeg havde jo også sejlet på Staterne.

Efter afmønstring fra "Argentina" rejste jeg ikke hjem til mine forældre i Sønderborg,  men fik lov at bo i skoleskibet indtil første mønstring ombord. Skibet lå på Holmen og selvfølgelig skulle jeg da prøve at kravle op i en mast, men da jeg kom til overmærs, havde jeg fået nok, for DET var sørme højt.

Senere havde 3. bakke fokkeråen som vort domæne, med Tjaldur (en bomstærk færing) på nokken, men i det hele taget et meget tungt sejl, især når fokken ofte var våd.

I Sliphavn rengjorde vi skibet udvendigt for alger og mos. For at komme til under vandlinien  blev der anbragt taljer fra rigningen til  vist nok et par træer på land, og så var det bare et trække skibet om på siden samtidigt med, at der blev pumpet vand op på dækket, i læ side selvfølgelig.

Vi lærte at lægge syede taklinger, idet kun disse var tilladt, at sy sejl, at splejse samt teoretisk undervisning, hvor i øvrigt kaptajnen var en dygtig foredragsholder.

Så kom den store dag, hvor vi stævnede op gennem Øresund mod Kattegat, og det skal hertil anføres, at næsten al sejlads foregik for sejl, selv om maskinmesteren stod klar i lugen ned til maskinen det meste af tiden, når vi gik ud fra eller i havn.

Det var en kæmpe oplevelse, da vi sejlede gennem Den engelske Kanal. Der oplevede vi, at  dampskibe/motorskibe i visk nok 2 tilfælde slog et "slag" rundt om vort skib, men det var jo også et flot syn, når "Danmark" kom for fulde sejl.

Vi var i Biscaya og  da vi tørnede til kl. 24, råbte styrmand Bertelsen til os,  at vagten indtil kl. 24 havde sejlet 12 knob, og det skulle vi da gerne gøre bedre.  MEN,  sagde han, alle bliver på dækket ved fald og skøder i alle 4 timer, og hvis én skulle ryge overbord, kunne man kun smide et bjergemærs ud til ham, for at vende skibet, kunne man jo ikke.

JA!! Skreg vi alle, og så sejlede vi de 4 timer i buldermørke, DET var bare sejlads. Selvfølgelig sejlede vi hurtigere, nemlig 14 knob i timen. Pjaskvåde var vi og stolte som bare Fanden.

Vi kom til Madeira, hvor vi i sluttet trop marcherede til gæstebud hos lokale señores, señoras og da også señoritas.Vi var bare flotte, i hvid tropeuniform  med den blå matroskrave, hvor der endnu efter skibets ophold under krigen i Connecticut, var US flådens 2 stjerner.

Derefter videre mod syd til Canarieøerne. Det var vist dér, vi var inviteret af  konsul Olsen, hvor vi drak sodavand, og hvor der i flaskebunden var støbt, tro det eller ej, OLSEN.

Derpå fortsat sydpå over Ekvator med behørig dåb. Dåbsattesten er underskrevet af Neptunus, Rex Oceani, Hersker over det jordomsluttende Hav, og dateret AEKVATOR den 26.10.1948. Dernæst fortsat sydover,  hen imod Syd Amerika, hvor vi vel nok på højde med Argentina tørnede til bagbord for at krydse Syd-Atlanten.

Midtvejs blev alle pebet på dæk, hvor kaptajn Hansen holdt et foredrag om, at det antagelig var på vor nuværende position, at skoleskibet "København" forliste. Alle omkom og ikke det allermindste er fundet efter forliset. Kaptajnens mening var, at skibet havde sejlet sig selv ned ved, at man med alle sejl sat med god agternvind, var blevet overrasket af en pludselig stærk vind, hvorpå vinden havde presset skibets forende ned i søen.

Vi rundede Cape Det Gode Håb uden dog at se land, og så gik det op langs den afrikanske kyst, bound for Durban. Et par dage før anløbet til Durban blev vi overrasket af en Cyklon, med rigtig, rigtig voldsom blæst. Kun frivillige måtte gå i riggen for at fastgøre sejlene, og derefter roste Rømer os i et interview til en Durban avis, hvor han sagde noget om "rigtige mandfolk", så unge som vi nu var. Cyklonen forårsagede store ødelæggelser i land.

Vi besøgte en bilfabrik, en bildæksfabrik og var også på udflugt til en kraal, hvor negerne foretog en opvisning i en slags dans, stammedans eller hvad det nu var. Vældigt spændende, stort bål midt i kraalen, og så et par hundrede negre, mest kvinder (med bare bryster), som gav opvisningen. Deres mænd arbejdede jo i byerne, og i gummifabrikken så vi negre i lændeklæde (det var uhumsk, stinkende og varmt af h. til), men passe en kæmpe-stor-maskine, det kunne de.

Der var mange med danske aner, som  besøgte skibet. Der var en slags åbent hus, idet man ikke afviste besøgende, som i nogen tilfælde havde kørt mere end 1000 miles bare for at se skibet og tale dansk.

Bjørn Boserup og jeg var en aften i byen og endte i en bar. Selvfølgelig blev vi noget fulde, idet alle gav drinks. Da vi luftede problemet med en hidsig Rømer, når man ikke mødte rettidigt om bord, sagde vennerne omkring baren, at det skulle vi bare tage ganske roligt. Man sendte bud efter en  kvinde (kone), som i storblomstret sommerkjole kørte os ned til skibet, steg ud sammen med os og præsenterede sig for Rømer med en masse snak om nice danish boys, som havde været familiens gæster hele aftenen. Nul bøvl.

I Durban "mandede" vi ræer, d.v.s. vi stod på ræer overalt på skibet. Blev fotograferet af en pressefotograf og derefter blev fotografiet vist på en helside i en Capetown avis med tekst "Our Christmas visitor".

Fra Durban begyndte hjemrejsen så småt, og da vi sejlede ud fra havnen, "satte vi alle sejl" allerede inde i selve havnen, hvorefter vi sejlede ud af havnen langs een mod havet beskyttende mole. DET var flot, DET var bare flot. Hundredvis af mennesker stod på kajen, råbte, klappede i hænderne, vinkede og dyttede med bilhorn. DET var bare superflot. Ikke noget med at bliver trukket ud fra havnen af en slæbebåd, eller ved brug af hjælpemaskinen.

Vi gjorde et kort ophold i Port Elisabeth, hvor besætningen (desværre minus mig) blev inviteret til besøg hos borgmesteren (Netop jeg skulle blive ombord for at passe skibet).

Derefter til Capetowm eller Capstaden, idet landet jo er tosproget, nemlig engelsk og afrikansk (Flamsk vist nok).

Ja, så var det jo apartheid. På nogle fortove var der malet en gul stribe, Dét var for de farvede (alt andet end den hvide mand) og i bybusserne var der 2 sæder til de farvede, resten til den hvide mand.

I byen fejrede vi jul. Der var et evigt rend ombord af alle mulige mennesker for at se skibet. Jeg blev guide for hr. og fru Johnson fra én eller anden farm oppe nordpå nær Johannesburg. De inviterede mig til at komme at besøge dem, og fortalte, at de ikke havde børn, men gik og jagede med hele 200 kaffere. Det blev nu ikke til noget alligevel, mærkeligt nok. De sendte endog brev til mine forældre med en invitation til mig om at besøge dem på farmen.

Vi var på busudflugt til byen Paarl og besigtigede et vineri. Det var jo vældigt, idet vi alle blev godt og grundigt fulde, hvilket fornærmede skipperen så meget, at landlov om aftenen blev nægtet. Vi satte os nu ud over det, og gik i land, medens Rømer blev mere og mere sur. Ingen kom for sent ombord, idet der var udlovet øretæver til en eventuel formastelig. Det var første gang, der var lidt oprørsstemning, senere brændte det helt sammen på Sct. Helena.

I et interview, sagde kaptajnen (meget smart) til en journalist, at eleverne, der jo ikke fik nogen form for løn/penge, skulle på juleindkøb. Da Bjørn og jeg kom gående hen ad en gade i Capetown, kom en mand farende ud fra en bar, ønskede god jul, trykkede hånd, og i håndfladen havde han til hver af os en sammenkrøllet pengeseddel.

Opholdet i Kapstaden var som i Durban, en stadig strøm af besøgende, helt op til 2000 på én dag, stod det i en avis. Der var parties for bl.a. borgmesteren og den danske koloni, og sågar blev et barn døbt ombord.

Derefter sejlede vi nordover, og under hele sejladsen i vel nok to uger rørte vi ikke sejlene, vi var jo i et bælte, hvor vinden var stabil i nordlig retning, tænk sig, vi rørte ikke sejlene i 14 dage, det rene driverliv (Det var jo netop på grund af passatvindene, at vi under sejlads TIL Sydafrika var helt ovre under Sydamerikas kyst).

Men dejligt var det jo med tropisk varme, og mange bylder, som skibslægen måtte prikke hul på. Vi var jo mange ombord i et ret så bette skib og ferskvand var rationeret. Vi fik  ferskvand, leveret i 2  konservesdåser i bunden af en pøs, pr mand pr dag. Skylning efter tandbørstning, barbering og indsæbning foregik under bruser med saltvand.

Der var visse goder, f.eks. at være kabysgast hos kokken, for så kunne vi hule/organisere en hel pøs skoldende varmt vand, så vi i hvert fald en gang én gang om måneden kunne nyde det, at blive ordentlig vasket over det hele og ikke bare såen lige bag ørerne.

Ja, så var det pandekagerne. Jeg var messedreng i officersmessen sammen med 2 andre, tja, dér foregik det under en vis form for, tja, ved ikke, men når kaptajnen lagde kniv og gaffel, så betød det, at denne ret var forbi. Selv om jeg bød maden rundt nok en gang, sagde alle NEJ.

Han lavede jo ingenting og havde ikke stået på den åbne kommandobro i 4 timer, eventuelt i møgvejr. Sådan var det i kaptajnens salon. OG så sagde han (kaptajnen) henkastet, at "alle var så mætte, at de da godt kunne springe pandekagerne over". Hvem foor ud i pantryet og var dum nok til at fortælle, hvad kaptajnen havde sagt ?. 10 minutter derefter var alle de dér lækre pandekager væk. Det var jo uhørt luksus for eleverne.

Tja, så ringede klokken og jeg måtte ind i salonen, hvor kaptajnen bad om  servering af desserten. Han tog det da ganske gemytlig, men jeg skal i hvert fald love for, at det gjorde de andre ikke, hold da kæft hvor var de sure.

Vel ankommet til Sct. Helena ankrede vi op på reden, idet byen Jamestown ikke havde kaj. Dér kom hævnen for vor ekstra friaften i Capetowm. En knækbolt var forsvundet og der blev nægtet os landgang indtil bolten blev fundet.

Vi rottede os sammen, en 5-6 stykker, flikkede en artikel sammen til Ekstra bladet og jeg fotograferede en tallerken kålsuppe, hvor der var en snes fede, hvide maddiker på tallerkenkanten. Ligeledes beskrev vi morgenmaden, hvor vi fik marmelade, kaldet Rottens Død, idet også spandene med marmelade var angrebet af maddiker. Der var ikke fryseanlæg men kun et beskedent køleanlæg ombord.

Nå, en kommission bestående af en halv snes elever begav sig agterud for at tale med kaptajnen, idet vi ville overgive ham en genpart af skrivelsen til avisen derhjemme. Rømer fangede os lige-med-det-samme, og vi fik ikke adgang til kaptajnen, men han (Rømer) fik da genparten af skrivelsen til Ekstra bladet, og så trissede vi af.

Kort derefter blev vi alle pebet på dæk og kaptajnen kom frem og talte om skibets renommé, og ære og i den dur, og pointerede da også igen, at der ved afmønstring ville blive udfærdiget en skriftlig udtalelse om hver enkelt elev.

Selvfølgelig kom vi alle på en uforglemmelig tur til Longwood Old House, hvor Napoleon var i fangenskab til sin død. Vi så hans gravsted (oprindelige) med en stor liggende sten uden inskription, idet englænderne og franskmændene ikke kunne blive enige om teksten.

Hjemover, op nordpå og da vi passerede Ekvator tog det en lille uges tid, idet der var totalt vindstille i et bredt bælte over Ekvator. Kom til Ponta Delgada i Azorerne, hvor vi lå i havn en lille uges tid, og så bare hjemover, men det blev en kold tørn. Der var regn og slud under sejladsen imod Kanalen og heller ingen varmeanlæg i banjerne.

Rugmelet slap op, men bageren var smart og blandede hvedemel deri og for at skjule "trikset" hældte han noget sovsekulør i dejen. Der var ikke megen proviant tilbage, bortset fra ris, så det stod på ris hver eneste dag. 

Da vi kom til Skagen  medbragte lodsen (kaptajnens bror) en kasse rødspætter og en sæk kartofler. Så var alt glemt.

Ankom til Langelinie, hvor kaptajnen virkelig viste, at han kunne sejle det skib. Vi gik til kaj for sejl. Tænk sig, der stod 1000 mennesker og ventede på os, da vi krydsede op imod kajen til vi var så nær, at en kasteline kunne kastes derind. For sidste gang gik vi i riggen (spurtede derop) for at pakke sejl. Det var altså flot, og med dette slutter et uforglemmeligt togt med skoleskibet "Danmark", som jeg ikke ville have været foruden.

NB: I skoleskibet foregik al gang i løb, og tænk sig, siden og indtil d.d. løber jeg op ad trapper.

67 (Carl Østergaard)

_________________________________________________________________________
Vil du i kontakt med Carl Østergaard, så skriv til Webmaster.



Copyright © 2004-2017 af Troels Straarup
Alle rettigheder forbeholdes. Uautoriseret brug af tekst, billeder, video, lyd og grafik fra dette website er forbudt.